this post was submitted on 12 Feb 2024
1 points (100.0% liked)

/r/Denmark

153 readers
1 users here now

GÅ TIL FEDDIT.DK

Kommentarerne du skriver her sendes ikke tilbage til Reddit.

founded 1 year ago
MODERATORS
 

Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.

Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.

Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.

Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?

Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.

God dag. ☺️


Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!

The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.

you are viewing a single comment's thread
view the rest of the comments
[–] [email protected] 1 points 8 months ago

Konkurs11 at 2024-02-12 10:03:22+00:00 ID: kq2efvj


Det lyder til at du har været igennem sorgfaserne. Vi er alle forskellige indeni og der er ikke noget der er rigtigt eller forkert ift sorg / miste. Nogle kommer sig aldrig over et tab. Andre finder en god måde at leve videre på.

Du har dårlig samvittighed over du er glad fordi du så virker ligeglad med dit tab? Din kærlighed til din far og dit ufødte barn bliver jo ikke nødvendigvis større af at du lever resten af dit liv i pine og mental elendighed.

Jeg synes du skal glæde dig over at du er kommet så stærkt gennem sorgen. At I har et barn at bruge tid og energi på. Jeg har en ven som har fået sit liv ødelagt af et mistet barn i uge 24 - så ødelagt at de to sunde og raskende og levende børn de har på nu 12 og 14 år har fået deres barndom "ødelagt" og han har ødelagt sit liv på at være i sorg og depression. Selvfølgelig ikke med vilje....men der er kun fokus på døden og det døde barn og ikke på alt det livet ellers har.