Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.
Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.
Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.
Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?
Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.
God dag. ☺️
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.
Comfortable-State853 at 2024-02-12 10:33:36+00:00 ID:
kq2dkoxJeg tænker du er helt normal.
Vi mennesker reagerer meget forskelligt på sorg og tab og meget af det er kulturelt bestemt.
Børnesoldater i Afrika lever for eksempel ofte helt almindelige liv, lige indtil en vestlig psykolog får fingrene i dem, så bryder de sammen. Der er også en del studier der viser at folk får det dårligere af at gå til psykolog.
Vi skal huske på at mennesker har prøvet de værste ting i vores evolutionshistorie, alt fra død og drab fra vilde dyr til voldtægter og massedrab.
Vi har en stor evne til at leve videre og det skal vi. På et tidspunkt dukker din sorg eller længsel nok op og så kan du tage det når det kommer. Du behøver ikke føle at du skal føle sorg eller tristhed lige nu.
Der er ingen grund til at sidde som ungt mennesker og have ondt af sig selv, hvis ens liv ellers er godt. Det er når livet ikke er godt og vi har ondt at det er godt at mærke efter.
Johns3n at 2024-02-12 10:40:38+00:00 ID:
kq2e47zAnekdoktal kommentar her: at gå til psykolog redde mit liv og hjalp mig til at komme i kontakt med mine følelser
Comfortable-State853 at 2024-02-12 11:21:12+00:00 ID:
kq2hfo8Samme her, men man skal bare være klar over at man faktisk kan få det rigtig dårligt af at gå til psykolog også. Lone Frank havde en podcast om det.
Det kan så godt være der kommer en katarsis og at man vokser af det, men det kan også være man i hvert fald midlertidigt bliver paralyseret af det og føler man har svært ved at handle autentisk.
Derfor jeg siger, at hvis ens liv ellers fungerer nogenlunde, så behøver ikke alle personlighedstræk analyseres ned til en traumerespons, hvis du forstår hvad jeg mener.