Hejsa :)
Jeg er en 25 årig kvinde som læser på 2 semester på en bachelor. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at leve som et ungt menneske, da jeg har brugt størstedelen af 20’erne og min barndom på overlevelse. Jeg er vokset op i systemet, og da jeg fyldte 18 stod jeg og var hjemløs efter et groft overfald fra min far. Jeg flyttede på krisecenter i 10 måneder og var heftig misbruger.
Nu er jeg 25 og ude af det hele - hvilket også giver plads til, at jeg kan mærke mig selv. Jeg føler nu en dyb sorg over, at jeg har mistet så mange år på at kæmpe. Jeg har ikke rigtig fået lov til at være ung på den måde jeg er nu. Jeg oplever også, at min omverden møder mig på en bestemt måde. Mange af mine medstuderende er 19-21 år gamle, og deres svar til at jeg er 25 er oftest “det kan man ikke se”. Retorikken omkring min alder er meget, at jeg er “ældre”. Dem jeg kender på min egen alder er ligeledes allerede i færd med børn, forlovelse etc. Jeg føler at jeg har en klump i maven over det. Jeg føler mig ekstremt stresset over, at min omverden behandler mig som om, at min udløbsdato snart er nået og at jeg skal skynde mig at få børn. Samtidig føler jeg et enormt stort behov for at opleve, at være ung, at prøve alle de ting jeg aldrig har fået lov til. Jeg føler at jeg er blevet frarøvet min ungdom, hvilket er så ironisk da jeg stadig er ung og netop mister endnu mere af den ved ikke at nyde det og føle mig stresset.
Jeg ved godt at min verden er lille, og at min bekymring i det store billede blot er bagateller, for jeg er stadig meget ung! Jeg har nok bare brug for nogle ydre perspektiver, og en følelse af, at det hele nok skal gå :)
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Leoronaz at 2024-03-12 15:41:29+00:00.
Valuable-Emu4625 at 2024-03-12 16:55:45+00:00 ID:
kujmxhdJeg genkender hvad du skriver - jeg flyttede hjemmefra som 17-årig i 2.g, grundet min papfars psykiske vold og behov for fuldstændig kontrol over mig.
Har stort set hele mit liv døjet med psykiske problemer, uden at få hjælp til at søge behandling - når man har det rigtig skidt har man som bekendt ikke selv overskud til at søge hjælpen.
Jeg måtte tage orlov fra gymnasiet og endte med at bruge 5 år på det, følte heller ikke at jeg havde noget tilfælles med dem jeg gik i skole med, fordi jeg var blevet voksen så hurtigt.
Da jeg var 24 startede jeg på min bachelor, som jeg crashede helt på efter et års tid. Da tog jeg til lægen (jeg havde den bedste læge de år), fordi jeg troede jeg havde stress, han var hurtig til at sende mig til psykiater - og lang historie kort, fik jeg i 2021 diagnose på de psykiske problemer jeg har haft symptomer på siden jeg var 6/7 år. Men på min bachelor havde jeg samme oplevelse som dig - de andre var så unge!
Heldigvis har jeg mine venner fra frivilligt arbejde i en ungdomsorganisation, jeg blev aktiv i da jeg var 18, så jeg meldte mig helt ud socialt på studiet.
Nu er jeg 29 og går på min kandidat, og har helt samme frustrationer - alle mine venner bliver gift, får børn, har været igang med deres karriere i 5+ år, køber boliger, osv. jeg stresser også over, at jeg er 31, når jeg skal søge job, og hvor svært bliver det mon, når man også gerne vil have børn inden man bliver alt for gammel. Og jeg kan ikke være med på alle de ting mine venner vil, der koster penge, fordi jeg er på SU.
På min kandidat er folk heldigvis lidt ældre, så jeg snakker rent faktisk med folk. Ellers prøver jeg at fokusere på alle de positive ting som min opvækst har bragt med sig - jeg kender mig selv rigtig godt, jeg er ressourcestærk, jeg er moden, jeg er intelligent på mange plan, etc.
Håber det kan hjælpe dig lidt.
Edit: pointen er: prøv at accepter ‘den mistede del ungdom’ og tænk på alle de kvaliteter du har fået, fordi du har været stærk og er kommet igennem så hårde ting! :)
Leoronaz (OP) at 2024-03-12 18:10:11+00:00 ID:
kuk0jyqHey, tak for dit svar. Jeg er ked af at høre, at du har været igennem lignende ting. Jeg kan 100% genkende mig selv i alt det du skriver. Jeg tror også, at jeg bliver nødt til at acceptere sorgen. Det et virkelig det eneste der virker, især når man har været igennem svære ting. Accept 🙏🏻