ComfortBasic3190 at 2024-03-20 10:53:19+00:00 ID: kvpqdci

Man skal vel starte med at skelne mellem børn med en diagnose og uden diagnose. De samme sanktioner kan ikke gælde. Et barn med angst eller ADHD kan du jo ikke sanktionere på samme måde. Så lad os tage barnet uden diagnose, det er vel rimeligt at tage en samtale med barnets forældre først, afklare problematik, problemer i hjemmet eller med barnet. Dernæst afklare om barnet er udsat for mistrivsel hjemme, i skolen eller for mobning. Få et team op omkring barnet med en psykolog ind over. Få løst problemet, for som udgangspunkt er det altså os forældre og jer lærere, der svigter gang på gang.

Så er der økonomien. Kunne forestille mig de færreste skoler kan stille op med ressourcer til at hjælpe hvert eneste barn, der oplever så store problemer i skolen ( og hjemmet ikke mindst) at det er nødsaget til at bryde regler og forstyrre undervisningen.

Vi skal tilbage og kigge på os selv. Hvor god er du som lærer til at lytte og observere, når et barn trækker sig, når et barn er trist, ikke engagerer sig socialt, ikke deltager i undervisningen, ikke griner længere, osv. hvor god er du så til at følge det til dørs? Eller ignorerer du det, fordi du ikke har ressourcerne selv til at følge op på og arbejde med hvert enkelt barn? Fordi du måske endda ved, at skolen ikke har ressourcer eller økonomi til det og forældrene er uopnåelige. Måske er du endda der, hvor du slet ikke ser tegnene længere, for der er alligevel ikke noget at gøre, det er for sent. Nu søger du efter at sanktionere de børn, der er blevet svigtet af os forældre og skolen.

Forældrene har også et ansvar, de skal være tilstede i barnets liv og vise interesse. For mit eget vedkommende, for vi så også tegnene, de startede allerede i vuggestuen, da størstedelen af pædagogerne var udskifter med ufaglærte og afløsere. Det fortsatte i børnehaven med samme problemstilling og det samme i folkeskolen. Vi valgte at omprioritere vores liv. Den ene af os har derfor valgt at arbejde på deltid lige fra børnene var små. Den anden selvstændig ( så højere løn og mere fleksibel arbejdstid) . Javist vi har ikke den samme gode økonomi, men vi har det vi skal bruge, hverken mere eller mindre. Vi prioriterer vores børn i hverdagen, taler med den, følger op med lærere, når barnet udtrykket et problem i skolen. Men igen, vi er nok det man vil kalde ressourcestærke og vi kan jo ikke forlange at den enlige mor eller far, der må knokle R….. ud af bukserne for overhovedet at kunne betale mad og forsøge at opnå de høje krav, der stilles til gadgets, mærketøj, fede sko, ferier mm, kan leve op til det.

Så min pointe er, er vi ikke bare gået alt alt for langt? Har vi ikke bare overskredet en masse menneskelige grænser. Vi kan sgu ikke være det bekendt over for ungerne. Sådan at sanktionere. At udelukke. At straffe. For hvad? For vores manglende konsekvente indgriben, når problemet opstod, dengang Ida ikke kom i skole en uge, dengang Mads ikke ville ud til de andre i pausen og ikke ville sige hvorfor.

Men igen… da jeg var barn, der måtte man klare det hele selv. Jeg blev mobbet. Jeg blev kaldt abe, fordi jeg selvom jeg er dansker var så “uheldig” at blive født med mørkt hår og mørke øjne. Jeg valgte et skoleliv uden socialt liv, for jeg skulle bare have det hele overstået. Men igen, det gjorde mig stærk og jeg klarede det hele selv uden nogen form for professionel hjælp. Fik en god uddannelse havde så gode lærere på mine videregående uddannelser og universitetet at jeg blev stærk fagligt og personligt. Så curler vi i virkeligheden vores unger?

Det godt nok svært at finde ud af hvad der er op og ned i dette emne.

Dog uanset hvad jeg eller min egne kammerater blev udsat for som barn, så er vi bare alle blevet klogere. Og hvorfor ikke hjælpe barnet, når vi kan.

Så en sanktion? Mit svar: Se indad mod dig selv som lærer, tag en samtale med forældre. Vurder. Vælg mindre teams til børnene. Lyt til barnets behov. Har du et barn der begår overgreb mod andre uanset årsag er den rette sanktion, for at skåne de andre børn: ud af denne skole og ind på en anden skole ( dog er der risiko for at problemet flytter med) og et must er psykologisk hjælp til barnet for det er i krise ( af en eller anden årsag vi ikke kender til) men er der tale om et barn, der konsekvent ikke laver lektier, kommer for sent til timen, afbryder lærer, så er det jo en helt anden sag.

God fornøjelse og tak for at være der for vores børn 🙏 vi har selv haft gode lærere til vores børn, de har lyttet og handlet og det lyder til du er på samme måde😊