SilveredUndead at 2024-03-18 18:20:01+00:00 ID: kvhswxj

Du kan måske blive skuffet over hvad de faktisk har gemt.

Jeg søgte formelt aktindsigt efter flere sager hvor jeg ikke forstod hvorfor kommunen ikke havde information jeg vidste de burde have, og hvorfor de strittede så meget imod. En kommunal medarbejder var på besøg grundet en bekymring indsendt af skolen, og jeg sad og talte i næsten en halv time om diverse vold, frygt for mine forældre, og fremviste skader foretaget af mine forældre. Jeg var forundret over at der ikke skete mere, og det fastholdte længe min ide om at det mine forældre gjorde var normalt. Kommunen så i hvert fald sådan på det. Så da jeg var voksen ville jeg gerne have afklaret hvad der var sket, men kommunen gad ikke at hjælpe. Så jeg søgte aktindsigt.

Kommunen viste sig at have næsten ingenting ved en aktindsigt. Der var en indgivet bekymring, men det var alt. Ingenting om et besøg, ingen info om at nogen skulle tale med familien overhovedet, og slet ikke mig. intet. Bare en note om at bekymringen var afvist. Det var også før kommunerne implementerede GDPR, og det var faktisk de regler der fik mig i gang med at søge aktindsigt, da jeg dengang ikke ville risikere at kommunen slettede det når de regler trådte i kraft.

Det kan være ubehageligt at grave det frem, men du skal også være forberedt på at blive mødt med den besked om at de har nærmest ingenting, selv hvis det ikke giver nogen mening.

TieIcy1697 at 2024-03-18 20:22:02+00:00 ID: kvh86lk

Nej det gør ikke. Men tag ikke mine ord for det. Goggle selv hvor personfølsomme oplysninger haver, når en kommune ikke eksisterer længere.

Cunn1ng-Stuntz at 2024-03-18 18:20:01+00:00 ID: kvham68

Velfærdssamfundet er et sikkerhedsnet, men det er ikke rimeligt at forvente, at det samler alt op. Videre er der oplagt et spørgsmål om hvor familiens frihed går til.

I halvfemserne var mange pædagoger ikke rustet til at håndtere diverse diagnoser. Mange af dem var dårlig nok udbredt i psykiatrien. At sidde i dag og være utilfreds med ting som ikke eksisterede tidligere, er der nok ikke alverden af formål med. At kræve aktindsigt med forventning om at "samfundet" har svigtet, bliver ofte nok søgt, baseret på de faktiske tilstande.

Og det er skrevet med al mulig respekt for de oplevelser mange har haft. Det er lidt som når ældre generationer fik med linealen for at skrive med venstre hånd.

TankenDerKunneKomme at 2024-03-18 19:25:00+00:00 ID: kvgzn56

Hvordan søger man akt indsigt i sin kommunale sag?

AutoModerator at 2024-03-18 16:24:53+00:00 ID: kvg1xtk

Dette indlæg er en "[Seriøs]" tråd. Det betyder at følgende ekstraordinære regler for kommentarer gælder:

Alle top level comments skal være en konkret kommentar til indholdet i indlægget

Modererering af top level kommentarer fungerer uden påtale og hele kommentarleddet fjernes.

Gentagne misbrug af [serious] tråde, både i oprettelse af indlæg og kommentarer, kan føre til bans.

Se mere information i September 2018 modpost her

Send en besked til moderatorerne, hvis denne automatiske handling er en fejl.

I am a bot, and this action was performed automatically. Please contact the moderators of this subreddit if you have any questions or concerns.

FARGlN at 2024-03-18 17:41:36+00:00 ID: kvgfjof

I 70 og 80'erne var jeg vanskelig, senere var jeg "på kontanthjælp med andre problemer end ledighed." I dag er jeg Ængstelig/Evasiv.

Gennem min egen udredning og behandling, har jeg læst min journal fra sagsbehandlere og læger og det var ret hårdt. Jeg har sidenhen valgt at undgå min journal, fordi at læse beskrivelser af ens opvækst og adfærd er ret barsk læsning.

Jeg fortryder det ikke og det hjalp mig til at give mine svigt og nederlag mere vægt, hvilket afhjalp mig med en masse tvivl og selvbebrejdelse. Jeg har sadt min fortid godt på plads, den påvirker mig stadigvæk, men jeg har forståelse for hvordan og hvorfor.

SadOkapi at 2024-03-18 17:49:14+00:00 ID: kvghhtu

Jeg fandt nogle papirer da jeg ryddede op hos mine forældre, men jeg tror ikke at der er papirer at finde fra min barndom, jeg prøvede at læse op. Og måske er jeg lidt bange?

Men den lille pige jeg fandt i papirerne, hende har jeg ondt af, og det hjælper mig at jeg bare har noget på skrift, så jeg ved jeg ikke er helt tosset, med hvad jeg husker (har fortrængt en del).

Elegant_Finance1133 at 2024-03-18 17:52:24+00:00 ID: kvghlgp

Hvis du gør det, så husk i hvert fald dig selv på, at det du læser et farvet af andres meninger og synspunkter og endda ofte også af deres motiver og humør.

Så vær mild mod dig selv. Og hvis du læser noget du synes lyder forkert eller du husker anderledes, så er det meget muligt at det var anderledes.

Jeg har læst min egen journal, det var hård læsning. Og man kan godt forvente et større eller mindre drop bagefter, hvis det var hårdt, det man gik igennem.

Det ville jeg ønske nogen havde fortalt mig, før jeg læste det. Jeg ville stadig have læst det, men jeg ville have været mere forberedt.

🙂 Jeg har været en del diagnoser igennem, i dag hedder den bipolar.

Og så hvis du gør det, så evt. Tag det i etaper, og ikke det hele ud i en køre. Hold pauser og ryst det af dig, hvis du læser noget der lige skal fordøjes.

Jeg fortryder det ikke, men jeg syntes det er vildt godt at du beder om andres erfaringer før du læser.

Hahaha det skulle jeg ha gjort. ❤️👊

Equal_North_4746 at 2024-03-18 17:46:44+00:00 ID: kvggxce

Jeg har både gennemlæser min journal for 10 måneders indlæggelse i ungdomspsykiatrien (2006/2007. Jeg er også fra 90’erne) og fået aktindsigt i de ting, der lå hos kommunen op til indlæggelse, og i det, der lå omkring min efterfølgende (frivillige) anbringelse.

Jeg fik lukket nogle ting - jeg kunne læse, at jeg har haft ret i, at der blev lavet fejl og svigtet. Jeg har også grædt over, hvor mange misforståelser der har været undervejs i psykiatrien (ud fra hvordan jeg husker tingene that is!) - og jeg har været vred. Men mest af alt har det bekræftet mig i rigtig mange ting og gjort det nemmere at leve med de år af mit liv.

Havde mange diagnoser den gang, der senere er fjernet, men som forklarer mange af de (fejlagtige) tiltag der blev gjort.

SomeAd9048 at 2024-03-18 18:20:01+00:00 ID: kvgmhje

Jeg har gjort det. Det der skræmte mig allermest var, hvor lidt der egentlig stod omkring mig.

TieIcy1697 at 2024-03-18 17:18:13+00:00 ID: kvgbcyb

Den kommune jeg boede i som barn, eksisterer ikke længere pga kommune sammenlægning. Så jeg søgte aktindsigt i national arkivet. Det fik jeg ikke noget ud af. Så jeg vil ønske dig held og lykke. Men hvis du finder noget Så lad det ikke ødelægge dig mentalt. Det kan være hårdt at læse sådan noget. Jeg læste engang noget af mine personlige papirer da jeg var 16 år og boede hos min mor.. Min mor drak meget og udsatte mig for fysisk vold og psykisk vold. Det havde jeg fortalt sagsbehandleren men i mine papirer stod der, at min mor havde et velfungerende arbejde (rigtigt) og så ingen årsag til at igangsætte yderligere tiltag. Dette var bare en af mange svigt jeg har fået af det offentlige igennem mit liv. Men jeg prøver på at lægge det bag mig og komme videre.

Love_Denied at 2024-03-18 17:52:58+00:00 ID: kvgmf2z

Fik engang min sag. 75 sider læste noget af det og gav bare op. hvis alt det fra opholdsted også havde været der havde det nok nærmere været 500 sider

Solid_Sample4195 at 2024-03-18 17:14:53+00:00 ID: kvgarsl

Jeg er også 90's barn. Jeg har diagnose inden for autismespektrum (fik den dog først som voksen). Samtidig er jeg skilsmissebarn, hvor skilsmissen endte med selvmordsforsøg (fra en af forældrene). De blev skilt da jeg gik i børnehave.

Begge forældre kørte derefter en underlig tilgang til forældrerollen, hvor deres barn højest kom i 3. række ift. prioriteringen.  

Jeg havde en lang række adfærdsproblemer som følge, hvilket mine forældre ikke var klædt på til (eller gad gå op i), hvilket førte til en kaotisk skolegang. Ikke at jeg var aggressiv eller højtråbende, faktisk det modsatte. Jeg var indelukket, asocial og kunne ikke udholde at være i skole.

Det er der naturligvis en lang række sagsakter på. Dem havde min ene forældre printet ud og gemt væk i en mappe, som jeg rn dag fandt og læste mens forældren ikke var hjemme.

Jeg vil sige, at det giver klarhed. Det har været meget nemmere at navigere mine egne problemer og mine forhold til andre mennesker og mine forældre. 

Det gør ondt i sjælen. Jeg har mistet en datter, der næsten nåede at komme igennem 3. trimester. Jeg har mistet mine bedsteforældre, der var der som de forældre, jeg ikke selv havde. At have klarhed over min barndom og hvordan mange af mine problemer dkyldtes mine forældre, gør klart mest ondt.

Det gode, der kom ud af det, overvejer helt klart smerten.

Odd-Oil3740 at 2024-03-18 18:20:01+00:00 ID: kvgy0bz

Gid der stod et ord om hvad jeg har været igennem. Ikke at det er værre end andres oplevelser, men ingen fagpersoner har set et glimt af det. Hvis mine forældre havde været af en lavere socialklasse havde det nok været anderledes. Q

HunterUnicornDragon at 2024-03-18 17:46:44+00:00 ID: kvgnmnn

Min mor søgte engang for mange år aktindsigt i sin sag i kommunen og fik et kæmpe chok over at se sig selv gennem deres øjne. Hun var et kreativt, intelligent og empatisk menneske men havde haft en hård opvækst der prægede hende, og jeg ved at hun fortrød at få deres syn på sig. Senere lod hun en af sine søstre læse et uddrag af akterne, og hun udbrød: 'jamen, det er jo slet ikke dig?' Det hjalp hende til at få det på afstand.

RealFakeLlama at 2024-03-18 18:26:51+00:00 ID: kvgtu51

Jeg snakkede men min psykolog for bare nogle uger side om det, 'gad vide om det står noget i kommunens papirer om min barndom?' Og det vi kom frem til var: jeg skal være ret afklaret med hvad jeg vil med de potentielle svar, ellers kan det da sætte sig rigtig grimt i en eller rode op i ting endnu mere. Bare at være nysgerrig eller undrer sig er ganske normalt, men vær lidt varsom, svarene er måske ikke nogle du entelig har lyst til at vide eller er klar til at vide... og det kan godt lave ravage. Så find ud af hvad du vil med svarene først, evt vend det med nogle kloge nogle først så du ikke går ind i det uforberedt.

Own_Coast_3845 at 2024-03-18 19:21:03+00:00 ID: kvgy4lc

Jeg søgte selv aktindsigt hos kommunen for 14 dage siden. Jeg har boet i den samme kommune i hele min barndom og har derfor kun skulle søge hos en enkelt kommune. Jeg er dog allerede blevet mødt af modstand føler jeg, da jeg ikke har fået fuld aktindsigt, der er dokumenter som de har udeladt. Deres begrundelse/afgørelse for ikke at udlevere alt er helt i vejret og så dårlig. De forsøger helt sikkert at skjule noget, og jeg har derfor klaget - kommunen har en uge til at komme med endnu en afgørelse eller også vælge at sende min sag til Ankestyrelsen - hvis det sker, skal jeg igennem en lang og langsom proces…

Jeg har valgt at søge aktindsigt, da jeg som kvinde i slut 20’erne søger svar på ting fra min barndom, og jeg føler at kommunen på mange måder kan give mig de afgørende svar jeg søger, da min ene forældre er død og jeg har ikke kontakt med den anden. Bedsteforældre også døde.

Jeg synes det har været hårdt at få afslag og det har gjort mig ked af det. Men jeg giver ikke op!

TieIcy1697 at 2024-03-18 20:14:10+00:00 ID: kvh6s9n

Alt kommunalt fra gamle kommuner ligger på nationalt arkivet

PandaH4X0R at 2024-03-18 20:35:46+00:00 ID: kvhfg15

Fortid er fortid. Lad den ligge der. Lev i nutiden og tænkt en smule på fremtiden.

Der kommer sjældent noget godt ud af at åbne en dåse orme... Hmm, can of worms... Why does English sound better?

"Allways look on the bright side of life"

TieIcy1697 at 2024-03-18 20:22:02+00:00 ID: kvh86lk

Nej det gør ikke. Men tag ikke mine ord for det. Goggle selv hvor personfølsomme oplysninger haver, når en kommune ikke eksisterer længere.

TieIcy1697 at 2024-03-18 20:14:10+00:00 ID: kvh6s9n

Alt kommunalt fra gamle kommuner ligger på nationalt arkivet

AndersDreth at 2024-03-18 19:25:00+00:00 ID: kvi74e4

Jeg kan sige så meget at jeg på en måde fortrød at læse min sundhedsjournal fra min tur på psykiatrien, de blander patienter sammen og har ikke en skid styr på dig som individ. Men samtidigt hjalp det også at få bekræftet at der ikke er styr på noget som helst, jeg følte lidt at min egen selvtillid kom tilbage af at indse at jeg nok reelt set havde bedre overblik over mit liv end nogen andre.

Jeg siger ikke at der absolut ingen hjælp er at hente, bare at den eneste person der reelt set både kan forstå og ændre på situationen eller din måde at opfatte verdenen på, er dig selv.

Hvis jeg nogensinde rammer dybt ned i kulkælderen har jeg intet imod at søge hjælp i systemet igen, jeg ved bare at der hverken findes en kur, smarte løsninger, eller en sand forstand for hvad du går igennem. Det er bedre at snakke med et menneske end en væg, men dit liv er dit eget ansvar uanset, det kan du sgu ikke komme udenom.

Katla_NV at 2024-03-18 18:20:01+00:00 ID: kviri3h

Hej, kan følge dine overvejelser. Jeg har selv søgt aktindsigt for 10 år siden i min børne-unge sag hos kommunen. Jeg skrev en mail til dem og fik tilsendt en masse papir. Du må meget gerne skrive en privat besked hvis du gerne vil hører mere i detaljer om det hele.

Jeg er typen der har brug for så meget info og viden som muligt. Men det er en fin overvejelse om det er det værd for dig i dit liv lige nu. Hvis du ender med at søge aktindsigt og får noget tilsendt, så hav en ven eller anden person som støtte til at kigge på dem sammen første gang og skab et lille overblik over det. Please ik' sid med det alene, det kom jeg selv til og det var mega hårdt.

Stuebirken at 2024-03-18 18:20:01+00:00 ID: kvj474u

Jeg er (endnu) et 90'er barn, eller "nøglebarn" som vi også kaldes, fordi børnene havde fri fra skole før forældrene var hjemme, så ungerne skulle selv låse sig ind derhjemme.

Jeg har nærmest en hel alfabet-duppe af diagnose(bl.a.ADHD, PTSD og C-PTSD), der alle som en, først er komme til da jeg var sidst i 30'erne.

Dengang var der jo en del der mente, at "DAMP" var noget ungerne led af, fordi de ikke fik tæsk nok derhjemme.

Men jeg kan garantere for, at hvis ADHD kunne kureres med tæsk, så ville en almindelige uge sammen med min stedfar 100% have kureret hvemsomhelst, eftersom både livrem og knytnæver så ufatteligt løst på den mand.

Jeg er vokset op i socialklasse Å, med en mor og en stedfar(som jeg troede var min far, indtil min mor afslørede sandheden 14 dage før hun død) der begge var dybt alkoholiseret.

Min mor havde ingen diagnoser, men jeg er pænt sikker på at hun havde en ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse.

Min stedfar er diagnosticeret med svær narcissistic- og dyscocial personlighedsforstyrrelse hvilket i hans tilfælde betyder, at han ganske enkelt er ragende prykopat. Desværre for mig, så HADER! han mig, og har gjort det, siden den dag jeg blev født.(fordi jeg er en horeingen, og en konstant påmindelse om, at han er hanrej)

Det resulterede i nogle...meget lidt rare ting, bla. kostede det mig den ene nyrer(han slog gerne i lænden, fordi der ikke så nemt kommer blå mærker. Når han var ekstra sur, plejede han at vride et viskestykke op i isvand, vride det og lægge det dobbelte, og så fik jeg ellers tæsk så det sang, og det kunne min højre nyrer så ikke holde til i længden åbenbart. Derudover så brækkede han de fleste af mine fingre, solgte mig til sine pædovenner fra jeg var 3 til jeg var 11, sultede mig, vrrugte ufatteligt meget energi på at forklare mig præcis hvorfor jeg var en udueligt, ubrugeligt, uelsket, uønsket lille lort og han hakkede engang en gaffel så hårdt ned i armen på mig, at den nåde næste 2 cm ned i kødet.

Ææh ja, det er en lang historie.

Men jeg har søgt agtindsigt ved at bede om at få udleveret en kopi af min hospitalsjournal fra 1980(mit fødselsår) til 1995, årstallet er specifieret, idet den kun findes som papirsjournal, så hvis du ikke er præcis med årstallene, så får du bare den elektroniske, som starter engang i midt 90'erne. . Samme fremgangsmåde brugte jeg ved min lægejournal.

Den fra kommunen fik jeg ved, at jeg ned på byens egen lille kommunebiks og bad om at få alt hvad de havde på mig. Det var så lige midt i kommunesammenlægning, så de var da kolde i røven over, hvad de måtte og ikke måtte, så jeg fik helt enkelt hele lortet i en papkasse.

Nej, jeg har aldrig fortrudt at jeg gjorde det. Jeg tror på Antonovskys "oplevelse af sammenhæng".

Jeg blev helt enkelt nød til at forstår, hvad der var sket og hvorfor det var sket, for at opnå en form for accept, eller forståelse om du vil, jeg måtte videhvorfor det gik så riv rav ruskende fucking galt som det gjorde.

Ja det gjode mig eventyrlig rasende, at læse om fejl på fejl, og folk der sked på, at de kunne have hjælper mig, med åbenbart ikke gad. Det gjorde ondt af helvede til, det var en helt igennem modbydele oplevelse, men for mig var det nødvendigt.

Top-Art2163 at 2024-03-18 20:35:46+00:00 ID: kvjpan1

Kommunen har ikke modstand på aktindsigter, jo hvis du vil have alle papirer vedrørende et eller andet random, som hvor mange der går på sprogskole og ansøger om en carport samtidig, som tager 20 timer at finde. 

Sådan nogle sager som din er normale at få aktindsigt i. Men findes din sag stadig er nok det store spørgsmål? 

Hvis sagen ikke er journaliseret elektronisk, men var i papirform, er den nok makuleret da du blev 18 år.  Dem,  der blev født den 1. i hver måned, fik deres sag sendt til rigsarkivet, så de havde noget gemt data! Hvis du ikke har fødselsdag den 1, skal du nok ikke have forventninger om det helt store. 

Nu bliver alt gemt for eftertiden, men med mindre du boede i en tech sawy kommune, så var lovgivningen dengang at børnesager ikke skulle arkiveres for eftertiden (hvilket jeg synes er helt sindssygt tænkt, for de færreste søger aktindsigt på deres 18 års f.dag. og vupti så var alt væk, når folk fik behov for det i ofte terapeutisk sammenhæng som voksne).

Så måske skulle du ringe til kommunen og i første omgang HØRE om der overhovedet ER sager i dit cpr.nummer at få aktindsigt i.  Det er spild af mental energi,  hvis du fantaserer om data, der ikke ikke længere findes.  Men du kan være heldig at din kommune lagde noter og papirer i elektronisk journalsystem. Det håber jeg for dig. 

DuckRubberDuck at 2024-03-19 02:00:15+00:00 ID: kvjxev5

Jeg ville ønske at jeg kunne, men der blev aldrig oprettet en sag på mig.

Jeg mistrivedes stort som barn. Grov mobing i skolen (fik dødstrusler i et år da jeg var 7 år, så jeg startede med mine selvmordstanker den gang), dysfunktionel familie og derfor mistrivsel hjemme. Skolen var ligeglad med mobningen, jeg ved min mor prøvede at gøre hvad hun kunne, men hun var alene mor til to børn, samtidig med at hun var gift med min far (psykisk var han der bare aldrig, eller også var han sur, eller også havde han en affære), hun blev konstant nedbrudt af ham, gik ned med stress over arbejdet. Virkelig grim skilsmisse. Jeg havde flere diagnoser allerede dengang, de blev bare ikke opdaget. Der var ikke rigtig plads til det, mim søster og far fyldte voldsomt meget i hjemmet, så der var ikke rigtig plads til at vi andre kunne have lov til at fylde også. Skolen vidste godt at jeg havde det skidt. Deres reaktion var at blive sure på mig. Fordi min søster var jo så god i skolen, hvorfor var jeg ikke bare ligesom hende? De var sure og skuffede. Min mor gjorde hvad hun kunne, men min søster var stadig den der råbte højst og krævede al opmærksomheden, samtidig med at min mor knap nok kunne fungere. Vi har dog altid fået varm mad og vi har ikke manglet noget fra hende, heller ikke kærlighed. Overskud måske, men det bebrejder jeg hende ikke for. Hverken min mor eller jeg vidste, hvad personlige rettigheder var dengang.

Havde det rigtig skidt i gymnasiet, det vidste nogle af lærerne også. Men jeg blev ikke decideret udsat for vold, så hvad kunne de gøre? Nogen havde tålmodighed, men de skulle jo stadig give karakterer og fravær (min matematik lærer skippede tit at give mig fravær fysisk, men det kunne han ikke med opgaver). Så blev jeg 18. Min studievejleder vidste at jeg led af en depression før jeg selv gjorde det. Han rådede mig til at droppe ud af gymnasiet, ikke fordi jeg så ville have tid til at passe på mig selv, nej, men fordi mine karakterer ikke var gode nok til nogensinde at blive brugt til noget, mente han. Gik ud med et snit på 6,4. Dumpede skriftlig matematik, den trak en del ned, fik til gengæld 10 i en del eksaminer, inklusivt mundligt matematik, men mine årskarakterer trak ned.

Jeg oplevede et trauma efter jeg var blevet student som slog benene væk under mig. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Har den dag i dag haft en hav a diagnoser. Inklusivt skizofreni, de andre er blevet slettet fra systemet fordi skizofreni trumfer alt, men symptomerne er der stadig. Jeg har kroniske selvmordstanker, jeg er på et hav af medicin. Jeg er 29 og vi er i gang med at søge førtidspension. Har aldrig arbejdet, har været under kommune systemet i 10 år nu, men der har de egentlig gjort hvad de kunne.

Jeg bebrejder ikke min mor noget, hun gjorde hvad hun kunne, ud fra de ressourcer og forudsætninger der var. Men hold kæft hvor ville jeg ønske, at der var nogle lærere undervejs, der rent faktisk havde gjort noget. Havde lavet en indberetning, anbefalet psykolog, spurgt hvordan jeg havde det, idk. I stedet for bare at være skuffede over mig (pånær lige min mat lærer i gym, han gjorde hvad han kunne, men der var jeg også næsten 18)

Så ja, jeg føler mig svigtet. Svigtet over at der var så mange der vidste at der var noget galt, uden egentlig at reagerer. De vidste at jeg havde massiv mistrivsel, og de valgte bare at kigge på. Men jeg kan ikke søge aktindsigt om noget som helst, for der har aldrig været nogen dokumentation fra dengang.

BringMeYourBullets at 2024-03-18 19:21:03+00:00 ID: kvju6f1

Jeg bad om aktindsigt og fandt ud af at de sletter det 5 år efter man er fyldt 18... Hurra for closure...

mshanne at 2024-03-18 19:01:37+00:00 ID: kvgxaqw

Jeg fik lort fra 1960 til 1975, og der er ingen akter at søge indsigt i, de er for længst væk. Alle ansvarlige er døde eller tæt på nu. Jeg får aldrig retfærdighed.

det_fede_stankelben (OP) at 2024-03-18 19:25:00+00:00 ID: kvkyc46

Kære alle. Tak for jeres svar. Jeg har ikke rigtig brug for at svare jer enkeltvis, men jeg har læst jeres kommentarer, og er meget taknemlig for at I vil dele jeres oplevelser med mig. Jeg vil fortsætte lidt i tænkeboksen, inden jeg gør mere ift. at søge aktindsigt om min egen sag.