Hejsa :)
Jeg er en 25 årig kvinde som læser på 2 semester på en bachelor. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at leve som et ungt menneske, da jeg har brugt størstedelen af 20’erne og min barndom på overlevelse. Jeg er vokset op i systemet, og da jeg fyldte 18 stod jeg og var hjemløs efter et groft overfald fra min far. Jeg flyttede på krisecenter i 10 måneder og var heftig misbruger.
Nu er jeg 25 og ude af det hele - hvilket også giver plads til, at jeg kan mærke mig selv. Jeg føler nu en dyb sorg over, at jeg har mistet så mange år på at kæmpe. Jeg har ikke rigtig fået lov til at være ung på den måde jeg er nu. Jeg oplever også, at min omverden møder mig på en bestemt måde. Mange af mine medstuderende er 19-21 år gamle, og deres svar til at jeg er 25 er oftest “det kan man ikke se”. Retorikken omkring min alder er meget, at jeg er “ældre”. Dem jeg kender på min egen alder er ligeledes allerede i færd med børn, forlovelse etc. Jeg føler at jeg har en klump i maven over det. Jeg føler mig ekstremt stresset over, at min omverden behandler mig som om, at min udløbsdato snart er nået og at jeg skal skynde mig at få børn. Samtidig føler jeg et enormt stort behov for at opleve, at være ung, at prøve alle de ting jeg aldrig har fået lov til. Jeg føler at jeg er blevet frarøvet min ungdom, hvilket er så ironisk da jeg stadig er ung og netop mister endnu mere af den ved ikke at nyde det og føle mig stresset.
Jeg ved godt at min verden er lille, og at min bekymring i det store billede blot er bagateller, for jeg er stadig meget ung! Jeg har nok bare brug for nogle ydre perspektiver, og en følelse af, at det hele nok skal gå :)
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Leoronaz at 2024-03-12 15:41:29+00:00.
ParadiseLost91 at 2024-03-12 18:31:33+00:00 ID:
kuk96aaJeg har ikke en så voldsom historie som dig, men er også vokset op i et turbulent hjem med fysisk og psykisk vold, samt omsorgssvigt.
Jeg har også længe været ked af de år, jeg har mistet, fordi jeg har gået så længe og gemt mig, været bange for at være social, haft svært ved hvordan man får venner, dårligt selvværd så jeg har valgt kærester der var dårlige for mig, skulle gennem klinisk depression og meget terapi før jeg begyndtev at fungere normalt, osv.
Jeg er 32 nu og føler virkelig at jeg peaker, og det fortsætter kun opad! Sidst i 20'erne begyndte det virkelig at tage fart, og jeg tror 100% det samme vil ske for dig! Du lyder til allerede at være et bedre sted mentalt, og 25 ER VIRKELIG!! ingen alder! Som i slet ikke! Der er mange mentale ting, der begynder at falde på plads når man fylder 30. Man får mere ro, og det hele bliver lidt mere "jeg sætter mig selv først, slut færdig".
Folk som du og jeg, har sat os selv sidst siden vi var børn. Nu er det på tide, at du gør hvad du vil. og er egoistisk. Det var svært for mig at lære, men jeg øver mig fortsat ;) Det med børn skal du slet ikke stresse over. Der er masser af tid, og 25 er jo virkelig tidligt at få dem, når man skal færdiggøre sin uddannelse og lande trygt i et godt job. Det lyder heller ikke som om du specielt brænder for at få børn? Er det noget du føler du skal fordi alle andre gør det? Husk, at det er muligt at være barnefri. Det har jeg valgt, og det var en KÆMPE lettelse fra mine skuldre, da det gik op for mig, at man faktisk ikke behøves få børn (!). Kæmpe lettelse, og så meget frihed.
Især for os, der aldrig har sat os selv først. Det må man altså gerne, og du skal død og pine ikke tilbage i at sætte dig selv til sidst grundet børn, hvis du reelt ikke ønsker dem.