t-licus at 2024-03-20 20:36:46+00:00 ID: kvsec6c

For det første: stor sympati herfra, det er en hård situation at stå i. Jeg er faktisk selv i en meget lignende situation, dog er det min bedstefar der for nyligt er død og min mor der er dement. Døden i sig selv er jeg relativt godt vant med, da jeg har mistet mange familiemedlemmer allerede selvom jeg kun er et par år ældre end dig (min bedstefar var den sidste af sin generation, og min moster er allerede borte), men demens er en modbydelig ting at slås med. Hvis du tilfældigvis bor i Københavns Kommune vil jeg anbefale at kontakte det kommunale Center for Demens. De har forskellige vejledningsmuligheder og pårørerendegrupper. Andre kommuner har også forskellige tilbud, men Københavns er det jeg er bekendt med og ifølge Rigshospitalet (hvor min mor blev henvist fra) det mest avancerede sådanne center i landet.

Derudover er vil mit bedste råd være at tale med din læge om det du slås med og få en henvisning til psykolog. Modsat hvad andre her i tråden lader til at have oplevet er min (meget nylige) erfaring at man ikke behøver nogen sundhedsforsikring for at få henvisning og nedsat pris (jeg betaler i omegnen af 350 kr pr besøg), og hvis man ikke er religiøs er der ikke så frygteligt mange andre steder at vende sig hen i vores samfund.

Og derudover synes jeg du skal vende det med din (heldigvis) store familie hvis du ikke allerede er godt i gang med det. Du er sikkert ikke den eneste der er påvirket af situationen.

Chiliconkarma at 2024-03-20 19:55:13+00:00 ID: kvs6wu4

.... Ens hjerte kan godt gå i atomer. Det gør er smertefuldt at miste og det er der ikke så meget at gøre ved.

Du kan se på hvordan andre forholder sig til følelserne eller ikke gør, så du ved lidt om hvad du måske vil føle.

Du kan tale med dine kære om din frygt.

Du kan prøve at udtrykke hvad du føler? I kunst? Samtale? Med en psykolog?

Men altså, det er en skræk som er dybt menneskelig og man kan stirre sig blind på, for det bliver ikke til nogen mild og overskuelig virkelighed.

rombo-q at 2024-03-20 19:33:55+00:00 ID: kvs33se

Du lyder meget normal i mine øre. Døden er et hårdt faktum og hvis du ikke rigtig har stiftet bekendtskab med den endnu så er det klart, at det fylder meget. Det gør det også for mig, men jeg forsøger at trøste mig ved at alting har en ende og det faktisk er døden som gør livet så smukt. Hvis jeg var dig gik jeg til min lokale præst. De ved overraskende meget om emnet og er der iden grad for en som dig. Du behøver ikke være troende for at få noget ud af det.

th_smartguy at 2024-03-20 19:35:55+00:00 ID: kvs3gif

Ja. Det har jeg. Jeg lider selv af angst, men er efter tre år efterhånden et sted, hvor jeg har det godt 98 pct. af tiden.

Det første du skal vide, er, at angsten er et livsvilkår. Vi er nogle mennesker, som pga. tilfældigheder, gener og vores opvækst er lidt neurotisk/bekymret anlagt. Og for de af os, der er sådan, vil angsten altid være der.

Så du skal først og fremmest begynde at kultivere ideen om, at din angst måske aldrig går væk. Tilgengæld kan den blive en ok "livspartner", som der også er gode sider af.

Den bedste hjælp du kan få er hos en psykolog, der har forstand på angst. Her er der to behandlingsformer; meta-kognitiv terapi og kognitiv terapi. Jeg har positive oplevelser med begge, men førstnævnte lader til at være mest.populær.

Hvis du er medlem af sygeforsikring Danmark bør du tage til læge og få en henvisning til psykolog. Herefter kan du få.økonomisl hjælp via din sygeforsikring. Den kan også.være, at din arbejdsgiver eller pensionskasse har en ordning vedrørende angst. Heldigvis er det et område, som mange er begyndt at tage alvorligt.

Angst og OCD går hånd i hånd med stress. Og lige bag dem kommer deres voldsomt "grimme veninde", depressionen. Så det kan være alvorligt, hvis du ikke.gør.noget.

MEN LAD VÆRE MED AT TAGE MEDICIN MOD ANGST. .

c97hristian at 2024-03-20 19:34:25+00:00 ID: kvs36xp

Jeg prøver generelt kun at bekymre mig om ting som jeg har en indflydelse på. Det er nemmere sagt end gjort, men det hjælper med at bruge energien på de ting der kunne gøre en forskel.

Mindsettet er nok en meget stor del af det, men du kunne måske prøve at tænke hvordan får du det bedste ud af den tid de har tilbage. Sørg for at få fortalt historier, fortæl dem hvor meget de betyder for dig, måske få lavet nogle gode minder sammen. Istedet for at sørge over den tid man har mistet, så prøv at fejre den man har. Ingen ved hvor lang tid man har tilbage, så det handler om at leve i nuet.

One-Equivalent-5070 at 2024-03-20 20:14:00+00:00 ID: kvsa9jc

Er du stresset eller har for mange bolde i luften. Kan godt få glimt at det når det hele går for hurtigt en gang i mellem.

Ellers skal du passe på med at dyrke tankerne for meget, det bliver det ikke bedre af. Dyrk noget motion, vær social.

SerialSpice at 2024-03-20 20:12:58+00:00 ID: kvsa37k

Du lider af angst. Jeg ville gå til lægen og få en henvisning til psykolog. Man får tilskud med lægehenvisning.

Single-Imagination19 at 2024-03-20 20:27:24+00:00 ID: kvscnwl

Til lægen og få henvisning til en psykolog. Jeg er selv blevet meget sensitiv omkring min far hvis jeg ikke lige høret fra ham, han tager lang tid om at svare på en sms - har tilmed haft mareridt om at han kom ud for en ulykke mens han arbejdede. Det er kommet efter jeg mistede min mor i januar, jeg ville ønske jeg kom til psykolog inden så jeg bedre kunne bearbejde sorgen inden jeg mistede hende.

Valuable-Glass-1592 at 2024-03-20 20:49:06+00:00 ID: kvsgjwz

Men verden går i stykker når man mister nogen man elsker - intet er det samme mere. Men det betyder altså ikke at man ikke finder en vej, for det gør man, omend den kan være usandsynlig svær at se i situationen. Jeg har mistet alle bedsteforældre og min far i mine spæde teenage år.

De seneste par år har også budt på mange dødsfald. Den seneste for en måned siden. Jeg er gået i stykker (igen), men jeg ved også at det bliver bedre hvis jeg giver sorgen tid og plads. Jeg er også skide bange for at miste hvad jeg har, men jeg kan ikke lade det fylde for jeg har ingen indflydelse på det.

Men der er aldrig noget galt med at få talt med nogen om det, det overvejer jeg kraftigt selv at gøre igen. Til lægen med dig, man skal aldrig være ked af at bede om hjælp 🫶🏼

Open_Aerie_5435 at 2024-03-20 20:45:43+00:00 ID: kvsfxxg

Tak for at belyse dette emne. Det er så relaterbart, og jeg står i en lignende situation som dig. Jeg har valgt at søge hjælp for at få nogen redskaber til at takle angsten bedre, så det på sigt forhåbentlig ikke fylder hele min hverdag. Jeg føler med dig og ønsker dig alt det bedste 🫶🏼

RealFakeLlama at 2024-03-20 19:45:18+00:00 ID: kvs54v3

Det lyder som alm tanker med tilsat angst. Det kan du godt tage til lægen med, og forhører dig om, om man kan gøre noget så det ikke sætter sig fast. Læges giver sikkert en henvisning til en psykolog. Den henvisning giver rabat til en privat praktiserende psykolog (hvis du er medlem af sygesikring Danmark vist nok).

Du kan også snakke med din chef. Alvorlig sygdom i familie kan lede til stress hvis man ikke får passet på sig selv ordenligt. Måske chefen kan hjælpe eller måske har I en sundheds forsikring der kan give psykologhjælp. Værd at prøve.

DonRebellion at 2024-03-20 20:01:42+00:00 ID: kvs82z1

Nyde enhver stund med dem mens de stadig er her :) Jeg tror ikke man kan forberede sig på at miste sine bekendte. Det rammer alle. Men du skal huske på at du har en familie som forhåbentlig står sammen, som du kan sørge med, elske med og dele minder sammen med. Det må du aldrig tage for givet.

Jeg håber du overvinder din frygt på den ene eller anden måde. Måske kan psykolog hjælpe, eller familien hvis du lufter tankerne ud for dem. Det vil helt sikkert hjælpe hvis du har nogen at snakke med. At tie gør bare tankerne endnu værre xD

OzzyOsbourne_ at 2024-03-20 21:14:17+00:00 ID: kvsou8q

Jeg har selv haft de samme tanker som dig, og det er bare ikke fedt at vide, at man på et eller andet tidspunkt er nødt til at sige farvel. Jeg er om alt ikke specielt troende eller en konspirations teoretiker, men tanken om at der er noget efter døden, og håbet om at man mødes igen har ændret mit syn på det, og bare håbet om det, gir en form for tryghed i tanken om død - håber det giver mening.

Slibestenenen at 2024-03-20 20:49:06+00:00 ID: kvsl1jd

Ingen af vores liv varer evig. Vores eget. Vores elskede. Vi kommer alle til at miste alt med tiden.

Laotzeiscool at 2024-03-20 21:35:43+00:00 ID: kvsrnac

Jeg mistede min far for få år siden. Det var surrealistisk og hårdt, bl.a. fordi der var en masse bitterhed over alt det jeg følte jeg ikke oplevede sammen med ham. Han var altid mentalt fjern, en fremmed, og jeg virkede ikke til at interessere ham, men kan se at han nok havde nogle ret alvorlige ting i bagagen, at han var lidt ødelagt grundet sin egen opvækst. Men han satte desværre en ære i at skjule sine følelser og have en problemfri/fjollet facade.

Min mor er delvist dement, så det er småt med kommunikationen. Har ingen bedsteforældre tilbage.

Men som altid bliver det hverdag igen, livet fortsætter, og man affinder sig med sin nye situation.

Og heldigvis har jeg kone og børn.

larholm at 2024-03-20 22:12:41+00:00 ID: kvsvc7a

Indlægget er fjernet. Fra vores regler:

Indholdet af indlæg på /r/Denmark skal hovedsageligt handle om Danmark, danskere eller danske forhold.

Derudover fjerner vi indlæg der ikke har relevans for den brede befolkning, men kun én dansker, ligesom vi fjerner indlæg der omhandler problemer der kan løses ved at søge på Google eller ringe til dem man har et spørgsmål til.

Selvom indholdet ikke er relevant for /r/Denmark, kan det stadig godt have sin plads på andre danske subreddits. Vi anbefaler disse:

• /r/DKbrevkasse
• /r/DKstudie
• /r/DKkarriere
• /r/foraeldreDK
• /r/DKfinance
• /r/DKtechsupport
• /r/Madoplevelser
• /r/SelvgjortVelgjort
• /r/WomenDK
• /r/DKmandemand

For at gøre plads til indhold som i begrænset omfang er relevant for r/denmark tilbyder vi faste ugentlige tematråde. Bedøm eventuelt om indholdet passer bedre ind i en af disse tråde. Trådene finder du i sidebaren!

Har du spørgsmål eller kommentarer til dette, kan du skrive en besked til os igennem modmail.

estanie at 2024-03-20 21:30:59+00:00 ID: kvso05i

Det er præcis 2 år siden min far døde. Ud af det blå blev han 15 mdr. forinden pludselig syg i julen og de fandt en svulst, som viste sig at være uhelbredelig kræft. Vi fik at vide med det samme at han ikke ville overleve. Spørgsmålet var bare, hvor længe der ville gå, før han var væk. Der gik så 15 mdr.

Min familie havde ikke andre muligheder end at lære at VÆRE i det sammen med ham. Være i angsten med ham. Og så endda under Covid-krisen og frygten for alt det shit.

Her to år senere er vi stolte af, at vi formåede det. Jeg savner ham uendelig meget. Jeg blev gift for 6 mdr. siden. Vi ville ikke vente unødvendigt. Det var allerede alt rigeligt, at han ikke kunne være med. Andre skulle ikke nå at dø også.

Men ved du hvad? Folk er seje, og kan så uendelig meget mere, end de tror, når livet og døden rammer.

Min bryllupsdag var fantastisk - selv uden min far. Min mor klarer sig godt i sit nye liv - selv uden min far.

Vi klarer os - mig og mine søskende - selv uden min far.

Og det gør vi, fordi han var min FAR, mens han var her.

Og jeg vil hellere have elsket og miste end aldrig have haft nogen så tæt på. Det er ALT! Jeg havde ikke en far, der blev 90. Men jeg havde en far 110%, så længe han var her.

Og jeg kan bruge det til at leve 110% selv.

Lad ikke angsten for at miste forhindre dit liv. Da min far var død, sagde min mor, at han havde talt meget om, hvor godt det var at se os børn leve, mens han var syg. At det gav ham tryghed at vide, at vores liv skulle leves, selv når han ikke var der mere. At vi kunne.

I dag er jeg stolt. Jeg savner ham uendeligt meget. Men jeg er stolt af at vi turde - og tør - leve uden ham.

Tilføjelse: 4 uger efter hans diagnose fik jeg en angstdiagnose og startede i behandling med det samme. Min psykolog har fulgt mig siden. Ikke så ofte længere - ca. hver 4-6 uge, men angstdiagnosen har jeg ikke længere. Vi har arbejdet aktivt med netop at lære at leve med angsten, fordi den er et livsvilkår, der aldrig helt forsvinder. Men fremfor at lade den spille en hovedrolle i ens liv, kan man lære at tænke på den som en person, der følger lidt med fra sidelinjen, men aldrig helt får lov til at blande sig i det, der er vigtigt. Og det er den accept, der vil kunne hjælpe dig med at finde mere ro.

Du skal det her igennem sammen med dine kære. Det er ikke til at komme udenom. Man kan ikke tage en pille for det. Man kan ikke skrue tiden tilbage. Man kan ikke tage en tryllestav frem og trylle det væk. Men jeg LOVER dig at man kan lære at være i det.