WolfeTones123 (OP) at 2024-03-13 08:08:56+00:00 ID: kunc5l1

Det kan du, jeg og skribenten såmænd hurtigt blive enige om. Problemet er ikke, som også understreges i indlægget, at et bestemt parti ønsker et bestemt erhverv subsidieret.

Problemet er, at selvsamme parti er ved at male sig op i et værdipolitisk hjørne, hvor det lige præcis bliver svært at argumentere for, hvorfor dette og ikke hint skal drives af 'andre folks penge'. Som skribenten også nævner, er det i særdeleshed Morten Dahlins forsøg på at genrejse Venstre idelogisk, der nu fører partiet ind i en blindgyde. Det er de erklærede ønsker om opgøret med 'systemstaten', om at reformere velfærdsstaten, om at stille krav til individet, som partiet med sin fortsatte, ukritiske støtte til landbruget har svært ved at leve op til. Som Dahlin selv siger:

»Frihed er friheden til at leve sit eget liv. Frihed er ikke at leve for andre menneskers penge. Hvis du stiller krav til andre mennesker, viser du også, at du regner dem for noget, og at du tager dem seriøst.«

Det er jo flotte ord, men det er mere, end hvad partiet selv kan holde, når man kigger på støtten til dets bagland og de landmænd, der sidder der. Som skribenten pointerer:

Det er fuldstændig legitimt for et politisk parti at ønske subsidiere til bestemte erhverv. Men klippet blotlægger en sprække i Venstres værdifundament, for er der noget, danskerne – og pressen – er allergiske over for, så er det politikere, der mener, at den almindelige dansker skal leve efter andre regler end dem selv og deres venner. Og lige præcis dér risikerer Venstre at stå med et gedigent forklaringsproblem, når de på den ene side argumenterer for, at SU-modtagere lever af »andre folks penge«, mens de på den anden side vil give yderligere offentlige tilskud – altså andre folks penge – til deres venner i landbruget.

Hvis Venstre nu vil slå sig op på at være et reelt liberalt alternativ til Liberal Alliance, så skylder de i det mindste en forklaring på, hvorfor princippet om ikke at leve for andre folks penge, om at stille krav til mennesker og regne dem for noget, ikke skal udstrækkes til deres bagland, når det snildt kan udstrækkes til arbejdsløse, sygevæsenet, uddannelsessektoren osv.

Konklusionen behøver ikke at være, at man i en misforstået liberal ånd slipper landbruget løs til markedskræfterne, men bare at man, som historisk landbrugsparti, tør stille sig mere kritisk overfor status quo, end man gør på nuværende tidspunkt. At man tør stille seriøse krav.