Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.
Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.
Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.
Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?
Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.
God dag. ☺️
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.
PleaseSmileJessie at 2024-02-12 10:29:01+00:00 ID:
kq2d7wuFølelsesmæssigt afstumpet? Nej, jeg tænker du er ret normal. Men mangler du følelsesmæssig intelligens? Du skriver at din kone mener du er dårlig til at snakke om følelser, og at du "ikke gider tale om følelser eller være i dårligt humør".
Det er, for mig, et ret stort tegn på mangel på følelsesmæssig intelligens. Jeg har selv været der, og det gik sådan lidt på denne måde i lang tid: "Jeg forstår ikke mine egne følelser, og jeg er jo normalt glad, så hvorfor skulle jeg tale om følelser jeg ikke forstår, og blive i dårlig humør, når jeg bare kan være glad?"
Mit problem var jo så, og det er selvfølgelig i MIT tilfælde og ikke ensbetydende med at det matcher din situation, at jeg ikke var glad. Jeg fik skabt en form for "glad persona" som tog over når jeg skulle beskytte mig selv. Det betyder ikke jeg ikke kunne være ked af det og føle sorg (har ikke mistet mine forældre eller et barn, men jeg har mistet en forhenværende ven jeg de første 15 år af mit liv tilbragte ~80% af mine vågne timer med, og en tante der var som en mor for mig, hun blev kun 35), men jeg "gad det ikke" og fik det dermed ikke bearbejdet.
Og det havde jeg det fint med, for jeg kunne jo være glad alligevel, ikke? Det var det jeg bildte mig selv ind, og det virkede sgu ret godt, indtil det ikke gjorde. Jeg blev gjort opmærksom på (af partner og familie) at jeg var gået fra at være ret stabil følelsesmæssigt, og reagere på en normal måde når alt gik skidt eller jeg var sur på nogen, til at min jagt på ikke at få følelserne ud og holde mig "glad" fik mig til at bære nag, bruge dagevis på at være sur på folk (og lade som om jeg ikke var det, jeg var jo helt fint "glad"! bare lidt irriteret) og generelt reagere meget mere voldsomt (ikke som i vold, eller tjo, jeg har mishandlet et par varianter af en stor rød stress knap med slag, spark, en bærbar computer og et heksehyl - har ikke været voldelig overfor levende organismer.) når masken faldt.
Anyway, det gik jo lidt væk eftersom min følelsesmæssige intelligens blev større og jeg begyndte at tale om og bearbejde mine følelser. Sidde med dem og kunne genkende dem. Tale med min partner om dem, associere min krops respons på dem med følelserne. Jeg stoppede med at bære nag, jeg blev ikke frustreret over at underlige følelser sneg sig ind i hovedet på mig når jeg jo var glad og havde det fint og ikke gad tale om de "fandens følelser", og mine reaktioner blev langsomt normale igen (stress-knappen røg på genbrugspladsen for et år siden, da den ikke havde været brugt i to hele år).
Nå, nok om mig. Min pointe var ikke at du absolut skulle bearbejde dine følelser på denne måde eller absolut ikke at du skal ændre på dig selv. Min pointe er at din kone har afgivet et klart (ja, jeg ved godt det sikkert har været et hint her og et hint der i mange år og ikke "for helvede, kan vi ikke bare TALE OM DE FØLELSER????" men du ved hvad jeg mener) ønske om at du arbejder på din følelsesmæssige intelligens. Det behøver ikke nødvendigvis være for at du skal løse et problem du selv har, men måske fordi hun savner at du har redskaber til også at genkende og tage hensyn til hvordan hun har det, og hvordan hun er nødt til at løse hendes egne følelsesmæssige problemer.
Igen, du skal ikke føle dig tvunget, men måske det ville være fedt at have nogle flere redskaber i værktøjskassen? Hvis det ikke hjælper dig selv, kan det måske hjælpe din kone, og det gætter jeg på du også gerne vil? Du skal selvfølgelig ikke sidde og lege psykolog for hende eller dig selv, men det går jo begge veje - du skal ikke være professionel psykolog, og derved kræver det heller ikke den mængde arbejde som det kræver at blive professionel psykolog. Ergo er det til at tage og føle på, hvis man har lyst til at arbejde lidt med det.
Men som konklusion vil jeg stadig skrive:
Du er helt normal, og det lader til at du har bearbejdet din sorg på en måde der har landet dig i "resten af livet"-fasen. Du kommer til at have gode dage, og dårlige dage. Og det er godt nok.
Dog vil jeg opfordre dig til at som absolut minimum spørge ind til om din kone har behov for at du bliver mere følelsesmæssigt intelligent, fordi det virker som om det kan være et behov hun har.
Det handler bl.a. om at kunne genkende følelser i sig selv og andre, vide hvordan man bearbejder dem konstruktivt, samt hvordan man kan støtte andre mens de bearbejder deres egne følelser. Det kræver at man taler om dem en gang imellem og nogle gange sidder lidt med dem og bare mærker efter. Hvis det er ubehageligt at gøre, er det vigtigt at gøre det, for så betyder det at du har brug for det også.
EDIT: Jeg vil også lige pointere at mangel på følelsesmæssig intelligens intet har at gøre med om man er "dum" eller "klog" :) det er ganske enkelt en skill man kan mestre, som så meget andet. Men det er en form for intelligens som mange mangler.