Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.
Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.
Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.
Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?
Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.
God dag. ☺️
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.
SignificanceNo3580 at 2024-02-12 10:02:19+00:00 ID:
kq2b6n0Nej, du er ikke følelsesmæssigt afstumpet. Du har været igennem nogle forfærdelige tragedier, og er kommet ud på den anden side, med en sorg du bærer gennem livet, men som ikke overskygger alt.
Børnedødeligheden er heldigvis meget lav i dag, men for nogle hundrede år siden, var det nærmest normen at have oplevet det tab. Folk levede også videre dengang. Ikke nødvendigvis helt som før, men for de flestes vedkommende gode liv, hvor de kunne håndtere sorgen og “gå ind og ud” af den.
Men at din kone føler at du ikke er god til at tale om dine følelser, det skal du tage alvorligt for dit ægteskabs skyld. Følelsesmæssig intelligens er ikke noget der bare kommer af sig selv, og er man ikke født ind i en familie hvor man lærer det fra barnsben, må man selv gøre ind indsats. Man kan godt føle sig lidt klodset eller akavet undervejs - som en voksen der prøver at lære at cykle - men det er der såmænd ikke noget farligt i.
Når det er sagt, har kognitiv psykologi også vist os, at det ikke nødvendigvis er dem der konstant reflekterer og navlepiller der har det bedst mentalt, tværtimod.
Så alt med måde. Det vil være godt for dig at øve dig i at sætte ord på dine følelser, også selvom det føles akavet i starten. Men det er også godt at du ikke hænger fast i en konstant reflekteren over hver lille ting der sker inde i dig - det er sådan man lever i nuet, og det er det jeres nye barn har brug for.