t-licus at 2024-01-31 18:47:41+00:00 ID: kobh5oe

Nu er jeg hverken adopteret eller adoptivforælder, så det kan godt være at jeg er ude hvor jeg ikke kan bunde. Men…

Der er rigtig mange af de her historier i medierne for tiden, og selvom jeg anerkender at folk har ret til at føle hvad de føler, kan jeg ikke lade være med at tænke at der er en usund grad af “græsset er grønnere på den anden side”-mentalitet i den måde visse adoptivbørn taler om deres hypotetiske “andet liv.” For nej, selvfølgelig er det ikke ideelt at blive fjernet fra sine forældre og vokse op langt borte fra det sted man er født. Og selvfølgelig er de sager om svindel i adoptionsverdenen der er kommet frem de seneste år uacceptable. Men det virker ofte som om det ikke rigtig er det, det handler om i historier som denne.

Der bliver malet et billede af et tabt liv i “hjemlandet,” et hvor man ville have passet ind hos “sine egne,” havde haft ægte kærlighed, hvor man ville have følt sig hjemme på en næsten metafysisk måde. Hvor alting ville have været bedre. Og selvom jeg ikke er psykolog har jeg svært ved at se at det er sundt at tænke sådan.

Måske er det selve adoptionen der skaber utopien. Det er klassisk at børn fantaserer om at være forbyttede og pludselig blive fundet at deres “rigtige” familie. Men for adoptivbørn er det en kendsgerning at der findes en alternativ virkelighed, og måske får det fatamorganaet om det “andet liv” til at vokse.

Sandheden er bare at livet ofte er et valg mellem pest eller kolera. Der er masser af mennesker med “rigtige” familier, der fødes ind i ulykkelige omstændigheder eller ender i dem med tiden. Ens forældre kan dø, de kan være narkomaner, man kan blive misbrugt eller vanrygtet eller tæsket. I den mildere ende kan forældrene blive skilt, man kan blive mobbet og ikke føle at man hører til nogen stedet, eller man kan have så store uenigheder med sin familie at man ikke længere taler med dem. Og så er der alt det andet der kan gå galt i livet - sygdom, konkurs, skilsmisse, infertilitet, arbejdsløshed, etc etc.

Vi drømmer allesammen om det perfekte liv, men for langt de fleste af os handler det om at få det bedste vi kan ud af den bunke lort livet serverer for os. Ting går i stykker, der aldrig kan erstattes, og det bedste vi kan gøre er at klinke det så godt vi kan.

Jeg kan ikke sige om adoption nogensinde er den bedste mulighed. Jeg siger heller ikke at adoptivbørn skal være “taknemmelige.” Og selvfølgelig har adoptivbørn ret til deres følelser. Men det her scenarie, som jeg har hørt mange gange, hvor det virkelige levede liv bliver sat op imod et utopisk fatamorgana om den “rigtige” familie i oprindelseslandet… jeg tror ikke det er sundt. 

…og kan vi så i øvrigt for helvede ikke holde op med at mobbe børn der ser “anderledes” ud og få dem til at føle at de ikke hører til? Hold nu for helvede op med det pis.