Kære r/Denmark.
Det var ikke rigtig så let for mig, at være barn. Jeg er et 90'er barn. Den første rigtige generation af os der blev kaldt DAMP-børn. Det resulterede desværre i, at jeg på mange måder blev svigtet af samfundet. Men, jeg var jo bare et barn. Jeg synes ikke jeg fortjente at sat i den kasse jeg blev, som bare 8-årig. Det lukkede mange døre for mig. Jeg har desværre heller ikke haft støtte i hjemmet, og er også her blevet udsat for svigt, af dem der burde passe på mig.
Jeg ved, at der sidder mange derude som kan genkende en del af det jeg er vokset op i. Nogen af jer, har sikkert endda haft det langt værre.
I dag er jeg i midten af 30'erne, og nogenlunde velfungerende. Jeg er stadig mærket dybt ind i sjælen, og har flere psykiske udfordringer, som jeg kæder sammen med min opvækst og senere stofmisbrug.
I de seneste par år, har jeg kraftigt overvejet at søge aktindsigt i mine sager hos de kommuner vi har boet i, for at måske få en afklaring eller et svar på, hvorfor velfærdssamfundet handlede som gjort. Men jeg er utrolig bange for, at jeg vil blive slået helt tilbage ved at læse mine sagsakter, og det kan jeg mærke holder mig tilbage. Jeg er derfor nysgerrig på at høre fra andre, der er i samme bås:
Har du fortrudt at få aktindsigt, eller er du glad for beslutningen og har fået noget konstruktivt ud af det?
Hvordan søgte du aktindsigt? Skrev du bare en mail?
Oplevede du modstand fra kommunen ved din henvendelse?
Er du pårørende til en i samme båd som jeg, er du også meget velkommen til at svare.
Jeg håber at I vil respektere at det er en Seriøs-tråd.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/det_fede_stankelben at 2024-03-18 16:24:52+00:00.
DuckRubberDuck at 2024-03-19 02:00:15+00:00 ID:
kvjxev5Jeg ville ønske at jeg kunne, men der blev aldrig oprettet en sag på mig.
Jeg mistrivedes stort som barn. Grov mobing i skolen (fik dødstrusler i et år da jeg var 7 år, så jeg startede med mine selvmordstanker den gang), dysfunktionel familie og derfor mistrivsel hjemme. Skolen var ligeglad med mobningen, jeg ved min mor prøvede at gøre hvad hun kunne, men hun var alene mor til to børn, samtidig med at hun var gift med min far (psykisk var han der bare aldrig, eller også var han sur, eller også havde han en affære), hun blev konstant nedbrudt af ham, gik ned med stress over arbejdet. Virkelig grim skilsmisse. Jeg havde flere diagnoser allerede dengang, de blev bare ikke opdaget. Der var ikke rigtig plads til det, mim søster og far fyldte voldsomt meget i hjemmet, så der var ikke rigtig plads til at vi andre kunne have lov til at fylde også. Skolen vidste godt at jeg havde det skidt. Deres reaktion var at blive sure på mig. Fordi min søster var jo så god i skolen, hvorfor var jeg ikke bare ligesom hende? De var sure og skuffede. Min mor gjorde hvad hun kunne, men min søster var stadig den der råbte højst og krævede al opmærksomheden, samtidig med at min mor knap nok kunne fungere. Vi har dog altid fået varm mad og vi har ikke manglet noget fra hende, heller ikke kærlighed. Overskud måske, men det bebrejder jeg hende ikke for. Hverken min mor eller jeg vidste, hvad personlige rettigheder var dengang.
Havde det rigtig skidt i gymnasiet, det vidste nogle af lærerne også. Men jeg blev ikke decideret udsat for vold, så hvad kunne de gøre? Nogen havde tålmodighed, men de skulle jo stadig give karakterer og fravær (min matematik lærer skippede tit at give mig fravær fysisk, men det kunne han ikke med opgaver). Så blev jeg 18. Min studievejleder vidste at jeg led af en depression før jeg selv gjorde det. Han rådede mig til at droppe ud af gymnasiet, ikke fordi jeg så ville have tid til at passe på mig selv, nej, men fordi mine karakterer ikke var gode nok til nogensinde at blive brugt til noget, mente han. Gik ud med et snit på 6,4. Dumpede skriftlig matematik, den trak en del ned, fik til gengæld 10 i en del eksaminer, inklusivt mundligt matematik, men mine årskarakterer trak ned.
Jeg oplevede et trauma efter jeg var blevet student som slog benene væk under mig. Det var dråben der fik bægeret til at flyde over. Har den dag i dag haft en hav a diagnoser. Inklusivt skizofreni, de andre er blevet slettet fra systemet fordi skizofreni trumfer alt, men symptomerne er der stadig. Jeg har kroniske selvmordstanker, jeg er på et hav af medicin. Jeg er 29 og vi er i gang med at søge førtidspension. Har aldrig arbejdet, har været under kommune systemet i 10 år nu, men der har de egentlig gjort hvad de kunne.
Jeg bebrejder ikke min mor noget, hun gjorde hvad hun kunne, ud fra de ressourcer og forudsætninger der var. Men hold kæft hvor ville jeg ønske, at der var nogle lærere undervejs, der rent faktisk havde gjort noget. Havde lavet en indberetning, anbefalet psykolog, spurgt hvordan jeg havde det, idk. I stedet for bare at være skuffede over mig (pånær lige min mat lærer i gym, han gjorde hvad han kunne, men der var jeg også næsten 18)
Så ja, jeg føler mig svigtet. Svigtet over at der var så mange der vidste at der var noget galt, uden egentlig at reagerer. De vidste at jeg havde massiv mistrivsel, og de valgte bare at kigge på. Men jeg kan ikke søge aktindsigt om noget som helst, for der har aldrig været nogen dokumentation fra dengang.