PandaH4X0R at 2024-03-19 20:27:47+00:00 ID: kvmra2l

Førstehjælps første punkt...

• stands ulykken.

Dengang jeg gik i skole var det meget simpelt. Hvis man ikke opførte sig ordenligt, så var det udenfor døren - eller helt ud af skolen. Så må kommunen overtage så skolen kan holde fokus på at undervise de resterende elever.

TeosPWR at 2024-03-19 17:41:32+00:00 ID: kvlxddo

Udredning, hjælp, støtte, muligvis specialskole.

Børn er ikke onde eller modbydelige, de reagerer på omgivelserne med de værktøjer de har.

Alt for mange proppes ned i samme kasse, også de runde, de skæve og de trekantede.

mshanne at 2024-03-19 17:38:57+00:00 ID: kvlwwns

Obligatorisk terapiforløb

LuckyAstronomer4982 at 2024-03-19 18:12:59+00:00 ID: kvm31wg

https://nyheder.tv2.dk/samfund/2024-03-19-foraeldre-fortaeller-om-trusler-kvaelertag-og-overfald-de-sagde-de-ville-slaa-min-dreng-ihjel

Her kan læses om endnu en skole

LuckyAstronomer4982 at 2024-03-19 17:49:19+00:00 ID: kvlys7s

Ring til forældrene, det er deres børn. Vil forældrene have hjælp? Så hjælp dem

Hundesnude at 2024-03-19 18:13:25+00:00 ID: kvm34oh

En skole har hjemmel i loven til at må finde en anden skole til et særligt utilpasset barn. Der skal tilbydes undervisning, men det behøver ikke nødvendigvis være på distriktskolen, og før ovenstående gør sig gældende skal barnet/den unge virkelig have optrådt afstumpet.

Lanternestjerne at 2024-03-19 18:14:56+00:00 ID: kvm3eko

Som udgangspunkt så tolererer jeg ikke udadreagerende adfærd i mine klasser - nultolerance.

Havde 3 elever i en 9. Klasse, der kastede rundt med stole efter kammerater , jeg smed dem hjem

Skrev til forældre, satte ledelsen på og gik så til ledelsen og sagde at jeg uden deres tilladelse havde kylet ungerne hjem.

Aldrig hørt et ondt ord fra ledelsen. Har så heller ikke hørt et ord fra forældrene.

Pool_Available at 2024-03-19 18:43:59+00:00 ID: kvm8m5p

Hvor jeg er - kommunalt mellemform - er vi begyndt at kigge på ugeskema revolutionen. Jeg har udelukkende den type elever, som efter 8/9 år i folkeskolen er blevet kylet så meget rundt, at vi er sidste chance for en afgangseksamen. De er så mega misforstået og maksimalt stressede og kommer fra folkeskoler, som med konstante lærerskift har slidt deres tillid til voksne med undervejs med konstant skældud siden 0. Klasse. Hvilke mennesker har nogen chance for at blomstre i det scenarie egentlig?

Afstresning, mindfullness, tid og tillid er centralt for de her elever - de skal på ingen måder presses igennem eller ned i en kasse de ikke hører til. Her er eleven ikke udfordringen, men det kan forældrene tit være. Der må voksensnak til.

VoiceRemote9418 at 2024-03-19 18:42:35+00:00 ID: kvm8d2h

På mine børns skole skelnes der først og fremmest mellem 1) børn med diagnoser, eller mistanke herom, og 2) børn der lider under manglende opdragelse i en sådan grad, at der er grænseløs opførsel, med konsekvenser for resten af klassen.

I første kategori er der rummelighed, tålmodighed og vilje til at finde løsninger.

I anden kategori udøves der 3 chancer pr dag. Efter 3. chance ringes barnet hjem. Der går ikke mange uger før forældrene er tilpas stressede over de daglige opkald, og selv flytter barnet til en anden skole.

Det er ikke en gylden løsning; den gør ikke nødvendigvis noget godt for barnet, men resten af børnene (og lærerne) får luft og kan fokusere på læring og social trivsel. Jeg har set det to gange i to forskellige klasser. Det gjorde underværker.

SilveredUndead at 2024-03-19 19:01:55+00:00 ID: kvmbuy6

Fokus bør i stigende grad være på forældrene, og man bør virkelig stoppe med at holde hånden over de dårlige forældre, bare fordi man er imod at det offentlige griber ind. Hvis dine børn terroriserer andre, er voldelig, og generelt uregerlig, så er det dig som forældre der har fejlet. Du bør få hjælp først og fremmest, men hvis forældrene nægter at tage ansvar, så er de ikke egnede som forældre.

Derudover bør man have fokus på god støtte og coaching af børnene. Forældre kan ikke agere forældre, men man kan sagtens skabe gode forbilleder for udsatte børn, som kan prøve at hjælpe de børn, som var svært udsat for elendige forældre, på vel i den rigtige retning. Det behøver ikke engang at være voksne, og måske det endda kan være gavnligt generelt at give flere muligheder for unge der er godt tilpasset, en mulighed for at lære lidt fra sig. Man har ofte ret meget respekt overfor dem der er et par år ældre end en selv.

Børn bør også generelt have flere muligheder for at søge hjælp. Man er helt tabt som barn lige nu, og hvis man opdager at man har et problem, så er der intet at gøre. Alle veje fører igennem dine forældre på den ene eller den anden måde, og så er der ikke noget at sige til at børn fastholdes i en dårlig opførsel. Man skal have mulighed for at gå til en betroet voksen som har tavshedspligt, især overfor ens forældre.

ComfortBasic3190 at 2024-03-20 10:53:19+00:00 ID: kvpqdci

Man skal vel starte med at skelne mellem børn med en diagnose og uden diagnose. De samme sanktioner kan ikke gælde. Et barn med angst eller ADHD kan du jo ikke sanktionere på samme måde. Så lad os tage barnet uden diagnose, det er vel rimeligt at tage en samtale med barnets forældre først, afklare problematik, problemer i hjemmet eller med barnet. Dernæst afklare om barnet er udsat for mistrivsel hjemme, i skolen eller for mobning. Få et team op omkring barnet med en psykolog ind over. Få løst problemet, for som udgangspunkt er det altså os forældre og jer lærere, der svigter gang på gang.

Så er der økonomien. Kunne forestille mig de færreste skoler kan stille op med ressourcer til at hjælpe hvert eneste barn, der oplever så store problemer i skolen ( og hjemmet ikke mindst) at det er nødsaget til at bryde regler og forstyrre undervisningen.

Vi skal tilbage og kigge på os selv. Hvor god er du som lærer til at lytte og observere, når et barn trækker sig, når et barn er trist, ikke engagerer sig socialt, ikke deltager i undervisningen, ikke griner længere, osv. hvor god er du så til at følge det til dørs? Eller ignorerer du det, fordi du ikke har ressourcerne selv til at følge op på og arbejde med hvert enkelt barn? Fordi du måske endda ved, at skolen ikke har ressourcer eller økonomi til det og forældrene er uopnåelige. Måske er du endda der, hvor du slet ikke ser tegnene længere, for der er alligevel ikke noget at gøre, det er for sent. Nu søger du efter at sanktionere de børn, der er blevet svigtet af os forældre og skolen.

Forældrene har også et ansvar, de skal være tilstede i barnets liv og vise interesse. For mit eget vedkommende, for vi så også tegnene, de startede allerede i vuggestuen, da størstedelen af pædagogerne var udskifter med ufaglærte og afløsere. Det fortsatte i børnehaven med samme problemstilling og det samme i folkeskolen. Vi valgte at omprioritere vores liv. Den ene af os har derfor valgt at arbejde på deltid lige fra børnene var små. Den anden selvstændig ( så højere løn og mere fleksibel arbejdstid) . Javist vi har ikke den samme gode økonomi, men vi har det vi skal bruge, hverken mere eller mindre. Vi prioriterer vores børn i hverdagen, taler med den, følger op med lærere, når barnet udtrykket et problem i skolen. Men igen, vi er nok det man vil kalde ressourcestærke og vi kan jo ikke forlange at den enlige mor eller far, der må knokle R….. ud af bukserne for overhovedet at kunne betale mad og forsøge at opnå de høje krav, der stilles til gadgets, mærketøj, fede sko, ferier mm, kan leve op til det.

Så min pointe er, er vi ikke bare gået alt alt for langt? Har vi ikke bare overskredet en masse menneskelige grænser. Vi kan sgu ikke være det bekendt over for ungerne. Sådan at sanktionere. At udelukke. At straffe. For hvad? For vores manglende konsekvente indgriben, når problemet opstod, dengang Ida ikke kom i skole en uge, dengang Mads ikke ville ud til de andre i pausen og ikke ville sige hvorfor.

Men igen… da jeg var barn, der måtte man klare det hele selv. Jeg blev mobbet. Jeg blev kaldt abe, fordi jeg selvom jeg er dansker var så “uheldig” at blive født med mørkt hår og mørke øjne. Jeg valgte et skoleliv uden socialt liv, for jeg skulle bare have det hele overstået. Men igen, det gjorde mig stærk og jeg klarede det hele selv uden nogen form for professionel hjælp. Fik en god uddannelse havde så gode lærere på mine videregående uddannelser og universitetet at jeg blev stærk fagligt og personligt. Så curler vi i virkeligheden vores unger?

Det godt nok svært at finde ud af hvad der er op og ned i dette emne.

Dog uanset hvad jeg eller min egne kammerater blev udsat for som barn, så er vi bare alle blevet klogere. Og hvorfor ikke hjælpe barnet, når vi kan.

Så en sanktion? Mit svar: Se indad mod dig selv som lærer, tag en samtale med forældre. Vurder. Vælg mindre teams til børnene. Lyt til barnets behov. Har du et barn der begår overgreb mod andre uanset årsag er den rette sanktion, for at skåne de andre børn: ud af denne skole og ind på en anden skole ( dog er der risiko for at problemet flytter med) og et must er psykologisk hjælp til barnet for det er i krise ( af en eller anden årsag vi ikke kender til) men er der tale om et barn, der konsekvent ikke laver lektier, kommer for sent til timen, afbryder lærer, så er det jo en helt anden sag.

God fornøjelse og tak for at være der for vores børn 🙏 vi har selv haft gode lærere til vores børn, de har lyttet og handlet og det lyder til du er på samme måde😊

mandelmanden at 2024-03-20 09:59:45+00:00 ID: kvplg58

Sådan var det også for 30 år siden da jeg gik i folkeskolen.