WolfeTones123 at 2024-02-01 15:51:04+00:00 ID: kog2r0i

. Her er fx en prominent grønlandsk politiker, der bruger en nationalistisk retorik, der er grundlæggende racistisk: Dét bør kritiseres.

Enig, det skal det, og det blev det også gjort. Oppositionspartierne tog afstand fra Brobergs idéer og Atassut udtrykte mistillid til ham. Múte B. Egede afskedigede Pele Broberg fra stillingen som naalakkersuisoq efterfølgende.

Egentligt er jeg grundlæggende enig i, at en dyrkelse af fortiden, som var den særligt ren og hellig, bør anfægtes og kritiseres, men samtidig kan den identitet, der opbygges i et land, som har været kulturelt formet af andre kulturer, og som folk i tidligere kolonier især prøver at opbygge, sagtens gribe ud efter idéer om en tabt eller nedbrudt identitet, uden at det nødvendigvis er problematisk. Det gør man fx i oppositionen i Hviderusland som en del af demokratiseringskampen, der unægteligt indebærer en afstandtagen fra russisk indflydelse. For målet er ikke nødvendigvis at tilbageføre noget gammelt, men at skabe noget nyt.

Problemerne med grønlandsk nationalisme, når vi snakker eventuel selvstændighed, synes jeg generelt, vi har tendens til at undervurdere. Men hvis folk vil kippe med dannebrog, lade sig tatovere eller bære torshammerhalskæder, i et forsøg på at forme egen identitet, har det så en iboende problematik?