CruelLincoln (OP) at 2024-01-31 06:43:28+00:00 ID: ko8zuug

I Sverige var et af de stærkeste argumenter imod en litterær kanon netop, at den ville dræbe elevernes læselyst. Det var svært nok i forvejen at få dem til at læse, så en litterær kanon ville kun være endnu et benspænd. Det litterære niveau i de svenske gymnasier er gennem de senere år begyndt at adskille sig mere fra Norge og Danmark ved at indeholde langt mere ungdomslitteratur og knap så meget klassisk litteratur. Men på trods af at man i Sverige har forsøgt at stimulere elevernes læselyst ved at give mere plads til ungdomslitteraturen, og dermed en mere tilgængelig litteratur, læser de unge svenskere ikke ret meget. Det er altså ikke nødvendigvis en lettere tilgængelig litteratur, der øger elevernes læselyst og -evne.

daft_punked at 2024-01-31 07:35:25+00:00 ID: ko94ibd

Synes nu ellers at Steen Steensen Blicher gjorde et meget godt forsøg....

Fair-6096 at 2024-01-31 07:56:23+00:00 ID: ko96ac0

Jeg synes nu heller ikke alt det morderne læsestof var super spændende. Det er nok svært at finde noget som alle i en klasse kan relatere til. Jeg læser normalt meget til dagligt men det er jo også kun ting jeg selv vælger og har interesse i. Jeg tror ikke, at jeg kunne tvinge mig selv i igennem en vilkårlig bog valgt af en anden person.

Middle_Profile_1784 at 2024-01-31 08:08:24+00:00 ID: ko91n8n

Vi skal erkende, at meget af det, der blev anset som godt før i tiden, ikke var særlig godt.

De gamle forfattere blev betragtet som gode, fordi de var alene om at gøre det, de gjorde. Nu har vi bedre forfattere, der skriver i et sprog, vi forstår.

Lad være med at lære folk, at f.eks. Kierkegaard var god, han var ikke en særlig dygtig forfatter set med nutidens øjne, der var bare ikke rigtig andre dengang.

Appelons at 2024-01-31 07:02:47+00:00 ID: ko971oo

Jeg mindes at læse Iliaden og Macbeth var 2 af de største fornøjelser i min egen gymnasietid og noget hele min klasse generelt glædede sig til undervisning i. Der var selfølgelig altid 1 eller to der ikke fattede formålet. Men de undervisningsforløb vi havde i oldtidskundskab og Engelsk med fokus i de to værker var fantastiske.

RiverbandCamp at 2024-01-31 07:20:34+00:00 ID: ko9dts9

Folkeskolen og gymnasiet dræbte helt min læselyst. Den ene dødsyge dannelsesroman efter den anden. Det var først 10 år senere, at den begyndte at komme igen.

TheGunde at 2024-01-31 09:36:54+00:00 ID: ko99b7u

Nej, det er dårlige læseevner der dræber deres lyst til det.

Grumphh1 at 2024-01-31 07:02:47+00:00 ID: ko98dse

*suk* Old woman yells at clouds.

Men det handler overhovedet ikke om selve indholdet i bøgerne.

Eleverne læser bare ikke, fordi de har "smartphones" og computere, der gør underholdning meget mindre besværlig end at skulle afkode skriftsprog.

Den store forskel fra før er bare, at for nogle årtier siden læste ti procent af danskerne i middelklassen trods alt bøger fordi det hørte til "almendannelsen", hvor middelklassens unger i dag ikke adskiller sig fra underklassen på læsning.

Just_a_firenope_ at 2024-01-31 08:31:55+00:00 ID: ko9977b

Da jeg gik i mellemtrinnet læste jeg alt. Iliaden, prins faisals ring, ringenes herre og silmarilion, Biblen i diverse oplæg, samt en af Platons bøger (som ikke kunne anbefales).

Hvad der dræbte min læselyst var 100% skolereformen. Jeg gik fra at have meget fritid og overskud til at lære mere, til lange dage hvor jeg var udbrændt.

Jeg kan ikke indlæse artiklen, men det er en faktor meget få virker til at have overvejet

TonyGaze at 2024-01-31 08:05:34+00:00 ID: ko9eahs

Prætorius har ret i, at hvis man vil have eleverne på gymnasiet til at læse den klassiske litteratur, tung eller ej, så må man få eleverne til at forstå, hvordan disse såkaldte "klassikere" passer ind i elevernes samtid, og få dem til at forstå, hvordan det er relevant for dem, at læse Strunge eller at læse Kierkegaard. Og der skal mere til, end de gammelborgerlige grundtvigianske dannelsesidealer til, hvis man vil overbevise dem om det. For den slags dannelsesidealer er ikke andet end indlæring af forudbestemte fælles referencerammer, der ikke relaterer eleven til andet, end det forudbestemte pensum, og pensum ikke til andet, end vurderingen af, hvorvidt man nu har forstået det forudbestemte rigtigt.

Som Georg Brandes skrev og sagde for 150 år siden, kan "en levende litteratur kendes på, at den sætter problemer under debat." Eller, sagt med en senere kulturkritikers ord, er litteraturens mission at skabe en levende relation, og et kritisk blik på, vores egne levende omstændigheder (Lukács til Bloch.)

Og så giver jeg Prætorius ret i, at fordybelse kræver tid, og fordybelse kræver også, at man fritages fra faste, forudgivne resultater.

DramaticNet2738 at 2024-01-31 08:21:37+00:00 ID: ko9e5yj

De tunge klassikere var altid nemmere at komme igennem end en novelle af Helle Helle

Magistraten at 2024-01-31 09:35:15+00:00 ID: ko9f3a6

Jeg har selv undervist i engelsk på gymnasiet, og synes personligt at det mest givende ved faget netop er, at introducere eleverne for en levende og global kultur, som de på alle måder er en del af, også selv om vi bor i lille Danmark. At give dem referencepunkter og forståelse for Shakespeare, T.S. Eliot eller Bret Easton Ellis - men også Kendrick Lamar, Wes Anderson eller Dave og/eller Robert Eggers.

Det vigtige er ikke, om literaturen er "svær" eller "let" men om man kan gøre den følelsesmæssigt og forståelsesmæssigt relevant for eleverne. Hvis det "bare" er noget de snakker om fordi de skal snakke om det kommer man ingen vegne. Mine kæreste minder fra faget er de gange, eleverne er blevet tydeligt påvirket - som en elev der talte om at "The Ones Who Walk Away From Omelas" "kom lidt tæt på." Eller chokket i deres ansigter, da vi så et klip fra 12 years a slave. Eller bare ham der blev enormt grebet af far/søn forholdet i Fences.

Det nytter ikke at tale ned til eleverne og begynde at undervise dem i ungdomsliteratur ud fra en tanke om at det da er det, de kan relatere til: Populærkulturen kan i dag alligevel så meget, at man sagtens kan bruge den som udgangspunkt, hvis man har bare det mindste øre til jorden. En film som Everything, Everywhere, All At Once er i virkeligheden en ret svær film at tolke ift. at have et ordforråd så man kan tale om dens virkemidler, men den er også sjov og så underlig, at eleverne faktisk gerne vil forstå den, og den følelsesmæssige effekt kommer helt af sig selv - det at undersøge hvorfor den har den effekt, er det egentlige lærepunkt, og dét, man kan tage videre med sig i livet (og eksamenslokalet).

Og for at være fair, kræver det ~~en meget høj IQ~~ en veludviklet evne til at kunne tolke ironi og subtekst at kunne forstå Rick and Morty - hvis man altså vil diskutere andet end at det er sjovt når manden bøvser og sejt når han skyder med lasere.