lypmbm at 2024-02-01 16:39:35+00:00 ID: kogdqgg

Enig, konteksten er vigtig, og såvidt jeg kan se, så er der opstået en meget politiseret opfattelse af Grønlands historie, som peger i retning af en ekstrem nationalisme. Pele Broberg har i årevis haft disse holdninger, men han er stadig populær blandt mange grønlændere, det er et problem. Reaktionen mod kolonitiden er simpelthen blevet for ekstrem. Der er da sikkert en del, der får disse tatoveringer uden at abonnere på en ekstrem nationalisme, men det er svært at forestille sig disse to fænomener som fuldstændig løsrevet.

Jeg er ligeglad med Adorno i den forstand, at jeg ikke anerkender ham som en særlig autoritet. Hans kritiske analyser er en del af en gammel og kompliceret debat, og jeg støtter mig ikke til nogen særlig analytiker. Jeg er grundlæggende glad for moderniseringen, fordi den har medbragt demokrati, frihed og velstand, men der er selvfølgelig også en masse skyggesider. Dens iboende tendens til ensliggørelse af kultur er problematisk, men det er noget, som ikke er unikt for tidligere koloniserede. Og svaret bør i hvert fald ikke være en aggressiv nationalisme, men en demokratisk og opbyggelig nationalisme.

Men Aki Mathilde Høegh-Dams udlægning er en ekstrem politiseret historieforståelse, der fx ikke anerkender, at mange i den grønlandske elite jo faktisk støttede moderniseringen af Grønland, selvom det også havde nogle negative konsekvenser. Det afspejler sig i løsrivelsesdebatten, der er fuldstændig uden klangbund i virkeligheden. En pludselig løsrivelse vil være en økonomisk og social katastrofe for Grønland og vil formentlig medføre, at tusindvis af grønlændere vil flytte til Danmark, fordi der er bedre muligheder i Danmark og mange har allerede familie og venner i Danmark. I stedet for at ønske konstruktiv udviking af Grønland og båndet til Danmark, så er man grotesk fikseret på løsrivelsen som svaret på alle Grønlands grundlæggende problemer. Det er en farlig vej.