Hej alle.
Jeg ved ikke om forummet et det rigtige - men jeg prøver, da mine tanker fylder.
Jeg er en kvinde på 34 år, som aldrig har mistet nær familie. I mine unge år mistede jeg venner - hvilket også var et stort tab. Men jeg har aldrig mistet et menneske, som har været her igennem hele mit liv.
Mine oldeforældre døde alle da jeg var helt lille, så dem husker jeg ikke.
Desværre er det sådan, at min fantastiske bonusfar og vidunderlige morfar nu begge er blevet alvorligt syge.
Min bonusfar er ramt af hjerteproblemer og er i stor risiko for blodpropper mm. Han har været der igennem hele min ungdom. Trøstet mig ved kærestesorger, hevet stikket ud af min CD afspiller når han fik nok, af Celine Dion, delt alle de vigtigste øjeblikke med mig og altid troet på mig og min vilje. Vi er et sjovt makkerpar af dårlig humor og skøre idéer.
Min morfar er desværre voldsomt ramt af demens. Han husker mig endnu, men det hele går for hurtigt og voldsomt nedad bakke. Min morfar som jeg i hele min barndom holdte de længste og mest mindeværdige sommerferier med. Ture til Blåvand og Tyskland, alt imens vis skrålede med på Giro 413 og hørte Danmarksmester. Når vi sad i kælderen og snakkede med de andre fra walkieklubben fra morfars walkie. Eller når vi prøvede at blive bedste venner med pindsvinene hele sommeren.
Jeg har begge forældre, farmor og farfar, mormor og morfar - alle mine søskende. Jeg ved jeg er heldig og jeg sætter stor pris på hver dag med dem. For ti år siden flyttede jeg ind i boligen ved siden af min farmor og farfar. Jeg nyder at trisse ind og drikke aften kaffe og spise tør kanelsnegl.
Ovenpå min bonusfar og morfar sygdomme, er jeg blevet ramt af voldsom angst. Angsten for at miste. Jeg er så bange for, at hele min verden går i stykker og mit hjerte går i atomer.
Tanken kommer til mig flere gange om ugen. Jeg bliver ked af det og tankerne kører.
Jeg har i 14 år arbejdet som SSA, så døden er bestemt ikke ukendt for mig - men for mine nære pårørende er den ukendt.
Kan lægen gøre noget, eller skal jeg bare direkte til psykolog? Jeg bruger så meget tid med min familie, som jeg kan - og jeg ved godt at vi alle en dag skal i jorden, så helt naiv er jeg ikke.
Har i gode idéer til, hvordan jeg tackler det her, fordi det æder mig op.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Melodic_Gur9729 at 2024-03-20 19:21:45+00:00.
estanie at 2024-03-20 21:30:59+00:00 ID:
kvso05iDet er præcis 2 år siden min far døde. Ud af det blå blev han 15 mdr. forinden pludselig syg i julen og de fandt en svulst, som viste sig at være uhelbredelig kræft. Vi fik at vide med det samme at han ikke ville overleve. Spørgsmålet var bare, hvor længe der ville gå, før han var væk. Der gik så 15 mdr.
Min familie havde ikke andre muligheder end at lære at VÆRE i det sammen med ham. Være i angsten med ham. Og så endda under Covid-krisen og frygten for alt det shit.
Her to år senere er vi stolte af, at vi formåede det. Jeg savner ham uendelig meget. Jeg blev gift for 6 mdr. siden. Vi ville ikke vente unødvendigt. Det var allerede alt rigeligt, at han ikke kunne være med. Andre skulle ikke nå at dø også.
Men ved du hvad? Folk er seje, og kan så uendelig meget mere, end de tror, når livet og døden rammer.
Min bryllupsdag var fantastisk - selv uden min far. Min mor klarer sig godt i sit nye liv - selv uden min far.
Vi klarer os - mig og mine søskende - selv uden min far.
Og det gør vi, fordi han var min FAR, mens han var her.
Og jeg vil hellere have elsket og miste end aldrig have haft nogen så tæt på. Det er ALT! Jeg havde ikke en far, der blev 90. Men jeg havde en far 110%, så længe han var her.
Og jeg kan bruge det til at leve 110% selv.
Lad ikke angsten for at miste forhindre dit liv. Da min far var død, sagde min mor, at han havde talt meget om, hvor godt det var at se os børn leve, mens han var syg. At det gav ham tryghed at vide, at vores liv skulle leves, selv når han ikke var der mere. At vi kunne.
I dag er jeg stolt. Jeg savner ham uendeligt meget. Men jeg er stolt af at vi turde - og tør - leve uden ham.
Tilføjelse: 4 uger efter hans diagnose fik jeg en angstdiagnose og startede i behandling med det samme. Min psykolog har fulgt mig siden. Ikke så ofte længere - ca. hver 4-6 uge, men angstdiagnosen har jeg ikke længere. Vi har arbejdet aktivt med netop at lære at leve med angsten, fordi den er et livsvilkår, der aldrig helt forsvinder. Men fremfor at lade den spille en hovedrolle i ens liv, kan man lære at tænke på den som en person, der følger lidt med fra sidelinjen, men aldrig helt får lov til at blande sig i det, der er vigtigt. Og det er den accept, der vil kunne hjælpe dig med at finde mere ro.
Du skal det her igennem sammen med dine kære. Det er ikke til at komme udenom. Man kan ikke tage en pille for det. Man kan ikke skrue tiden tilbage. Man kan ikke tage en tryllestav frem og trylle det væk. Men jeg LOVER dig at man kan lære at være i det.
Flowerpuffle at 2024-03-20 21:56:46+00:00 ID:
kvsskoq❤️