Kære r/Denmark.

Det var ikke rigtig så let for mig, at være barn. Jeg er et 90'er barn. Den første rigtige generation af os der blev kaldt DAMP-børn. Det resulterede desværre i, at jeg på mange måder blev svigtet af samfundet. Men, jeg var jo bare et barn. Jeg synes ikke jeg fortjente at sat i den kasse jeg blev, som bare 8-årig. Det lukkede mange døre for mig. Jeg har desværre heller ikke haft støtte i hjemmet, og er også her blevet udsat for svigt, af dem der burde passe på mig.

Jeg ved, at der sidder mange derude som kan genkende en del af det jeg er vokset op i. Nogen af jer, har sikkert endda haft det langt værre.

I dag er jeg i midten af 30'erne, og nogenlunde velfungerende. Jeg er stadig mærket dybt ind i sjælen, og har flere psykiske udfordringer, som jeg kæder sammen med min opvækst og senere stofmisbrug.

I de seneste par år, har jeg kraftigt overvejet at søge aktindsigt i mine sager hos de kommuner vi har boet i, for at måske få en afklaring eller et svar på, hvorfor velfærdssamfundet handlede som gjort. Men jeg er utrolig bange for, at jeg vil blive slået helt tilbage ved at læse mine sagsakter, og det kan jeg mærke holder mig tilbage. Jeg er derfor nysgerrig på at høre fra andre, der er i samme bås:

Har du fortrudt at få aktindsigt, eller er du glad for beslutningen og har fået noget konstruktivt ud af det?

Hvordan søgte du aktindsigt? Skrev du bare en mail?

Oplevede du modstand fra kommunen ved din henvendelse?

Er du pårørende til en i samme båd som jeg, er du også meget velkommen til at svare.

Jeg håber at I vil respektere at det er en Seriøs-tråd.

Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/det_fede_stankelben at 2024-03-18 16:24:52+00:00.