this post was submitted on 18 Mar 2024
1 points (100.0% liked)

/r/Denmark

153 readers
1 users here now

GÅ TIL FEDDIT.DK

Kommentarerne du skriver her sendes ikke tilbage til Reddit.

founded 1 year ago
MODERATORS
 

Kære r/Denmark.

Det var ikke rigtig så let for mig, at være barn. Jeg er et 90'er barn. Den første rigtige generation af os der blev kaldt DAMP-børn. Det resulterede desværre i, at jeg på mange måder blev svigtet af samfundet. Men, jeg var jo bare et barn. Jeg synes ikke jeg fortjente at sat i den kasse jeg blev, som bare 8-årig. Det lukkede mange døre for mig. Jeg har desværre heller ikke haft støtte i hjemmet, og er også her blevet udsat for svigt, af dem der burde passe på mig.

Jeg ved, at der sidder mange derude som kan genkende en del af det jeg er vokset op i. Nogen af jer, har sikkert endda haft det langt værre.

I dag er jeg i midten af 30'erne, og nogenlunde velfungerende. Jeg er stadig mærket dybt ind i sjælen, og har flere psykiske udfordringer, som jeg kæder sammen med min opvækst og senere stofmisbrug.

I de seneste par år, har jeg kraftigt overvejet at søge aktindsigt i mine sager hos de kommuner vi har boet i, for at måske få en afklaring eller et svar på, hvorfor velfærdssamfundet handlede som gjort. Men jeg er utrolig bange for, at jeg vil blive slået helt tilbage ved at læse mine sagsakter, og det kan jeg mærke holder mig tilbage. Jeg er derfor nysgerrig på at høre fra andre, der er i samme bås:

Har du fortrudt at få aktindsigt, eller er du glad for beslutningen og har fået noget konstruktivt ud af det?

Hvordan søgte du aktindsigt? Skrev du bare en mail?

Oplevede du modstand fra kommunen ved din henvendelse?

Er du pårørende til en i samme båd som jeg, er du også meget velkommen til at svare.

Jeg håber at I vil respektere at det er en Seriøs-tråd.


Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/det_fede_stankelben at 2024-03-18 16:24:52+00:00.

you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
[–] [email protected] 1 points 7 months ago

Solid_Sample4195 at 2024-03-18 17:14:53+00:00 ID: kvgarsl


Jeg er også 90's barn. Jeg har diagnose inden for autismespektrum (fik den dog først som voksen). Samtidig er jeg skilsmissebarn, hvor skilsmissen endte med selvmordsforsøg (fra en af forældrene). De blev skilt da jeg gik i børnehave.

Begge forældre kørte derefter en underlig tilgang til forældrerollen, hvor deres barn højest kom i 3. række ift. prioriteringen.  

Jeg havde en lang række adfærdsproblemer som følge, hvilket mine forældre ikke var klædt på til (eller gad gå op i), hvilket førte til en kaotisk skolegang. Ikke at jeg var aggressiv eller højtråbende, faktisk det modsatte. Jeg var indelukket, asocial og kunne ikke udholde at være i skole.

Det er der naturligvis en lang række sagsakter på. Dem havde min ene forældre printet ud og gemt væk i en mappe, som jeg rn dag fandt og læste mens forældren ikke var hjemme.

Jeg vil sige, at det giver klarhed. Det har været meget nemmere at navigere mine egne problemer og mine forhold til andre mennesker og mine forældre. 

Det gør ondt i sjælen. Jeg har mistet en datter, der næsten nåede at komme igennem 3. trimester. Jeg har mistet mine bedsteforældre, der var der som de forældre, jeg ikke selv havde. At have klarhed over min barndom og hvordan mange af mine problemer dkyldtes mine forældre, gør klart mest ondt.

Det gode, der kom ud af det, overvejer helt klart smerten.