Hejsa :)
Jeg er en 25 årig kvinde som læser på 2 semester på en bachelor. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at leve som et ungt menneske, da jeg har brugt størstedelen af 20’erne og min barndom på overlevelse. Jeg er vokset op i systemet, og da jeg fyldte 18 stod jeg og var hjemløs efter et groft overfald fra min far. Jeg flyttede på krisecenter i 10 måneder og var heftig misbruger.
Nu er jeg 25 og ude af det hele - hvilket også giver plads til, at jeg kan mærke mig selv. Jeg føler nu en dyb sorg over, at jeg har mistet så mange år på at kæmpe. Jeg har ikke rigtig fået lov til at være ung på den måde jeg er nu. Jeg oplever også, at min omverden møder mig på en bestemt måde. Mange af mine medstuderende er 19-21 år gamle, og deres svar til at jeg er 25 er oftest “det kan man ikke se”. Retorikken omkring min alder er meget, at jeg er “ældre”. Dem jeg kender på min egen alder er ligeledes allerede i færd med børn, forlovelse etc. Jeg føler at jeg har en klump i maven over det. Jeg føler mig ekstremt stresset over, at min omverden behandler mig som om, at min udløbsdato snart er nået og at jeg skal skynde mig at få børn. Samtidig føler jeg et enormt stort behov for at opleve, at være ung, at prøve alle de ting jeg aldrig har fået lov til. Jeg føler at jeg er blevet frarøvet min ungdom, hvilket er så ironisk da jeg stadig er ung og netop mister endnu mere af den ved ikke at nyde det og føle mig stresset.
Jeg ved godt at min verden er lille, og at min bekymring i det store billede blot er bagateller, for jeg er stadig meget ung! Jeg har nok bare brug for nogle ydre perspektiver, og en følelse af, at det hele nok skal gå :)
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Leoronaz at 2024-03-12 15:41:29+00:00.
Wise_Peach7209 at 2024-03-12 19:06:23+00:00 ID:
kukfblhSom en der er blevet båret frem af virkelig ressourcestærke forældre, og stadig kan synes life er temmelig håret, så har jeg så stor respekt for din kamp. Seje dig 💪🏻❤️
Jeg kan komme med så mange eksempler på, at du ikke har travlt. Lige fra min veninde som gik fra sin kæreste gennem 10 år som 28-årig og levede det vilde singleliv i 3-4 år, men nu har to dejlige unger med den dejligste mand. Til min svigerinde som aldrig havde haft et forhold på mere end to mdr, indtil hun som 32-årig mødte min bror og de er nu så søde sammen og er her ved 35 år begyndt at tænke på at få børn. Til mine veninder som skyndte sig i tyverne med at få børn, villa og Volvo og nu er blevet skilt fra deres partnere. Og mange mange andre eksempler. Der er også min tante, som aldrig har fået sine egne børn, men levede i mange år som single lady, kæmpe power house med flot karriere og det fede single liv med hobbyer, rejser, penge indtil hun mødte en skøn mand med to store børn, som hun nu er mor for, da deres mor desværre er død. Der er også min anden tante som fik barn som 24 årig men nu slet ikke har kontakt til sit, nu voksne barn.
Jeg er selv blevet mor semi-tidligt, og i retrospekt havde jeg virkelig ikke haft så travlt. Havde både været mere mentalt moden og økonomisk klar til børn, havde jeg ventet fem år.
Livet kan udfolde sig på MANGE måder, og stopper ikke ved 30 (heller ikke selvom man er en uuuuuuh kvinde), og lige nu lyder det som om, du har behov for at fokusere på at være fri, ung, selv. Og seriøst, fuck alle de der fordømmende uni-bumser. Folk vil altid stå klar til at dømme ens liv; hvorfor får du ikke en kæreste, hvorfor får I ikke børn, hvorfor bliver I ikke gift, hvornår skal I have et hus, hvorfor har I så travlt… De bliver ALDRIG tilfredse, så roen skal du finde i dig selv. Find et snappe come-back der får folk til at flette piben.