Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.
Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.
Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.
Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?
Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.
God dag. ☺️
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.
Signalsfromthenoise at 2024-02-12 11:21:46+00:00 ID:
kq2j4s9Nej. Det er du ikke. Din krop og din hjerne passer bare på dig. Jeg har selv mistet min mor tidligt i livet. Senere var en kæreste mig utro. Og for nyligt døde min farfar.
Jeg følte nærmeste ingenting da min mor døde. Og i en årrække efter fyldte det ikke særligt meget. Men da jeg blev forrådt af min eks. Slog det det hul på dæmningen, så at sige. Jeg græd næsten uafbrudt i et par måneder føltes det som. Da min farfar døde, havde jeg en helt naturlig og øjeblikkelig sorg reaktion. I dag græder jeg ofte og det føles forløsende for mig. Så det er slet ikke så lige til, at forstå ens egne reaktioner. Det er ikke sikkert at du kommer til at opleve det samme. Jeg tror bare personligt på, at vi er i stand til, ubevidst, at undertrykke følelser der er for hårde til at rumme i øjeblikket. Hold øje med, om du går og bliver vred over alt og intet, det var det tegn jeg selv oplevede i tiden op til, at der gik hul på sluserne.