Hejsa :)
Jeg er en 25 årig kvinde som læser på 2 semester på en bachelor. Det er først for nyligt, at jeg er begyndt at leve som et ungt menneske, da jeg har brugt størstedelen af 20’erne og min barndom på overlevelse. Jeg er vokset op i systemet, og da jeg fyldte 18 stod jeg og var hjemløs efter et groft overfald fra min far. Jeg flyttede på krisecenter i 10 måneder og var heftig misbruger.
Nu er jeg 25 og ude af det hele - hvilket også giver plads til, at jeg kan mærke mig selv. Jeg føler nu en dyb sorg over, at jeg har mistet så mange år på at kæmpe. Jeg har ikke rigtig fået lov til at være ung på den måde jeg er nu. Jeg oplever også, at min omverden møder mig på en bestemt måde. Mange af mine medstuderende er 19-21 år gamle, og deres svar til at jeg er 25 er oftest “det kan man ikke se”. Retorikken omkring min alder er meget, at jeg er “ældre”. Dem jeg kender på min egen alder er ligeledes allerede i færd med børn, forlovelse etc. Jeg føler at jeg har en klump i maven over det. Jeg føler mig ekstremt stresset over, at min omverden behandler mig som om, at min udløbsdato snart er nået og at jeg skal skynde mig at få børn. Samtidig føler jeg et enormt stort behov for at opleve, at være ung, at prøve alle de ting jeg aldrig har fået lov til. Jeg føler at jeg er blevet frarøvet min ungdom, hvilket er så ironisk da jeg stadig er ung og netop mister endnu mere af den ved ikke at nyde det og føle mig stresset.
Jeg ved godt at min verden er lille, og at min bekymring i det store billede blot er bagateller, for jeg er stadig meget ung! Jeg har nok bare brug for nogle ydre perspektiver, og en følelse af, at det hele nok skal gå :)
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Leoronaz at 2024-03-12 15:41:29+00:00.
Manfram at 2024-03-12 21:50:53+00:00 ID:
kul4g22Tak for dit indlæg. Jeg plejer aldrig at kommentere, men det her ramte mig. Den følelse du beskriver kæmpede jeg også meget med. Jeg følte først at jeg fik lov til at være "ung" da jeg var 22 og min far døde. Han udsatte mig for psykisk og fysisk vold i min barndom, som satte meget dybe spor. Jeg er 30 nu, og jeg havde i flere år den følelse, og har den stadig lidt. Den er dog aftaget i takt med at jeg er blevet ældre og har fået lov til at være ung på min egen måde. Jeg har haft en del frustrationer omkring bekendte og venner, da jeg til tider har følt at de nok ikke helt forstår mine valg. Jeg ved dog at de nok bare ikke ved hvad jeg reelt har gået igennem og hvor meget jeg har misset. Jeg har brugt mange år på få mere fred indvendig, og jeg føler jeg begynder så småt at være et rigtig godt sted i mit liv.
Du fortjener at være ung på lige netop den måde du har brug for, og udleve alle de ting du vil. Lige så stille i takt med du får udlevet nogle drømme tror jeg også på at du vil finde mere fred med den følelse.
Nogle gange er jeg også glad for at jeg nok var en anelse mere moden da jeg skulle være ung. Jeg føler også at jeg måske er lidt mere frisk end mine jævnaldrende.