Emotional-Egg3937 at 2024-02-12 09:58:44+00:00 ID: kq2awxh

Du siger du har det godt, men du går til psykolog - hvorfor?

Der er ikke noget galt med ikke at være kronisk ked af det over fortiden. Det er ikke nødvendigvis afstumpet. Men for nogle mennesker kommer sorgen ud på andre, uhensigtsmæssige måder, fordi den ikke er blevet bearbejdet. Og hvis man er vant til at skubbe følelserne ned, lægger man ikke altid mærke til, at det er dét man gør. Man kan simpelthen være blind for egne coping mekanismer.

Med det sagt: jeg går meget ind for, at man ikke går og leder efter negative følelser, der ikke er der. Hvorfor skulle man? Men nu går du i et psykologforløb, så jeg formoder at der foregår et-eller-andet i dit liv, som du arbejder på, så måske er det værd at overveje, om nogle ting bliver undertrykt?

cmd_commando at 2024-02-12 09:51:09+00:00 ID: kq2ac2y

Der er stor forskel på, hvordan man behandler følelser. Jeg gør det ifbm træning og men jeg har det fint med at snakke om hendes, hun synes så, at det kun er hendes vi snakker om, og det er rigtigt

Fiske_Mogens at 2024-02-12 10:07:21+00:00 ID: kq2bkrh

Jeg synes ikke det lyder som om at du har behovet og du skal ikke have det dårligt med at du ikke har det behov. Din partner må acceptere at du håndterer sorg på en anden måde.

CantaloupeOk2777 at 2024-02-12 10:16:12+00:00 ID: kq2c91i

Dét, at du har skrevet den her pæl, dokumentere at du ikke er følelsesmæssigt afstumpet.

Medical-Chipmunk2070 at 2024-02-12 10:03:22+00:00 ID: kq2b9k1

Jo mere man snakker med en psykolpg jo mere puster man liv i det hele.  Og hvis man så kommer ud på en arbejdsplads og lufter dirty laundry, så bliver man fyret.  Fordi man har flygtet ind i IT; internet og tv og gaming.  Man kan være IT-afhængig.

TheGunde at 2024-02-12 09:43:23+00:00 ID: kq29qe1

Jeg synes du lyder helt normal. Du er reflekterende over tabene, er formået at komme videre, men har stadig tanker og samvittighed. Du skal vist ikke være nervøs for noget.

Men, det med din kone, og at hun synes, du ikke er god til at vise/tale om følelser, kan godt være noget i skal arbejde på. Det kan ende galt, hvis ikke det adresseres. Der har hun tydeligvis et andet behov, som skal mødes i en eller anden udstrækning ...

item73 at 2024-02-12 09:45:50+00:00 ID: kq29x68

Sorg er noget mærkeligt noget, det er (i det mindste for mig) i faser, akut fasen hvor man slet ikke kan komme op og få luft, mellemfasen hvor man konstant er ked af det men i det mindste fungerer, og så den lange fase hvor man er ok med det, stadig tænker på hvem man har mistet men grundlæggende kører livet som det gjorde før man mistede.

Det lyder som om du er i den lange fase, du er ok, du har accepteret tingenes tilstand, du skal jo leve videre, selv have det godt, være der for din datter, din kone osv. Jeg betragter det som helt normalt, det er der jeg selv er. Hvad er alternativet at du skal være ked af det resten af livet, det dur jo ikke.

Sovs: har selv mistet begge forældre og en bror.

gaylorddddddd at 2024-02-12 10:03:09+00:00 ID: kq2b8yz

Lyder sundt, det dur heller ikke at være ked af det hele tiden.

Eshamwoowoowoowoo at 2024-02-12 10:05:15+00:00 ID: kq2bevl

Med din baggrund er der en god risiko for at din mentaliseringsevne er ringe, hvilket kan få dig til at fremstå ufølsom.

Available-Square602 at 2024-02-12 10:02:15+00:00 ID: kq2b6gw

Jeg oplever lidt de samme følelser med mig selv. men det er fordi jeg er bedre til at kompartmentalisere (er det et ord?) end min kone.

Men altså. jeg er ret god til at ligge det til side og være i nuet.

i forhold til din datter, tror jeg også der er en del forskel i det tidspunkt som i mistede barnet på. du har endnu ikke rigtigt dannet en relation til barnet på samme måde som moren har.

Jeg følte ihvertfald ikke på samme måde det var et menneske før jeg selv havde tilbragt et par uger med min først fødte.

SÅ ja, i min optik er du helt normal :)

VonBassovic at 2024-02-12 10:06:48+00:00 ID: kq2bjah

Prøv lige at høre godt efter. Det er mere end Ok at være glad også selvom at der er mange ting der gået imod dig. Man bør lære af modgang, men så er det vigtigt at komme videre og omend dine tab er uendeligt hårde er der ingen der klandrer dig for at smile fra tid til anden.

WolfeTones123 at 2024-02-12 09:38:12+00:00 ID: kq29ca0

I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.

Jeg kan godt forstå tankegangen, men man kan jo omvendt spørge, om du burde være i dårligt humør 24/7 resten af livet? Folk behandler og efterbearbejder sorg forskelligt, og selvom du aldrig kommer til at glemme de tab, du har oplevet, så foreskriver det ikke, at du ikke også må være glad.

Inner_Equivalent_274 at 2024-02-12 10:05:16+00:00 ID: kq2bewl

Jeg hæfter mig ved, at du skriver, at du “ikke vil tale om følelser og være i dårligt humør”. Følelser er jo også at være i godt humør 😊 Du kunne jo feks snakke med din kone om dette, i stedet for at skrive til fremmede på Reddit? Det er jo netop det, hun efterspørger.

Når det er sagt, så synes jeg på ingen måder du lyder følelsesmæssigt afstumpet. Livet går videre, og hvis vi skulle ligge med depression resten af livet, så snart vi møder nogle tragiske hændelser som dem, du har været igennem, så kan vi jo ikke fungere. Det er helt normalt at du ikke længere er ked af det. Men som du selv skriver, betyder det jo ikke, at du har glemt alt om det og bare er ligeglad. - for det er du jo ikke. Dit liv går bare videre, og du har fuld ret til at være glad og leve et almindeligt liv, ligesom alle andre. De døde kommer ikke tilbage ved at du begraver dig under dynen og aldrig smiler igen 😊

AutoModerator at 2024-02-12 09:31:42+00:00 ID: kq28u7k

Hvis du har akutte tanker om at begå selvmord eller alvorlig skade på dig selv skal du ringe på 112.

Rådgivning på Livslinien

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Du kan skrive til Livsliniens netrådgivning skrivdet.dk. De bestræber sig på at give dig svar indenfor 1-3 dage.

Du kan kontakte Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Her er også telefonnumre til andre organisationer du kan ringe til (også anonymt)

Startlinien – telefon 35 36 26 00

Linien har åbent hver dag mellem kl.16 og 23.

Sct. Nicolai Tjenesten – telefon 70 120 110

(nærmeste tjeneste) eller 33 12 14 00 (København). Telefonerne er åbne fra kl. 9 om morgenen til kl. 3 om natten, dog søn- og helligdage fra kl.13 – 03.

Sjælesorg – på nettet

Tilbyder en gratis fortrolig chat mandag til torsdag kl. 13.00 – 17.00 og kl. 19.00 – 22.30.

Psykiatrifonden – telefonrådgivning 39 25 25 25

Information og hjælp – Personligt og anonymt. Mandag til fredag kl. 11-23. Lørdag, søndag og helligdage kl. 11-19.

Børns vilkårs børnetelefon – telefon 116 111

Børn og unge kan ringe til børnetelefonen døgnet rundt.

Børns vilkårs forældretelefon – telefon 35 55 55 57

Forældre kan ringe mandag-fredag kl. 12-21 og fredag fra kl. 12-19.

Rådgivningen børn, unge og sorg – telefon 70 266 766

Børn, Unge & Sorg er en gratis rådgivning for børn og unge under 28 år, hvis forældre eller søskende er alvorligt syge eller døde. Telefontid i hverdagene fra 9-15.

Depressionslinien – telefonrådgivning i DepressionsForeningen 33 12 47 74

Tilbuddet gælder både deprimerede og pårørende til depressionsramte. Åben alle dage fra kl. 19-21 undtagen lørdag.

Send en besked til moderatorerne, hvis denne automatiske handling er en fejl.

I am a bot, and this action was performed automatically. Please contact the moderators of this subreddit if you have any questions or concerns.

SignificanceNo3580 at 2024-02-12 10:02:19+00:00 ID: kq2b6n0

Nej, du er ikke følelsesmæssigt afstumpet. Du har været igennem nogle forfærdelige tragedier, og er kommet ud på den anden side, med en sorg du bærer gennem livet, men som ikke overskygger alt.

Børnedødeligheden er heldigvis meget lav i dag, men for nogle hundrede år siden, var det nærmest normen at have oplevet det tab. Folk levede også videre dengang. Ikke nødvendigvis helt som før, men for de flestes vedkommende gode liv, hvor de kunne håndtere sorgen og “gå ind og ud” af den.

Men at din kone føler at du ikke er god til at tale om dine følelser, det skal du tage alvorligt for dit ægteskabs skyld. Følelsesmæssig intelligens er ikke noget der bare kommer af sig selv, og er man ikke født ind i en familie hvor man lærer det fra barnsben, må man selv gøre ind indsats. Man kan godt føle sig lidt klodset eller akavet undervejs - som en voksen der prøver at lære at cykle - men det er der såmænd ikke noget farligt i.

Når det er sagt, har kognitiv psykologi også vist os, at det ikke nødvendigvis er dem der konstant reflekterer og navlepiller der har det bedst mentalt, tværtimod.

Så alt med måde. Det vil være godt for dig at øve dig i at sætte ord på dine følelser, også selvom det føles akavet i starten. Men det er også godt at du ikke hænger fast i en konstant reflekteren over hver lille ting der sker inde i dig - det er sådan man lever i nuet, og det er det jeres nye barn har brug for.

th_smartguy at 2024-02-12 09:54:12+00:00 ID: kq2akhw

Det kan sagtens være, at du er det. Men... hvis du iøvrigt kan finde ud af at være en god far, ven og partner, hvad er så problemet?

Du får jo dårlig samvittighed,.så du er ikke helt derude på spektret, hvor det er kritisk.

Lad være med at tænke mere på det.

BakedBerryBalls at 2024-02-12 10:32:35+00:00 ID: kq2dx9f

Vær glad og se fremad! Jeg har også et lidt ekstra nøgternt syn på tilværelsen, og hænger heller ikke længe i mine følelser. Jeg mærker efter og bearbejder og alt det, men i max en time af gangen, ikke? ;)

Evt. I forhold til partner, har jeg lært, at sætte lidt få ord på ting jeg har tænkt over i løbet af dagen. Fx hvis du tænkte på jeres første datter i løbet af dagen, kan det være det bare skal nævnes hjemme om aftenen. Så ved partner, at der ikke er helt dødt derinde.

Alt lykke fremover makker ✌🏼

MeagoDK at 2024-02-12 10:05:16+00:00 ID: kq2daie

Personligt ved jeg at jeg behandler mine tanker og følelser i mit hoved. Det kører som baggrundsprocess. Nogle gange har jeg haft brug for input men ikke vidst det; der her min kone hjulpet mig meget og lært mig mere omkring mine følelser (som jeg ikke blev lært som barn) og dermed kan jeg bedre be om input. Hun var også bekrymret over at jeg ikke snakkede om følelser så derfor pressede hun lidt på, men indså hurtigt at jeg ikke snakkede om dem fordi jeg kun kendte 2 (sur og ked af det). Så vi har leget følsesbingo i nogle år og det har gjort underværker for mig. Det kommer til tider stadigvæk op, men nu ved jeg og hun at jeg behandler det i baggrunden og inddrager hende når jeg er klar. Det er også vigtigt at huske at inddrage sin partner.

zerpa at 2024-02-12 11:14:46+00:00 ID: kq2e631

Du er helt normal - faktisk mentalt sund og balanceret. Vi er meget programmeret af film og TV hvor sorg er noget der ødelægger ens liv, men det er altså helt normalt og sundt at have accepterende sorg, hvor man lever med de ting man ikke kan gøre noget ved. Jeg har selv mistet, og det var hårdt, men har fundet glæden ved minderne og accepten af at dø er en del af livet, og det ikke altid kan gå som man håber.

HunterUnicornDragon at 2024-02-12 10:29:57+00:00 ID: kq2de6d

Jeg oplever at jeg var langt bedre til at skubbe ting fra mig da jeg var yngre. Jeg blev endda omtalt som, at jeg havde en fantastisk tilpasningsevne trods dødsfald, svigt, boligløshed. Det faldt sammen med et brag på et tidspunkt, da jeg blev ældre. Pludselig gik jeg ned med flaget og brugte utrolig lang tid på at bearbejde traumerne fra fortiden.

Jeg siger ikke, at det vil ske for dig, men ofte er man i survivalmode i kriser, hvor man bare fokuserer på at overleve. Det gør desværre også, at folk ikke forstår én, når man så går ned på en petitesse senere i livet.

Comfortable-State853 at 2024-02-12 10:33:36+00:00 ID: kq2dkox

Jeg tænker du er helt normal.

Vi mennesker reagerer meget forskelligt på sorg og tab og meget af det er kulturelt bestemt.

Børnesoldater i Afrika lever for eksempel ofte helt almindelige liv, lige indtil en vestlig psykolog får fingrene i dem, så bryder de sammen. Der er også en del studier der viser at folk får det dårligere af at gå til psykolog.

Vi skal huske på at mennesker har prøvet de værste ting i vores evolutionshistorie, alt fra død og drab fra vilde dyr til voldtægter og massedrab.

Vi har en stor evne til at leve videre og det skal vi. På et tidspunkt dukker din sorg eller længsel nok op og så kan du tage det når det kommer. Du behøver ikke føle at du skal føle sorg eller tristhed lige nu.

Der er ingen grund til at sidde som ungt mennesker og have ondt af sig selv, hvis ens liv ellers er godt. Det er når livet ikke er godt og vi har ondt at det er godt at mærke efter.

Scary_Gur_1288 at 2024-02-12 11:02:42+00:00 ID: kq2gg1a

Jeg kender godt de tanker. Har selv mistet en forælder for ikke så mange år siden, og nogle gange er jeg overrasket over, at det ikke påvirker mig mere end det gør. Jeg græd meget i den periode h*n var syg og var selvfølgelig ked af det efter, vi havde et godt forhold, men det er ikke noget, jeg tænker så meget over i hverdagen mere. Tror generelt ikke, at det er godt at tænke for meget over tingene. Når hverdagen kører, rækker min opmærksomhed kun til at være i nuet og fokusere på de nødvendige ting som børn, arbejde og træning, hvorimod min partner aldrig har fred i sit hoved, men tænker over 1000 ting, og det gør ham ikke glad, tværtimod lettere depressiv til tider. Han siger, at han virkelig gerne ville bytte.

papaloco at 2024-02-12 11:09:27+00:00 ID: kq2h3eo

Den dårlige samvittighed kender jeg godt til. Jeg anerkender at den er der og så giver jeg mig selv lov til at være glad/fjollet/lykkelig/etc. Ingen vinder noget ved den dårlige samvittighed. Jeg tror du ærer dine tabte bedre ved at leve det bedste liv du kan.

Able-Internal-3114 at 2024-02-12 11:17:16+00:00 ID: kq2h6jt

Helt normalt. Jeg er osse efterladt og har dog oplevet ikke at reagere korrekt når noget tragisk er sket. En klassekammerat blev myrdet og jeg gik ikke ind i det, kom ikke til begravelsen, jeg blev stemplet som afstumpet, men har senere læst et sted at det er en normal reaktion hvis man har mistet tidligt. Du skal nok se det mere bio-psykologisk som at du er i overlevelsesmode, du har noget du skal tage dig af Man er i sorg længe men ikke hele tiden

ConsiderationFit9293 at 2024-02-12 11:18:31+00:00 ID: kq2igt6

Sorg er en individuel proces. Sorg betyder ikke at man er kronisk ked af det. Det er noget der bliver en del af dig, og man lever med den på godt og ondt.

Nej, jeg synes ikke du lyder afstumpet.

Nestor4000 at 2024-02-12 11:33:07+00:00 ID: kq2jfc8

Jeg synes for mange herinde bare tager din kone på ordet.

Folks behov for at snakke om følelser er forskellige og det er ikke fedt hvis du føler dig nødsaget til at sidde og gnide i såret, bare for at være en moderne mand TM.

Måske du bare håndterer tingene helt okay. Og måske dine behov faktisk bare er helt okay. :)

SirligtSyrligt at 2024-02-12 10:29:42+00:00 ID: kq2dkf9

Sorg er så individuelt, at det gør det umuligt at svare på dit spørgsmål. Når det er sagt, så lever vi også i en tid hvor “det at komme videre” og at have jahatten på, hyldes. Det gør ikke din proces og din måde at være i verden på forkert - på ingen måde. Men det kan være meget svært at være i en kompliceret sorgproces i sådan en verden og et samfund med den diskurs.

Derfor tænker jeg på om det din kone egentlig siger er, at hun er meget ensom i sin sorg, fordi den har en anderledes karakter end din - fordi I ikke deler den og at hun måske endda føler at hendes sorg er forbundet med en “forkerthed” i et samfund, hvor vi allerhelst skal være glade, se godt ud og vækste?

Jeg håber at du forstår hvad jeg mener. Måske har hun enormt meget brug for at tale om sin sorg og dele den med dig.

SendStoreMeloner at 2024-02-12 10:16:12+00:00 ID: kq2d9hb

Ud fra hvad du skriver, så lyder du ikke afsumpet overhovedet.

At gøre sig "hård" eller "kold" og bare fokusere på nuet på din datter, er en overlevelses strategi.

MemoFoxx at 2024-02-12 10:29:35+00:00 ID: kq2d9sh

Ingen bør overtale dig til at være ked af det. Hvis du er oprigtigt glad så er alting godt, også selv hvis du skulle være en smule afstumpet hvilket jeg ikke tror du er. Nyd dit liv, det er ikke meningen at sorg skal overtage ens liv, godt du er kommet videre! Kram til dig og vind i dit sejl.

mozzzzyyy at 2024-02-12 10:34:09+00:00 ID: kq2e468

Du lyder rimelig normal. Du reflekterer over dit tab, men svælger ikke i det. Det ville være et problem, hvis du bevidst eller ubevidst lukkede ned for dine følelser for at undgå at føle sorg. Men det lyder ikke, som om det er tilfældet, og så må man bare sige, at vi sørger på forskellige måder.

Silmariel at 2024-02-12 10:05:15+00:00 ID: kq2e6go

Du er modstandsdygtig. Eller resillient. Det bliver man når man går igennem tunge ting og ikke løber væk fra dem på den eller den anden måde. - Det er ligesom hård hud, noget man ikke bare får, men som skabes.

Jeg gætter på at det der skete med din far, har gjort dig ret god til at sortere dine følelser og arbejde dig igennem dem, på en konstruktiv måde. Det er ok, hvis du så ikke matcher hvordan en person der ikke har lidt de samme traumer som dig, håndterer sorg eller tab. Det er bare synd du får at vide at du ikke gør det rigtigt eller at du er afstumpet. Det syntes jeg ikke lyder særlig rart.

Måske kan I tale sammen om hvordan I måske er forskellige på det punkt, men at det ikke behøves at fortolkes som om du føler mindre, eller mindre intenst end hende. Og at vi alle har forskellige måder at håndtere sorg. Kan det være hun har følt sig ensom i sin sorg, og ikke formår at verbalisere det, så det derfor bliver til kritik af hvordan du håndterer det? Hvad med en tur til terapeuten så I kan snakke om det uden at det bliver ukonstruktivt?

UnreliablePotato at 2024-02-12 10:46:43+00:00 ID: kq2f165

Jeg tror, det er meget svært at vurdere, hvad der er normalt i sådan en ekstrem situation. Folk reagerer og håndterer følelser meget forskelligt. Jeg havde på et tidspunkt et vennepar, der mistede deres 4-årige datter. Moren gik helt i stå og kunne slet ikke fungere de første mange måneder, hvor faren fortsatte sit arbejde, som om intet var sket – sådan virkede det i hvert fald udefra. Det fortsatte et par år, hvorefter han så valgte at tage sit eget liv.

KlamPizza at 2024-02-12 10:52:14+00:00 ID: kq2fvq5

Sorg er forskellig for alle og måden man takler den på ♥️ Der er ingen måde der er rigtig eller forkert, at håndtere sorg på. Du er helt som du skal være ♥️

Starkiez at 2024-02-12 10:58:15+00:00 ID: kq2fw3v

Alle sorger på deres egen måde med deres egne behov. Det at du stadig får skyldfølelse over at være glad er også en del af sorg. Det er helt naturligt.

Men tal noget mere med din kone. Hun har givet udtryk for du ikke taler om dine følelser og det kan sagtens være hendes måde at udtrykke et behov hun har om at forstå og høre dine følelser, det tæller også med gode følelser. At man er glad og tilfreds med x y er også at tale om dem. 🤗

Min dybeste medfølese for dit tab.

MooseHeadSoup at 2024-02-12 11:17:21+00:00 ID: kq2h76t

Du tager dig selv i at få dårlig samvittighed. Nej, du er ikke afstumpet. Afstumpethed er en total ignorance af den slags følelser.

Tror du ikke bare det er et spørgsmål om, at tiden stille og roligt har helet de sår?

Signalsfromthenoise at 2024-02-12 11:21:46+00:00 ID: kq2j4s9

Nej. Det er du ikke. Din krop og din hjerne passer bare på dig. Jeg har selv mistet min mor tidligt i livet. Senere var en kæreste mig utro. Og for nyligt døde min farfar.

Jeg følte nærmeste ingenting da min mor døde. Og i en årrække efter fyldte det ikke særligt meget. Men da jeg blev forrådt af min eks. Slog det det hul på dæmningen, så at sige. Jeg græd næsten uafbrudt i et par måneder føltes det som. Da min farfar døde, havde jeg en helt naturlig og øjeblikkelig sorg reaktion. I dag græder jeg ofte og det føles forløsende for mig. Så det er slet ikke så lige til, at forstå ens egne reaktioner. Det er ikke sikkert at du kommer til at opleve det samme. Jeg tror bare personligt på, at vi er i stand til, ubevidst, at undertrykke følelser der er for hårde til at rumme i øjeblikket. Hold øje med, om du går og bliver vred over alt og intet, det var det tegn jeg selv oplevede i tiden op til, at der gik hul på sluserne.

brestfloda at 2024-02-12 11:40:37+00:00 ID: kq2jgbk

Det lyder helt normalt. Jeg har selv haft tab meget tæt på og endte med at "komme videre" ret hurtigt, hvilket har overrasket mig selv.

Jeg tænker selvfølgelig stadig på den jeg mistede og bliver ked af tabet, men det tager ikke tempoet af mit liv.

Strict-Fix8326 at 2024-02-12 10:44:48+00:00 ID: kq2enru

Sorg forsvinder aldrig men man kan lære at leve med den.

Du er måske lidt bedre til at leve med den end andre. Det skal du bare være glad for.

Jumpy_Interest_858 at 2024-02-12 10:47:35+00:00 ID: kq2filq

Jeg syntes du lyder helt okay ven. I din situation er det bare at se fremmad. Man glemmer ikke dem man har mistet og de er altid med en.

PleaseSmileJessie at 2024-02-12 10:29:01+00:00 ID: kq2d7wu

Følelsesmæssigt afstumpet? Nej, jeg tænker du er ret normal. Men mangler du følelsesmæssig intelligens? Du skriver at din kone mener du er dårlig til at snakke om følelser, og at du "ikke gider tale om følelser eller være i dårligt humør".

Det er, for mig, et ret stort tegn på mangel på følelsesmæssig intelligens. Jeg har selv været der, og det gik sådan lidt på denne måde i lang tid: "Jeg forstår ikke mine egne følelser, og jeg er jo normalt glad, så hvorfor skulle jeg tale om følelser jeg ikke forstår, og blive i dårlig humør, når jeg bare kan være glad?"

Mit problem var jo så, og det er selvfølgelig i MIT tilfælde og ikke ensbetydende med at det matcher din situation, at jeg ikke var glad. Jeg fik skabt en form for "glad persona" som tog over når jeg skulle beskytte mig selv. Det betyder ikke jeg ikke kunne være ked af det og føle sorg (har ikke mistet mine forældre eller et barn, men jeg har mistet en forhenværende ven jeg de første 15 år af mit liv tilbragte ~80% af mine vågne timer med, og en tante der var som en mor for mig, hun blev kun 35), men jeg "gad det ikke" og fik det dermed ikke bearbejdet.

Og det havde jeg det fint med, for jeg kunne jo være glad alligevel, ikke? Det var det jeg bildte mig selv ind, og det virkede sgu ret godt, indtil det ikke gjorde. Jeg blev gjort opmærksom på (af partner og familie) at jeg var gået fra at være ret stabil følelsesmæssigt, og reagere på en normal måde når alt gik skidt eller jeg var sur på nogen, til at min jagt på ikke at få følelserne ud og holde mig "glad" fik mig til at bære nag, bruge dagevis på at være sur på folk (og lade som om jeg ikke var det, jeg var jo helt fint "glad"! bare lidt irriteret) og generelt reagere meget mere voldsomt (ikke som i vold, eller tjo, jeg har mishandlet et par varianter af en stor rød stress knap med slag, spark, en bærbar computer og et heksehyl - har ikke været voldelig overfor levende organismer.) når masken faldt.

Anyway, det gik jo lidt væk eftersom min følelsesmæssige intelligens blev større og jeg begyndte at tale om og bearbejde mine følelser. Sidde med dem og kunne genkende dem. Tale med min partner om dem, associere min krops respons på dem med følelserne. Jeg stoppede med at bære nag, jeg blev ikke frustreret over at underlige følelser sneg sig ind i hovedet på mig når jeg jo var glad og havde det fint og ikke gad tale om de "fandens følelser", og mine reaktioner blev langsomt normale igen (stress-knappen røg på genbrugspladsen for et år siden, da den ikke havde været brugt i to hele år).

Nå, nok om mig. Min pointe var ikke at du absolut skulle bearbejde dine følelser på denne måde eller absolut ikke at du skal ændre på dig selv. Min pointe er at din kone har afgivet et klart (ja, jeg ved godt det sikkert har været et hint her og et hint der i mange år og ikke "for helvede, kan vi ikke bare TALE OM DE FØLELSER????" men du ved hvad jeg mener) ønske om at du arbejder på din følelsesmæssige intelligens. Det behøver ikke nødvendigvis være for at du skal løse et problem du selv har, men måske fordi hun savner at du har redskaber til også at genkende og tage hensyn til hvordan hun har det, og hvordan hun er nødt til at løse hendes egne følelsesmæssige problemer.

Igen, du skal ikke føle dig tvunget, men måske det ville være fedt at have nogle flere redskaber i værktøjskassen? Hvis det ikke hjælper dig selv, kan det måske hjælpe din kone, og det gætter jeg på du også gerne vil? Du skal selvfølgelig ikke sidde og lege psykolog for hende eller dig selv, men det går jo begge veje - du skal ikke være professionel psykolog, og derved kræver det heller ikke den mængde arbejde som det kræver at blive professionel psykolog. Ergo er det til at tage og føle på, hvis man har lyst til at arbejde lidt med det.

Men som konklusion vil jeg stadig skrive:

Du er helt normal, og det lader til at du har bearbejdet din sorg på en måde der har landet dig i "resten af livet"-fasen. Du kommer til at have gode dage, og dårlige dage. Og det er godt nok.

Dog vil jeg opfordre dig til at som absolut minimum spørge ind til om din kone har behov for at du bliver mere følelsesmæssigt intelligent, fordi det virker som om det kan være et behov hun har.

Det handler bl.a. om at kunne genkende følelser i sig selv og andre, vide hvordan man bearbejder dem konstruktivt, samt hvordan man kan støtte andre mens de bearbejder deres egne følelser. Det kræver at man taler om dem en gang imellem og nogle gange sidder lidt med dem og bare mærker efter. Hvis det er ubehageligt at gøre, er det vigtigt at gøre det, for så betyder det at du har brug for det også.

EDIT: Jeg vil også lige pointere at mangel på følelsesmæssig intelligens intet har at gøre med om man er "dum" eller "klog" :) det er ganske enkelt en skill man kan mestre, som så meget andet. Men det er en form for intelligens som mange mangler.

snarkybat at 2024-02-12 10:33:42+00:00 ID: kq2dlyt

At du ikke er sorg betyder jo ikke at du ikke har et savn.

Du har bare arbejdet dig gennem den negative del af sorgen og nu kan fokusere på de gode ting i livet. Det er ikke følelsesmæssigt afstumpet, måske lidt intellektualisering af dine følelser, men absolut helt okay.

Ingen burde kræve at man skal være trist resten af livet fordi man har mistet, uanset hvor mange. At du er glad for livet er da kun en sejr og en fejring af dem du har mistet. Både din far og din afdøde datter ville da kun ønske dig alt godt og glæde til, så det er da dejligt du kan det.

Du skal på ingen måde have dårlig samvittighed over at finde glæden igen efter så sindssygt hårde oplevelser!

istasan at 2024-02-12 10:41:18+00:00 ID: kq2elc7

Det synes jeg ikke du er.

Tab er ikke bare tab. Det hele er en del af livet. Men vi taler om ting, som var det en formel. Tab af et ufødt barn kan give nogle helt andre reaktioner end tabet af et barn på fx 14 hos mange mennesker.

Jeg tror bedst man selv ved, hvordan man har det. Mange har det dårligt, men søger ikke hjælp eller erkender det. Andre søger hjælp og accepterer tingenes tilstand.

Der er mennesker, der mistede hele familien og oplevede absolut terror i kz-lejrene i anden verdenskrig. Selvfølgelig bliver den historie aldrig mindre. Men mange af dem, de fleste, lykkedes med at få lykkelige liv. Det undede de sig selv. Og dem de mistede, ville nok være de allermest lykkelige over det.

ThatOtherDudeThere at 2024-02-12 10:31:17+00:00 ID: kq2df9w

Som en der selv er blevet kaldt følelsesmæssigt afstumpet og lignende efter tabet af et barn (han nåede at blive lidt over 2 måneder), så vil jeg, personligt, ikke mene at der er noget decideret galt i måden du håndterer dit følelsesliv på. Dog er der garanteret bedre måder at håndtere det på.

Fra min egen oplevelse kan jeg ihverfald kun sige at det sled hårdt på vores forhold at jeg ikke kunne/ville åbne mere op omkring hvordan jeg havde det midt i kaoset, hvilket resulterede i at vi hver især endte med at være utrolige ensomme i vores tosomhed.

Konkurs11 at 2024-02-12 10:03:22+00:00 ID: kq2efvj

Det lyder til at du har været igennem sorgfaserne. Vi er alle forskellige indeni og der er ikke noget der er rigtigt eller forkert ift sorg / miste. Nogle kommer sig aldrig over et tab. Andre finder en god måde at leve videre på.

Du har dårlig samvittighed over du er glad fordi du så virker ligeglad med dit tab? Din kærlighed til din far og dit ufødte barn bliver jo ikke nødvendigvis større af at du lever resten af dit liv i pine og mental elendighed.

Jeg synes du skal glæde dig over at du er kommet så stærkt gennem sorgen. At I har et barn at bruge tid og energi på. Jeg har en ven som har fået sit liv ødelagt af et mistet barn i uge 24 - så ødelagt at de to sunde og raskende og levende børn de har på nu 12 og 14 år har fået deres barndom "ødelagt" og han har ødelagt sit liv på at være i sorg og depression. Selvfølgelig ikke med vilje....men der er kun fokus på døden og det døde barn og ikke på alt det livet ellers har.

ilikeirony at 2024-02-12 11:02:51+00:00 ID: kq2gv1g

Nej, selvfølgelig er du ikke det. Man håndterer følelser forskelligt, uanset hvilke følelser det er. Nogen bliver tynget mere end andre, nogen har behov for at græde og snakke om det, andre skal bare gå og dreje det selv.

Emotional_Ad3710 at 2024-02-12 11:14:27+00:00 ID: kq2h3nu

Du er vist nøjagtigt, som en mand skal være. At du ikke vil spille offer på trods af modgang, gør dig efter min mening til en vaskeægte helt.

Gnaskefar at 2024-02-12 10:41:26+00:00 ID: kq2gw17

Jeg ved ikke hvad det bunder i, men det er som om kvinder ikke mener at man må komme over den slags. Jeg har ikke været igennem det præcis samme, men meget tæt på, med folk tæt på mig.

Ja, det er hårdt, og ja, man skal også videre på et tidspunkt. Men det er som om, man skal videre på deres måde og de skal kunne verificere at man har haft det tilpas hårdt. Måske fordi de føler de altid har det lidt hårdere. Og kan dokumentere det, fordi de hele tiden deler det. Fordi mænd generelt ikke deler den slags, så -som jeg forstår det- bliver det tolket som om man er ligeglad.

Hvilket slet ikke er tilfældet. Til gengæld hvis hvis man går ind i diskussionen og snakker om det, og prøver at forklare man har hver sin måde at håndtere det på, så trækker de samtalen ud, og slutter samtalen af med, at det jo beviser de havde ret.

Det er en diskussion du kun kan tabe.

Du har styr på dit liv, og dig selv og kan derfor komme videre. Det er ikke afstumpet og din kone burde sættes pris på en mand er kan dét.