t-licus at 2024-01-31 20:11:46+00:00 ID: kobwesd

Det er en svær situation, for efter min opfattelse kommer mange adoptivbørn (altså dem der ikke er stjålne) fra et udgangspunkt hvor der ikke rigtig er nogen god løsning.

Min egen far er født af en ugift teenager i et fattigt samfund hvor abort var ulovligt, enlige mødre var stærkt stigmatiserede og den sociale norm var at børn som ham skulle bortadopteres. Det var Danmark i 1950erne. Trods det enorme pres valgte min farmor ikke at bortadoptere ham, og han blev i stedet opdraget af sine bedsteforældre indtil hun, da han var i skolealderen, blev gift og kunne tage ham tilbage. 

På mange måder havde min far præcis det liv jeg tror mange adoptivbørn ønsker de havde haft. Han blev i sin kultur, blev i sin familie, endte oven i købet med at leve i almindelig middelklassevelstand. Men ved du hvad? Manden er stadig dybt traumatiseret. At vokse op uden for samfundets normer, i en ustabil familiekonstruktion, med bevidstheden om at man er et uheld… det giver OGSÅ ar. 

Jeg skal ikke kunne sige om han havde haft et bedre liv hvis han var blevet adoptet af en stabil kernefamilie i Busan (og realistisk set havde det nok været Bogense). Muligvis havde det været værre. Muligvis havde det bare gjort ondt på en anden måde.