Jeg faldt den anden dag i sten over nogen billeder af Inuit-tatoveringer, og blev nysgerrig på, hvad de forskellige tegn betyder. Jeg har siden prøvet at google mig frem til det, men desværre uden at blive meget klogere..
Nogen skriver fx at prikker symbolisere deres søskende, hvor andre skriver at prikkerne skræmmer onde ånder væk.. og sådan synes jeg lidt det er, med alle tegnene.
Bestemmer man selv, hvad de forskellige ting betyder? For dét er da lidt forvirrende..
Hvad betyder en zigzag linje på armen i forhold til en lige linje?
Og er der forskel på om man fx er fra vestgrønland i forhold til østgrønland?
Nogen skriver at de har streger på fingrene for at ære Takannaaluk-eller noget, mens andre skriver at stregerne er for deres nevøer/niecer ... Jeg er så forvirret og har så mange spørgsmål 🥺😅
Findes der en bog eller noget om det?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Extra-Calligrapher38 at 2024-02-01 10:56:58+00:00.
lypmbm at 2024-02-01 15:20:25+00:00 ID:
kog0byvJa, jeg hader også vikingetatoveringer og den der latterlige dyrkelse af asatroen. Jeg har ingen respekt for det. Prøv fx at google Johan Christian Nord, der var konservativ præst og højskolelærer, blev radikal nationalist for til sidst at forlade kristendommen til fordel for asatroen. Han har i talrige skriverier hyldet det førmoderne og mytologien som modsætning til det moderne samfund.
Jeg er ligeglad med, hvad Adorno har skrevet.
Og? Moderniteten har udraderet utallige lokale og regionale traditioner og ritualer i Europa. Skal vi også i Europa dyrke vores forfædres levevis for 400 eller 500 år siden? Selvfølgelig ikke. Hvorfor så denne benovelse overfor oprindelige folk? Deres tro og traditioner har kun overlevet, fordi de befandt sig så langt væk fra kernelandene.
Altså, selve betegnelsen oprindelige folk er jo i sig selv problematisk. Hvor oprindelig er grønlænderne egentlig? De nuværende inuitter i Grønland kom jo faktisk relativt sent til Grønland, formentlig efter nordboerne kom til landet.
Dyrkelsen af tiden før koloniseringen som en særlig guldalder, og påstanden om at denne urtid rummer en særlig visdom, er klassisk nationalistisk, som aldrig ville blive accepteret, hvis en hvid dansker sagde det samme. Her er fx en prominent grønlandsk politiker, der bruger en nationalistisk retorik, der er grundlæggende racistisk: Dét bør kritiseres.
Selv formelt set moderate grønlandske politikere dyrker fortiden på en næsten sygelig måde. Alle Grønlands problemer kan forklares med koloniseringen, Danmark er dem, der skaber problemerne. Hvis bare Grønland bliver fri for Danmark, så vil landet blive rent igen og dermed er vejen banet for et nyt utopia. Det er fuldstændig bizart at være vidne til, når man ser de enorme sociale problemer, der er i Grønland. Eksempel på en såkaldt moderater grønlandsk politiker:
TonyGaze at 2024-02-01 15:40:56+00:00 ID:
kog3ouaEn meget kategorisk udtalelse ... Nogle trænger måske til at læse noget Horkheimer.
Men hvis du læser den kommentar jeg referede til med /u/WolfeTones123, så ser du også, og som jeg også gør i topkommentaren, så må diskussionen jo tage udgangspunkt i at man tager højde for de konkrete omstændigheder.
Er det f.eks. nationalistisk og reaktionært, at tage tatoveringskulturen fra Inuit med sig, uden nødvendigvis at tage førkristen inuitmytologi med sig? I sig selv, er tatoveringskulturen jo ikke bundet op på nødvendigvis at man skal påtage sig bestemte trosmønstre eller holdninger, hylde det førmoderne, eller bruge mytologien som våben imod moderniteten, og det, som tatoveringer symboliserer, er jo ting der har en forbindelse til den enkelte tatoveringsbærers liv, hvilket jo egentlig går meget i spænd med modernitetens individualismeideologi. Jo, nogle påtager sig tatoveringer med et decideret religiøst islæt, men det er jo ikke anderledes end hvis en kristen lod sig tatovere med et kristent symbol.
Konstruktivt. Så når der er nogen, altså Adorno og Horkheimer, som præsenterer en tonegivende (muligvis et af det 20. århundredes vigtigste værker,) med en grundlæggende og gennemgribende kritik af det moderne (og for den sags skyld jo også af det førmoderne, derfor memes'ne om Adorno og Odysseus,) så er du bare ligeglad?
Nu er der mange hvide danskere der på forskellige måder beklager sig over det moderne (f.eks. Morten Messerschmidt og Henrik Dahl,) uden at de mister taletid. Der er mange danskere som køber ind på en nationalistisk ideologi, om noget særligt dansk, om sonderweg og hvad ved jeg. Den udtalelse har intet hold i virkeligheden.
Det blev det så sandelig også. Jeg kan da huske at Broberg var enormt diskuteret, både i danske og grønlandske medier, efter den udtalelse. Som wolfetones skrev:
Det var jo ikke konsekvensfrit.
Nu tror jeg du lægger ord i munden på grønlandske politikere som Aki-Matilda Høegh-Dam. Grønland er en postkolonial stat, og de historiske omstændigheder det nutidige Grønland forefinder er, i høj grad, formet af den koloniale historie. Sådan er det også for andre postkoloniale stater. Man kan ikke benægte den enorme indflydelse som kolonitiden har på postkoloniale samfund i dag. Og at Høegh-Dam ønsker en historisk diskussion om de koloniale strukturer (og deres fortsættelse op i samtiden,) er vel intet nyt, eller nødvendigvis kontroversielt?
lypmbm at 2024-02-01 16:39:35+00:00 ID:
kogdqggEnig, konteksten er vigtig, og såvidt jeg kan se, så er der opstået en meget politiseret opfattelse af Grønlands historie, som peger i retning af en ekstrem nationalisme. Pele Broberg har i årevis haft disse holdninger, men han er stadig populær blandt mange grønlændere, det er et problem. Reaktionen mod kolonitiden er simpelthen blevet for ekstrem. Der er da sikkert en del, der får disse tatoveringer uden at abonnere på en ekstrem nationalisme, men det er svært at forestille sig disse to fænomener som fuldstændig løsrevet.
Jeg er ligeglad med Adorno i den forstand, at jeg ikke anerkender ham som en særlig autoritet. Hans kritiske analyser er en del af en gammel og kompliceret debat, og jeg støtter mig ikke til nogen særlig analytiker. Jeg er grundlæggende glad for moderniseringen, fordi den har medbragt demokrati, frihed og velstand, men der er selvfølgelig også en masse skyggesider. Dens iboende tendens til ensliggørelse af kultur er problematisk, men det er noget, som ikke er unikt for tidligere koloniserede. Og svaret bør i hvert fald ikke være en aggressiv nationalisme, men en demokratisk og opbyggelig nationalisme.
Men Aki Mathilde Høegh-Dams udlægning er en ekstrem politiseret historieforståelse, der fx ikke anerkender, at mange i den grønlandske elite jo faktisk støttede moderniseringen af Grønland, selvom det også havde nogle negative konsekvenser. Det afspejler sig i løsrivelsesdebatten, der er fuldstændig uden klangbund i virkeligheden. En pludselig løsrivelse vil være en økonomisk og social katastrofe for Grønland og vil formentlig medføre, at tusindvis af grønlændere vil flytte til Danmark, fordi der er bedre muligheder i Danmark og mange har allerede familie og venner i Danmark. I stedet for at ønske konstruktiv udviking af Grønland og båndet til Danmark, så er man grotesk fikseret på løsrivelsen som svaret på alle Grønlands grundlæggende problemer. Det er en farlig vej.
WolfeTones123 at 2024-02-01 15:51:04+00:00 ID:
kog2r0iEnig, det skal det, og det blev det også gjort. Oppositionspartierne tog afstand fra Brobergs idéer og Atassut udtrykte mistillid til ham. Múte B. Egede afskedigede Pele Broberg fra stillingen som naalakkersuisoq efterfølgende.
Egentligt er jeg grundlæggende enig i, at en dyrkelse af fortiden, som var den særligt ren og hellig, bør anfægtes og kritiseres, men samtidig kan den identitet, der opbygges i et land, som har været kulturelt formet af andre kulturer, og som folk i tidligere kolonier især prøver at opbygge, sagtens gribe ud efter idéer om en tabt eller nedbrudt identitet, uden at det nødvendigvis er problematisk. Det gør man fx i oppositionen i Hviderusland som en del af demokratiseringskampen, der unægteligt indebærer en afstandtagen fra russisk indflydelse. For målet er ikke nødvendigvis at tilbageføre noget gammelt, men at skabe noget nyt.
Problemerne med grønlandsk nationalisme, når vi snakker eventuel selvstændighed, synes jeg generelt, vi har tendens til at undervurdere. Men hvis folk vil kippe med dannebrog, lade sig tatovere eller bære torshammerhalskæder, i et forsøg på at forme egen identitet, har det så en iboende problematik?
lypmbm at 2024-02-01 15:56:15+00:00 ID:
kog69xiNej, det er fint nok, så længe det er en demokratisk nationalisme, men når man følger løsrivelsesdebatten i Grønland, så kan man komme i tvivl, om der stadig er tale om en demokratisk nationalisme. Jeg synes, det er fint, at grønlandske politikere kan tale grønlandsk i folketinget, da folketinget ikke kun er danskernes parlament, men også rigsfællesskabets parlament, men der er også flere eksempler på, at kritikken af Danmark bliver ekstrem hadsk, fordi der er sket en ekstrem politisering af historieforståelsen på Grønland.
WolfeTones123 at 2024-02-01 16:07:44+00:00 ID:
kog884hChauvinisme er altid i vores interesse at bekæmpe, enig, men at visse grønlandske politikere kan være bidske i tonen, er ikke nødvendigvis i den kategori. Det er diskussionen om den dansk-grønlandske-relation, både i et historisk og nutidigt perspektiv, heller ikke nødvendigvis.
På en eller anden måde tror jeg, det altid vil være hårdt, smertefuldt, kontant osv., når der snakkes om forholdet mellem en tidligere koloni og kolonimagten, især når førstnævnte stadig er underlagt den sidstnævnte stat. Vores job, både for grønlændere og danskere, og også os som historikere, er ikke at lade samtalen forløbe ukritisk og uanfægtet eller forstene i blind nationalisme.
Dette gælder i øvrigt begge sider af sagen. Vi har ligeså stor interesse i at anfægte fx Thorkil Kjærgaards insisteren på, at Grønland ikke var en dansk koloni, som vi har i at anfægte Pele Brobergs etnonationalistiske idéer.
lypmbm at 2024-02-01 16:16:00+00:00 ID:
kog9mqtStort set enig i det hele, men jeg savner nok grundlæggende en mere kritisk tilgang til den historieforståelse, som grøndlandske politikere præsenterer. Måske navnlig fra faghistorikere, men det sker sjældent. Og nej, Thorkild Kjærgaard anerkender jeg ikke som en rigtig faghistoriker i denne henseende.