manfredmannclan at 2024-01-31 15:43:33+00:00 ID: koc235x

Bla. Bla. Bla. Havde du også haft det bedre på et fattigt koreansk børnehjem? Måske indisk?

Faktum er at mange børn på børnehjem, i fattige lande, er hjerneskadet grundet omsorgssvigt. Så er det måske bedre at være lidt teenage sur på sine adoptivforældre i danmark.

t-licus at 2024-01-31 18:47:41+00:00 ID: kobh5oe

Nu er jeg hverken adopteret eller adoptivforælder, så det kan godt være at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. Men…

Der er rigtig mange af de her historier i medierne for tiden, og selvom jeg anerkender at folk har ret til at føle hvad de føler, kan jeg ikke lade være med at tænke at der er en usund grad af “græsset er grønnere på den anden side”-mentalitet i den måde visse adoptivbørn taler om deres hypotetiske “andet liv.” For nej, selvfølgelig er det ikke ideelt at blive fjernet fra sine forældre og vokse op langt borte fra det sted man er født. Og selvfølgelig er de sager om svindel i adoptionsverdenen der er kommet frem de seneste år uacceptable. Men det virker ofte som om det ikke rigtig er det, det handler om i historier som denne.

Der bliver malet et billede af et tabt liv i “hjemlandet,” et hvor man ville have passet ind hos “sine egne,” havde haft ægte kærlighed, hvor man ville have følt sig hjemme på en næsten metafysisk måde. Hvor alting ville have været bedre. Og selvom jeg ikke er psykolog har jeg svært ved at se at det er sundt at tænke sådan.

Måske er det selve adoptionen der skaber utopien. Det er klassisk at børn fantaserer om at være forbyttede og pludselig blive fundet at deres “rigtige” familie. Men for adoptivbørn er det en kendsgerning at der findes en alternativ virkelighed, og måske får det fatamorganaet om det “andet liv” til at vokse.

Sandheden er bare at livet ofte er et valg mellem pest eller kolera. Der er masser af mennesker med “rigtige” familier, der fødes ind i ulykkelige omstændigheder eller ender i dem med tiden. Ens forældre kan dø, de kan være narkomaner, man kan blive misbrugt eller vanrygtet eller tæsket. I den mildere ende kan forældrene blive skilt, man kan blive mobbet og ikke føle at man hører til nogen stedet, eller man kan have så store uenigheder med sin familie at man ikke længere taler med dem. Og så er der alt det andet der kan gå galt i livet - sygdom, konkurs, skilsmisse, infertilitet, arbejdsløshed, etc etc.

Vi drømmer allesammen om det perfekte liv, men for langt de fleste af os handler det om at få det bedste vi kan ud af den bunke lort livet serverer for os. Ting går i stykker, der aldrig kan erstattes, og det bedste vi kan gøre er at klinke det så godt vi kan.

Jeg kan ikke sige om adoption nogensinde er den bedste mulighed. Jeg siger heller ikke at adoptivbørn skal være “taknemmelige.” Og selvfølgelig har adoptivbørn ret til deres følelser. Men det her scenarie, som jeg har hørt mange gange, hvor det virkelige levede liv bliver sat op imod et utopisk fatamorgana om den “rigtige” familie i oprindelseslandet… jeg tror ikke det er sundt. 

…og kan vi så i øvrigt for helvede ikke holde op med at mobbe børn der ser “anderledes” ud og få dem til at føle at de ikke hører til? Hold nu for helvede op med det pis.

glitterandbitter at 2024-01-31 15:18:49+00:00 ID: kobisp3

Jeg har en bekendt, som er adopteret fra Indien, som giver udtryk for stort set det samme. Angiveligt skulle en transnational adoption være noget nær det værste man kan blive udsat for, og det traume der opstår skulle give permanente ar på sjælen.

Jeg må indrømme at jeg har lidt svært ved at forstå det til fulde og logikken glipper også lidt for mig, ift. at det skulle være værre end at opleve en eventuel sultedød, men… Jeg er en blegfed dansker. Jeg er ikke blevet adopteret, og jeg har - af gode grunde - ikke den samme erfaring som min bekendte. Jeg ser situationen med et helt andet sæt briller på.

Jeg ved det sgu ikke. Måske man bare skulle lade være med at adoptere fra andre lande end Nordeuropa.

trickortreat89 at 2024-01-31 15:43:33+00:00 ID: kobqaud

Nu ved jeg godt at menneskehandel er en ting og den er rigtig svær at komme til livs i forbindelse med international adoption og dette er forfærdeligt. Når det så er sagt kan jeg ikke lade være med at tænke på hvor mange børnehjem der findes derude hvor forældre oprigtigt er døde, døende eller for syge/fattige til at kunne tage sig af deres egne børn og at disse børn altså bliver forældreløse eller selv ender med at dø af fattigdom. Det er jo en mindst ligeså stor realitet som menneskehandel er det…

Jeg må indrømme at jeg selv har tænkt på at adoptere et barn fremfor selv at få et mange gange. Og min egen tilgang til adoption ville 100% være at rent faktisk tage mig af et forældreløst barn eller et barn med forældre der af en af nævnte årsager simpelthen bare ikke er i stand til at tage sig af deres barn, evt blot i en periode. Jeg ville være 100% forstående for at mit adoptivbarn på et senere tidspunkt når de er blevet voksne nok vil forsøge at opsøge deres forældre (hvis der er nogen) og jeg ville være 100% støttende omkring det hvis mit eventuelle adoptivbarn ønsker at forstå den kultur og land de kommer fra ligeså snart de blev store nok til at få det at vide og virkede interesserede i det.

Jeg ville dog være pisse hamrende ærgerlig over det hvis mit eventuelle adopterede barn var blevet tvunget adskilt fra deres forældre pga menneskehandel, og jeg ved simpelthen ikke nok om hvordan adoption helt præcis foregår til at vide hvor udbredt det her problem rent faktisk er og hvorfor det egentligt er så svært at finde ud af.

JohnWarcraft at 2024-01-31 15:43:33+00:00 ID: koc8dts

Stop nu, selvfølgelig er det en god gerning, men selvfølgelig er det ikke derfor man skal adoptere.

Beklager, men det liv den gennemsnitlige danske familie har mulighed for at give et barn er 800 gange bedre end det liv det havde haft hvis det bare havde fået lov til at vokse op der hvor det blev placeret af forældre som ikke havde mulighed for at have det længere.

Betyder det at man som adoptivbarn skal gå og være taknemmelig for evigt of føle man står i gæld til ens forældre? Det må man selv vurdere, jeg er personligt evigt taknemmelig for mine forældre og føler jeg står i gæld til dem, og det er på trods af at jeg ikke er adopteret.

Og det betyder heller ikke at man ikke har ret til at opsøge ens biologiske forældre, men det er tonedøvt at mene alternativet havde været en dans på roser.

Hvis du kigger meget kynisk og antinatalistisk på det MINDSKER du den overordnede lidelse i verden ved at adoptere, hvorimod hvis du får et biologisk barn tilføjer du lidelse.