biold at 2024-03-12 18:07:44+00:00 ID: kuk05ip

Sejt gået, hold fast i det! At du "holder dig godt" er måske blot noget de siger, fordi de er unge og naive, og skal lige lære dig at kende rigtigt. Det tager sin tid.

Da jeg var ung og læste, var vi flere, der havde taget de fjumre år, men også nogle som havde været på nogle omveje. De var blot studiekammerater som alle andre.

Jeg har selv rejst verden rundt som ung, skole for handikappede børn på Sri Lanka. Nu er jeg 60, og ser på godgørende arbejde, som jeg kan deltage i på en sommerferie. Det er aldrig for sent at gøre nogle sjove/spændende/anderledes ting.

Nyd dit studie, at blive klogere, at se ting på en ny måde. Hvis du kan deltage i praktik, så gør det i udlandet. Tag et semester i udlandet. Eller blot nyd dine ferier, når du er uddannet.

Selvom du nu ser lidt skævt på tingene, så er der tid til at få dine drømme til at gå i opfyldelse. Min mor sagde altid "alting kommer til den der kan vente". Mit utålmodige blod kogte altid, når hun sagde det, men hun havde ret, delvist ... Jeg vil tilføje "... kan vente til den rette tid og med den rette motivation".

Held og lykke med studie, kammerater og livet, du er cool!

trickortreat89 at 2024-03-12 17:34:05+00:00 ID: kujvi2g

Jeg bliver simpelthen så trist på vegne af den nye generation når jeg læser den her slags indlæg. Ikke fordi der er noget galt med dig, men tænk sig at skulle sidde og føle sådan et pres over at være små 4 år ældre end sine medstuderende og at du i en alder af kun 25 (!!!!) føler din udløbsdato er ved at være overskredet (????). Helt ærligt, hvad fanden er det for et pres vi ligger på ungdommen i dag? Jeg synes virkelig det er blevet for meget.

Du er sindssygt ung som kun 25 år, og du har IKKE nogen udløbsdato. Du kan fjolle rundt og opføre dig præcist som du lyster i mange mange år endnu uden at tænke på du er for gammel til at få børn osv. Du skal nok nå det hele… og ved du hvad? Hvis du ikke “når det hele” i løbet af dit forhåbentligt meget lange liv - så går det nok også.

Nyd nu bare dit liv (hele dit liv) og lad være med at tage dig af hvad andre synes. Om 10 år sidder vi sikkert alligevel allesammen nede i en bunker med atombomberne flyvende henover os og “at slå sig ned og få børn” vil stå allersidst på din liste anyways.

Valuable-Emu4625 at 2024-03-12 16:55:45+00:00 ID: kujmxhd

Jeg genkender hvad du skriver - jeg flyttede hjemmefra som 17-årig i 2.g, grundet min papfars psykiske vold og behov for fuldstændig kontrol over mig.

Har stort set hele mit liv døjet med psykiske problemer, uden at få hjælp til at søge behandling - når man har det rigtig skidt har man som bekendt ikke selv overskud til at søge hjælpen.

Jeg måtte tage orlov fra gymnasiet og endte med at bruge 5 år på det, følte heller ikke at jeg havde noget tilfælles med dem jeg gik i skole med, fordi jeg var blevet voksen så hurtigt.

Da jeg var 24 startede jeg på min bachelor, som jeg crashede helt på efter et års tid. Da tog jeg til lægen (jeg havde den bedste læge de år), fordi jeg troede jeg havde stress, han var hurtig til at sende mig til psykiater - og lang historie kort, fik jeg i 2021 diagnose på de psykiske problemer jeg har haft symptomer på siden jeg var 6/7 år. Men på min bachelor havde jeg samme oplevelse som dig - de andre var så unge!

Heldigvis har jeg mine venner fra frivilligt arbejde i en ungdomsorganisation, jeg blev aktiv i da jeg var 18, så jeg meldte mig helt ud socialt på studiet.

Nu er jeg 29 og går på min kandidat, og har helt samme frustrationer - alle mine venner bliver gift, får børn, har været igang med deres karriere i 5+ år, køber boliger, osv. jeg stresser også over, at jeg er 31, når jeg skal søge job, og hvor svært bliver det mon, når man også gerne vil have børn inden man bliver alt for gammel. Og jeg kan ikke være med på alle de ting mine venner vil, der koster penge, fordi jeg er på SU.

På min kandidat er folk heldigvis lidt ældre, så jeg snakker rent faktisk med folk. Ellers prøver jeg at fokusere på alle de positive ting som min opvækst har bragt med sig - jeg kender mig selv rigtig godt, jeg er ressourcestærk, jeg er moden, jeg er intelligent på mange plan, etc.

Håber det kan hjælpe dig lidt.

Edit: pointen er: prøv at accepter ‘den mistede del ungdom’ og tænk på alle de kvaliteter du har fået, fordi du har været stærk og er kommet igennem så hårde ting! :)

Vic2ria at 2024-03-12 17:09:01+00:00 ID: kujo77w

Fuck du er sej. Bare det at du stadig er her er en kæmpe fucking sejr, så husk lige at klappe dig selv på skulderen for dét, og gerne mere end én gang. Du er ikke gammel, du er ikke "ved at være færdig" med noget som helst i den dur, men tværtimod lige begyndt. Jeg går også i klasse med den aldersgruppe og er selv 24, så jeg forstår godt sammenligningen. Jeg kan ikke fortælle dig at den følelse bare går væk, for jeg døjer selv lidt med det - men det bliver bedre og bedre efterhånden som jeg kommer ud og oplever ting jeg ikke har prøvet før. Og hvis du gerne vil være "ungdommelig" og gå i byen osv., så mødte jeg en 46-årig mor til to på en natklub den anden dag, som festede ligesom os andre. Du har masser af tid, så you do you ❤️

Cryptomartin1993 at 2024-03-12 18:15:32+00:00 ID: kuk2hfy

Det skal nok gå alt sammen - jeg er fyldt 30 og er på mit 2. Semester af min kandidat, aldersforskellen bliver "mindre" jo længere på studiet du kommer, hvis det giver mening.

Du skal arbejde til du bliver 80 alligevel, så der er god tid til at nå det hele!

stenaldermand at 2024-03-12 17:34:05+00:00 ID: kuk92jv

Kender sgu ingen under 30 der har børn. Bor du i provinsen? I storbyerne leger alle unge til midt i trediverne. Render stadig rundt med kasketter og kassebukser. Tager i byen hver weekend og bor på 30 kvadratmeter eller i kollektiver.  

Elekktra_dk at 2024-03-12 18:57:18+00:00 ID: kuk973x

Kære OP, 25 er ungt. Du kan leve ungt så længe du vil, lad ikke alder og andre folks meninger sætte en grænse for det. Kæmpe respekt for at du er kommet så langt, som du er.

buertoo at 2024-03-12 18:58:02+00:00 ID: kukalxv

Vienna waits for you :)

https://youtu.be/wccRif2DaGs?si=an36mT9qbu1PusZT

Wise_Peach7209 at 2024-03-12 19:06:23+00:00 ID: kukfblh

Som en der er blevet båret frem af virkelig ressourcestærke forældre, og stadig kan synes life er temmelig håret, så har jeg så stor respekt for din kamp. Seje dig 💪🏻❤️

Jeg kan komme med så mange eksempler på, at du ikke har travlt. Lige fra min veninde som gik fra sin kæreste gennem 10 år som 28-årig og levede det vilde singleliv i 3-4 år, men nu har to dejlige unger med den dejligste mand. Til min svigerinde som aldrig havde haft et forhold på mere end to mdr, indtil hun som 32-årig mødte min bror og de er nu så søde sammen og er her ved 35 år begyndt at tænke på at få børn. Til mine veninder som skyndte sig i tyverne med at få børn, villa og Volvo og nu er blevet skilt fra deres partnere. Og mange mange andre eksempler. Der er også min tante, som aldrig har fået sine egne børn, men levede i mange år som single lady, kæmpe power house med flot karriere og det fede single liv med hobbyer, rejser, penge indtil hun mødte en skøn mand med to store børn, som hun nu er mor for, da deres mor desværre er død. Der er også min anden tante som fik barn som 24 årig men nu slet ikke har kontakt til sit, nu voksne barn.

Jeg er selv blevet mor semi-tidligt, og i retrospekt havde jeg virkelig ikke haft så travlt. Havde både været mere mentalt moden og økonomisk klar til børn, havde jeg ventet fem år.

Livet kan udfolde sig på MANGE måder, og stopper ikke ved 30 (heller ikke selvom man er en uuuuuuh kvinde), og lige nu lyder det som om, du har behov for at fokusere på at være fri, ung, selv. Og seriøst, fuck alle de der fordømmende uni-bumser. Folk vil altid stå klar til at dømme ens liv; hvorfor får du ikke en kæreste, hvorfor får I ikke børn, hvorfor bliver I ikke gift, hvornår skal I have et hus, hvorfor har I så travlt… De bliver ALDRIG tilfredse, så roen skal du finde i dig selv. Find et snappe come-back der får folk til at flette piben.

nouskiski at 2024-03-12 18:20:47+00:00 ID: kuk2zwd

Det er noget andet når du kommer ud på arbejdsmarkedet hvor der ikke er noget der hedder "den gamle". Bare hold ud til og når du er færdig og skal i arbejde. Jeg er 35 og har 1 1/2 år tilbage at min bachelor og hvad jeg ikke kan ændre på, vil jeg ikke ærgre mig over. Folk er meget federe derude på arbejdet

quantum-fitness at 2024-03-12 18:58:08+00:00 ID: kukbaxg

Den gennemsnitlige danske kvinde får børn som r0 årig og den hårde deadline begynder først som 35 årig.

Men tag det nu roligt alle føler at de har misset et eller andet. Du skal nok få dine egne oplevelser.

Det du har misset er også mest hedonisme. Sjovt, men ultimativt set ikke det der giver livet glæde eller mening.

husfyr at 2024-03-12 18:23:33+00:00 ID: kuk4gui

Jeg er 25 år selv. Og får tit afvide at jeg virker ældre. Min omgangskreds er også lidt ældre end mig (28-32) Du skriver at du savner at du ikke har været ung på din ønskede måde, livet er ikke ens for alle og du kan sagtens nå det endnu. Jeg tror også at det at du besidder en hvis form for modenhed kan være en kæmpe styrke!. Sæt dig selv fri fra folks forventninger og idéer om hvordan man skal leve. Når man lærer at ens livsvalg og pespektiv skal komme indefra og ikke udefra giver det en enorm styrke. Det er ikke en let opgave, men kan lade sig gøre. Jeg har gået i terapiforløb i lang tid og det har virkelig været gavnligt for mig. De ting du nævner her kan bunde i noget dybereliggende som er værd at undersøge (hvis du ikke har gjort det). Jeg er selv gået en ret snørklet vej og har det fint med at jeg ikke tjener mange penge ikke studerer og ikke falder ind for samfundets normer. Igen det handler om hvad der er vigtigt for dig og ikke andre. Det er lettere sagt end gjort, jeg kæmper selv med det, dog nogle andre problematikker end dig. Men kender til følelsen. Vi er også jævnaldrende så jeg føler at det er relaterbart. Det gør ikke noget at folk synes at du virker gammel, det gør ikke noget at folk synes at du har valgt forkert. Det er bare ikke de folk du skal tilbringe mest tid med. Jeg tror på at der er nogen til alle mennesker, og du vil godt kunne møde ligesindede og reflekteret mennesker som har et mere nuanceret menneskesyn.

ParadiseLost91 at 2024-03-12 18:31:33+00:00 ID: kuk96aa

Jeg har ikke en så voldsom historie som dig, men er også vokset op i et turbulent hjem med fysisk og psykisk vold, samt omsorgssvigt.

Jeg har også længe været ked af de år, jeg har mistet, fordi jeg har gået så længe og gemt mig, været bange for at være social, haft svært ved hvordan man får venner, dårligt selvværd så jeg har valgt kærester der var dårlige for mig, skulle gennem klinisk depression og meget terapi før jeg begyndtev at fungere normalt, osv.

Jeg er 32 nu og føler virkelig at jeg peaker, og det fortsætter kun opad! Sidst i 20'erne begyndte det virkelig at tage fart, og jeg tror 100% det samme vil ske for dig! Du lyder til allerede at være et bedre sted mentalt, og 25 ER VIRKELIG!! ingen alder! Som i slet ikke! Der er mange mentale ting, der begynder at falde på plads når man fylder 30. Man får mere ro, og det hele bliver lidt mere "jeg sætter mig selv først, slut færdig".

Folk som du og jeg, har sat os selv sidst siden vi var børn. Nu er det på tide, at du gør hvad du vil. og er egoistisk. Det var svært for mig at lære, men jeg øver mig fortsat ;) Det med børn skal du slet ikke stresse over. Der er masser af tid, og 25 er jo virkelig tidligt at få dem, når man skal færdiggøre sin uddannelse og lande trygt i et godt job. Det lyder heller ikke som om du specielt brænder for at få børn? Er det noget du føler du skal fordi alle andre gør det? Husk, at det er muligt at være barnefri. Det har jeg valgt, og det var en KÆMPE lettelse fra mine skuldre, da det gik op for mig, at man faktisk ikke behøves få børn (!). Kæmpe lettelse, og så meget frihed.

Især for os, der aldrig har sat os selv først. Det må man altså gerne, og du skal død og pine ikke tilbage i at sætte dig selv til sidst grundet børn, hvis du reelt ikke ønsker dem.

Kjeld-Brem at 2024-03-12 19:34:28+00:00 ID: kukfjfy

Jeg vil godt starte med at rose dig, for at have bragt dig "mere eller mindre helskindet" ud af det, du nævner. Det er i sig selv flot.

Jeg har en datter på 31 - der heller ikke har fået børn - bla. pga. lægestudie - og holdningen fra en partner, som dog er forsvundet ud af hendes liv, nu. Hun mærker desuden også det indre pres, da alle hendes jævnaldrende nu har små børn.

Tag den med ro! - og få kørt et par "ungdomsår af", hvis du har behov for det.

Få lyttet til denne her - og "lær den udenad" :-D

https://www.youtube.com/watch?v=d-diB65scQU&ab_channel=BobbyMcFerrinVEVO

Jeg forstår da godt situationen, som du beskriver. Derfor skal man tage sin "udvikling" i det tempo, den selv kommer".

Desuden vil du ærgre dig, når du får børn - og det bliver i sig selv krævende.

Der bliver der sgi ikke plads til at "feste løs" i nævneværdig grad, hvis du gerne vil give dine børn en lidt bedre start, end du måske selv lige har fået.

Og der skal også være plads til efterbyrden af de år, du måske nævner fra fortiden. Der ville børn heller ikke være det bedste at skulle forholde sig til - oveni alt det andet.

Alt har sin tid - og din tid kommer også ...

Kcchristoffersen at 2024-03-12 20:24:20+00:00 ID: kuksfvh

Hej Op, først vil jeg lige sige, ro på, kør dit eget tempo, og lad dig ikke stresse over hvad andre gør.

Jeg startede først min uddannelse da jeg var 24 og fyldte 25 det første år af min uddannelse. Og jeg var den ældste i min årgang.

Nu hvor jeg er 35, og min forlovede (32 år) har vi for ca 8 måneders siden, fået vores første barn. Så selv om alle omkring dig i din aldersgrupper, er igang med at stifte familie, betyder det ikke du burde være det samme sted i dit liv. Og fordi du måske lige er lidt ældre, end de andre du studere med, betyder det ikke det er forkert.

Du er den du er, og hvis du vil nyde, at kunne gå i byen, ikke være i et forhold, osv osv, så er det helt ok.

Alternative_Pear_538 at 2024-03-12 19:35:45+00:00 ID: kukk8e7

Der er ikke nogen standardvej som man skal gennem livet, hvor meget end nogle forsøger at få det til at se sådan ud (typisk dem som tror det hele handler om kæreste->gift->hus->børn, osv).

Formålet med livet er ikke at komme et bestemt sted hen. Det er livet selv som er formålet. Du har derfor ikke spildt tiden da der ikke er noget sted du burde være nået til.

Der er folk som skifter vej mange gange i livet, og det betyder ikke at de har spildt deres tid fordi det alt sammen er en del af det som udgør deres person.

Petition_for_Blood at 2024-03-12 19:10:30+00:00 ID: kukrx1y

Hvad er det du gerne vil prøve helt præcist? 10 byture, 2 kortvarige kærester (1 pige og 1 dreng), studiejob i Netto, en tur på Roskilde Festival og en tatovering på en ferie i Grækenland kan altsammen nås på et år og så har du været ung. Se en tegnefilm en gang imellem, få et arbejde som jordbærplukker i en kort periode og spis noget fredagssnolder og begynd at gå til en sportsgren så har du også fået barndommen med. Så kan du blive forlovet med en fyr der gerne vil tage en bytur med dig en gang imellem og få dit første barn når din uddannelse er slut og du har fået et arbejde hvor du har ret til barsel $$$.

Praktiser mindfullness, før en taknemmelighedsdagbog og begræns dit forbrug af sociale medier så du poster lige så meget som du passivt kigger for at reducere FOMO og angst omkring det du ikke har nået og ikke kommer til at nå.

PumpkinOne8292 at 2024-03-12 20:54:36+00:00 ID: kuktbwq

Hvor er du sej!

Jeg kender godt følelsen af, at have misset noget af sin ungdom - eller i hvert fald at have brugt den forkert. Også selvom det er af andre årsager end du nævner. Følelsen af at være et par år eller fem bagud i forhold de fleste på ens årgang. Det er ikke rart.

Men du har nogle virkelig gode år foran dig. Stol på at the best is yet to come ❤️ tænk at have oplevet det du har, og stadig være landet så godt som du er. Det er virkelig imponerende! Og selvom du ikke kan gøre de sidste 5 år om, så kan du gøre det næste 5 anderledes. Fylde dem med alle de oplevelser du ønsker, alt det du savner og gerne vil.

snarkybat at 2024-03-12 20:20:22+00:00 ID: kuknt5s

Tag livet i dit eget tempo. Du er blevet frataget så meget tidligere, så du fortjener da at lade dig selv have de oplevelser, du synes du mangler.

Jeg bliver selv 30 i næste uge, og det er først inden for de sidste par år jeg har fået greb om mit liv. Vi flyttede til den rigtige by, vi fik en hund, blev gift, jeg fik stress, nyt job, ny livsglæde, vores nevø bliver 1 lige om lidt.

Du skal nok nå det. Lad være med at blive presset ud i en situation, måske en partner, der ikke var den helt rigtige at få børn med, eller hvad ved jeg. Tiden går en dag af gangen, og sådan skal du også tage det. Retning og idé kan hjælpe meget, men stress og jag gavner intet - mindst af alt fertiliteten i fremtiden.

Maricius at 2024-03-12 21:37:44+00:00 ID: kul2zpl

Vær ung lige så længe du vil/det føles rigtig for dig, jeg fik selv børn tidligt og "slog mig ned" som 25 årig. Men min søster fik først børn i hendes midt 30'ere og ingen af os er hverken mere eller mindre voksne eller bedre/dårligere forældre af den grund.

Fokuser på dig selv. Land på benene som et voksent menneske ved at fortsætte den fantastiske udvikling det lyder som om du allerede er godt igang med. Og så skal det andet nok komme helt af sig selv med tiden. Lad vær med at sammenlign dig selv, din livshistorie er din, lad ikke andre beslutte hvad der er rigtigt for dig.

General_Base_2883 at 2024-03-12 21:15:31+00:00 ID: kul0m8w

overhovedet ikke mærkeligt. har selv et par 25+ på mit hold. de er faldet lige så godt ind som alle andre.

Manfram at 2024-03-12 21:50:53+00:00 ID: kul4g22

Tak for dit indlæg. Jeg plejer aldrig at kommentere, men det her ramte mig. Den følelse du beskriver kæmpede jeg også meget med. Jeg følte først at jeg fik lov til at være "ung" da jeg var 22 og min far døde. Han udsatte mig for psykisk og fysisk vold i min barndom, som satte meget dybe spor. Jeg er 30 nu, og jeg havde i flere år den følelse, og har den stadig lidt. Den er dog aftaget i takt med at jeg er blevet ældre og har fået lov til at være ung på min egen måde. Jeg har haft en del frustrationer omkring bekendte og venner, da jeg til tider har følt at de nok ikke helt forstår mine valg. Jeg ved dog at de nok bare ikke ved hvad jeg reelt har gået igennem og hvor meget jeg har misset. Jeg har brugt mange år på få mere fred indvendig, og jeg føler jeg begynder så småt at være et rigtig godt sted i mit liv.

Du fortjener at være ung på lige netop den måde du har brug for, og udleve alle de ting du vil. Lige så stille i takt med du får udlevet nogle drømme tror jeg også på at du vil finde mere fred med den følelse.

Nogle gange er jeg også glad for at jeg nok var en anelse mere moden da jeg skulle være ung. Jeg føler også at jeg måske er lidt mere frisk end mine jævnaldrende.

Affectionate_Act7962 at 2024-03-12 21:58:57+00:00 ID: kulfw0d

Hey, jeg er 40 år og føler mig som dig.

Jeg er også i gang med at prøve livet lidt forfra i en alt for høj alder.

25 år er ingen alder, tro mig. Du kommer hurtig efter det. Og du kan sagtens skeje ud og have en fed ungdom i slut tyverne.

Men også husk på at hvis livet byder på noget godt så grib det, også selv om du føler du skal indhente din ungdom.

Om 10 år er du 35, der vil du måske fortryde du ikke fik børn. Sådan er livet jo. Enten.. eller. Få børn eller ikke få børn, du vil fortryde begge dele.

wialbe at 2024-03-12 23:04:51+00:00 ID: kullzbm

Det ramte mig også lidt at læse. Jeg er 28 og har kæmpet med noget psykisk i mange år, og kæmper også med følelsen af at mistet sin ungdom. Hvis du har lyst til at snakke, så skriv!

Etoiaster at 2024-03-12 22:02:59+00:00 ID: kulhr2p

Jeg tabte også min barndom og ungdom på gulvet pga traumer. Det er ofte en rigtig stor sorg, når man indser hvor meget der er gået tabt. Og det er helt okay. Føl det hele.

Men ved du hvad? Livet skal ikke se ud på én måde. Det eneste liv der er rigtigt for dig, er det du selv vælger nu. Og det gælder det hele. Partner, børn, rejser - alt sammen. Det er lige meget hvor andre er, for det er ikke dem der skal leve dit liv.

Gør det der føles rigtigt. Gør det der gør dig glad. Lad være med at skynde dig igennem livet; grib øjeblikkene og lev dem, mens de er der. Livet er for kort til at skynde sig igennem det for at nå et eller andet arbitrært mål. Og du er for værdifuld til at byde dig selv sådan et stresset halvt liv.

Jeg er lidt ældre end dig. Jeg sad med mange af de samme følelser som dig, da jeg var på din alder. Jeg kan fortælle dig, at så længe du vælger glæden til, så er det svært at fortryde det bagefter. Angsten for ikke at være ligesom de andre bliver mindre og mindre. Og det er helt okay, uanset om du vælger livet med partner og børn eller om du vælger et liv med dig selv i fokus. Det er okay at leve med fuldt blæs på sjov lige nu og finde en partner senere når du er parat. Det er alt sammen okay. Du er okay. Du er ikke bagefter, for den eneste kurve der er relevant for dig, er dig selv.

Og hey. Man skal ikke kimse af oplevelser. Jeg er stjerneglad for at jeg tog mig tid til at rejse en del, se en masse nyt og få prøvet vingerne af. Lev dit liv. Fyld det med smukke oplevelser.

Consistent21 at 2024-03-12 23:15:54+00:00 ID: kuln01x

Jeg kan genkende din situation. Jeg startede på min uddannelse som 26-årig, og jeg følte mig også “gammel” ift. mine medstuderende på ca. 22 år (hvilket egentlig er absurd at tænke på, fordi 4 år gør jo ingen forskel i det store billede). For mit vedkommende har det været særlig svært at gå på date eller være sammen med mine venner, fordi mange af dem allerede havde en uddannelse og var på den måde et andet sted i livet, som du også beskriver. Det var særlig hårdt, når nogen afviste mig på en date pga. at jeg var under uddannelse med den alder jeg havde, hvilket var forståeligt, men stadig hårdt. Ikke desto mindre tror jeg det er vigtigt, at man står ved sine valg og minder sig selv om, at det er bedre sent end aldrig at få sig en uddannelse, og husk at nyd rejsen. Og igen, du og jeg er stadig unge!! At være midt i 20’erne er ingen alder.

Significant_Royal536 at 2024-03-12 23:41:18+00:00 ID: kuls61c

Jeg kender godt til de følelser du går rundt med op. Jeg brugte selv mine teenageår og start tyveri på at kæmpe imod en invaliderende angst som gjorde at jeg isolerede mig. Jeg startede selv i uddannelse endda senere end dig og er nu i 30erne. Mit bedste råd til dig er at acceptere de vilkår du har haft. Sorgen over de tabte år er hård, men du kan ikke få dem igen. Tllgengæld kan du sagtens nå det hele i dine sluttyvere og i trediverne. Jeg nåede at leve et fantastisk ungdomsliv i slut tyverne og formåede at færdiggøre min kandidat da jeg var over 30. Alder er blot et tal og det der tæller er hvordan du lever dit liv nu og her. Jeg fik mange gode venner på studiet som var helt op til 7 år yngre end mig. Det betød ikke spor så længe man svinger godt sammen. Jeg fandt hurtigt ud af at det fyldte mere for mig end det gjorde for nogle af de andre. Så slå fred med fortiden op og se fremad! Lev dit liv her og nu og gør hvad du har lyst til. Du har tid nok og skal nok komme i mål med det hele henad vejen så længe du prøver. Det lover jeg dig

MysteriousState2192 at 2024-03-12 23:47:35+00:00 ID: kun2vzd

Jeg har 4 søskende og min mor var 42, da hun fik sit sidste barn. (30 da hun fik den første) Du har med alt sandsynlighed tid til at "være ung" lidt endnu uden det betyder, at du bliver for gammel til at få børn.

Jeg arbejder med en mand på 59, som lige er kommet tilbage fra barsel efter hans kone pludseligt viste sig at være gravid. De troede begge 2 i et stykke tid, at hun bare havde spist for meget kage som han sagde.

Hvad er det helt præcist du føler du er gået flip af som ung? Fester og lignende?

Dr_Flyinghobbit at 2024-03-13 06:16:35+00:00 ID: kunbpm0

Hej OP, har selv haft en lign. Rejse i mine start 20’erne. Jeg er nu 27, clean og færdiggjorde min uddannelse som 24 årig. Har idag en dejlig kæreste, godt job og nogle gode mennesker omkring mig.

Lad ikke tilfældige dømme dig, kun dem som respekter og elsker dig. Færdiggør din uddannelse og spar op til nogle oplevelser! Såfremt du læser noget som giver dig mulighed for et Remote job efter, så ville jeg personligt i retrospektiv have taget ud at rejse og arbejde, her vil du møde folk på din vej som også er klar på nye eventyr.

Stay strong, din ungdom er ikke tabt endnu!

2TheMoonApe at 2024-03-13 00:19:59+00:00 ID: kun7cea

Hej

Lidt gammel mands visdom om fokus på det du kan gøre noget ved :)

Kommenteret podcast(s) Mediations af Marcus Arelius

https://open.spotify.com/show/2w9YdywBcxvgwdtXvf0g99

Impossible-Ad-6257 at 2024-03-13 07:09:13+00:00 ID: kunglb7

Hvor er du bare fantastisk - giv lige dig selv et kæmpe klap på skulderen! ❤️ jeg har altid haft stor beundring for og egentlig prøvet at holde mig til mennesker der har den styrke som du har. Du er en fighter - bliv ved med det! ❤️

Jeg tror måske du kun ser børn og forlovelser forsi du kigger efter det. Ingen af mine venner bekendte fik børn før start/midt 30’erne! Der kan nå at ske meget indtil da. Hvis jeg var dig, ville jeg nyde livet som meget som muligt. Spis god og nærende mad, tag ud at rejse (det kan gøres billigt hvis du tager udvekslingsophold og søger penge hos forskellige fonde), spis brunch på en tirsdag og kom i motionscenteret! Alle de ting udgjorde en dejlig del af 20’erne for mig hvilket gør at jeg intet problem har med at blive ældre, da jeg både havde passet på mig selv samtidig med at jeg nød livet til fulde uden at have særlig mange penge.

sejr93 at 2024-03-13 06:24:59+00:00 ID: kuncxxk

For det første, så nøj hvor lyder du til at være sej! Ikke mange mennesker vil kunne klare det du har gjort.

Det sagt, så skal du slet ikke lade dig presse. Du er 25 ikke 45, du har rigeligt med år foran dig til at få det du søger. Jeg sidder her som 30 årig og kan godt relaterer til din følelse. Men det er ikke vigtigt. Om du er 25 eller 35 når du får børn er ikke vigtigt. Det vigstigste er at du gør det, når du føler dig klar til det.

Jeg syntes du skal bruge de næste par år på at være ung, nyd den ungdom du mener du er blevet frarøvet. Den tid bliver kun svære at få jo ældre du bliver. Så kan du altid få børn på et senere tidspunkt.

Når vi sammenligner os med andre, så ser vi oftest kun de gode ting og sammenlinger os med det. Det er vigtigt at huske. Vi er ret mange, som ikke har lykkedes at finde den rette når vi runder 30. Jeg vil faktisk sige jeg oplever mange som har børn men er single. Tænker heller ikke det er drømme secnariet. Så ville jeg personligt hellere vente til man er lidt ældre også forhånbentlig blive sammen.

Fedt du sådan åbner dig og deler historien, det har jeg stor respekt for.

Håber dig alt det bedste!

Hvis det bliver for meget med alle de unge, så sig til, så er du velkommen til at tage en bytur i Herning, så skal jeg nok vise dig at vi er andre "gamle", som ikke lever villa, vovse og volvo livet. :D

Remarkable_Ad_3400 at 2024-03-13 08:03:26+00:00 ID: kunka0k

Kære du - Tak for at dele dine tanker og følelser med os, det er sårbart, særligt, når man har kæmpet en overlevelseskamp hele sit børne og ungdomsliv.

Lidt baggrund om mig, så du ved hvorfor jeg svarer, som jeg gør.

Min mor tog sit liv, da jeg var 13 år gammel. Min far skred 9 mdr. efter da det blev opdaget, at han havde forgrebet sig på mig, siden jeg var 9 år gammel. Han kom tilbage, med en ny kone, med en ny familie og så kunne min tvilling og jeg ellers bare ryge og rejse. Vi endte på et børnehjem (opholdssted) og ´har begge kæmpet for vores overlevelse siden.

Min bror endte helt nede på bunden, misbrug, kriminalitet, bedrageri, vold og alt muligt andet super hårdt og ufedt.

Jeg besluttede mig for noget helt andet. Jeg ville vise verdenen, at man sagtens kan tage en god uddannelse og gøre det UDEN hjælp, hvilket var total fjollet. Jeg var den yngste på hele min årgang på universitet og jeg blev færdig som jurastuderende som 24-årig. Ingen sabbatår, ingen 10. klasse, ingen efterskole eller noget. Jeg skulle bare blive færdig.

Under min uddannelse kæmpede jeg med særligt 2 ting.

1. ting; Min alder. Jeg var så ung, at der var en del fester jeg blev ekskluderet fra, fordi jeg var for "lille". JEg blev kaldt lillesøster eller barnet ofte, og ekskluderet fra det sociale fordi, jeg ikke kunne sætte mig ind i "unges problemer/udfordringer" da jeg ikke var der i livet endnu - åbenbart.

2; ting. Når min fortid blev opdaget, gik de vildeste rygter i gang. Angiveligt skulle jeg både have fået et wildcard, være med i et eller andet eksperiment, have fået "free pass" fra kommunen fordi det var synd for mig osv. i den dur. Det var åbenbart så utænkeligt, at en tidligere anbragt, kunne læse jura.

Da jeg ble færdig kunne jeg råbe "HA! SE MIG" og resten af verdenen fortsat - fordi, hvem gik egentlig op i det andet end mig selv? Og så kom min krise ellers, for hele mit liv havde jeg kæmpe for at gennemføre min uddannelse på trods af diagnoser, indlæggelser og hvad pokker ved jeg UDEN at få hjælp hverken fra venner/familie eller det offentlige, jeg har klaret mig selv - og nu vidste jeg ikke, hvad mit nye mål skulle være.

Og nu til min pointe;

Min rejse har lært mig, at min opvækst og min kamp, ikke er min identitet. Det er e del af mig og en del af min fortælling, men det er ikke hele mig og det beskriver ikke til fulde, hvem jeg faktisk er.

Hele verdenen har travlt, som en lille voksen eller en overlevelseskæmpende hver dag, er man lynhurtig opmærksom og bevidst om, det alle andre har eller har haft - og det man har gået glip af. I virkeligheden, er verdenen heldigvis mere nuanceret.

Du siger de fleste på dit studie er ved at få børn - men kig dig omkring. Den gennemsnitlige førstegangsfødende er 29,9 år gammel - og hvordan ser det egentlig ud i din vennekreds?. Er det alle på studiet, eller er det 2-3 tykker, der er noget dertil i sit liv med deres respektive partnere? Jeg vil ikke tage din oplevelse fra dig OP, men jeg vi blot prøve at nuancere dit billede i forhold til den her kernefamilie, andre er ved at få. Da mine venner/veninder begyndte at skulle have børn gik jeg i panik - fordi de var ved a skabe en familie/kernefamilie som jeg SÅ desperat har hungret efter hele mit liv, og det gjorde vildt ondt, for jeg kommer aldrig til at kunne skabe en sådan familie.

Min alder var også genstand for snak på studiet, det samme er din. Min erfaring er, at stikker man den lille smule udenfor og afviger man stadigvæk en lille smule fra normen - så kan det give anledning til kommentarer eller anden snak. Jeg tror ikke, at det er af ond vilje, selvom det måske gør ondt. Jeg tror i højere grad det handler om usikkerhed hos de andre unge mennesker - måske skulle de have ventet med uddannelse som du har gjort? Måske fordi de akavet gerne vil have dig som en del af fællesskabet, men de ved ikke helt hvordan - endnu. DEn stor del af det er også din ege perception, og den kan man heldigvis selv arbejde med :-)

Til sidst vil jeg bare sige - Hæng I, Godt gjort, Jeg tror på dig - og mest af alt - det gode, det rare og det varme skal nok komme til dig. På et tidspunkt vil du opdage, at du er begyndt at leve dit liv i stedet for at overleve. Jeg håber du giver dig selv mulighed for at nyde den tid du lever, og er god ved dig selv. Alt hvad du har gjort og sagt, har du gjort for at overleve - og det er ikke en skam. Livet må gerne nydes, uden man behøver at skal være på vagt eller udkig efter det næste dårlige der sker. Det er en øvelse, men du er allerede kommet så utrolig langt <3