Exo_Sax at 2024-03-26 16:58:29+00:00 ID: kwo0p6x

Første del af min kommentar var egentligt et svar til /u/Fierydog, fra hvem jeg også har citatet. Men jeg har besluttet mig for, at kommentaren godt kan stå alene. Jeg er sikker på, at mange vil være uenige i dele af det, jeg har at sige; jeg vil gerne starte med at sige, at mit virke her ikke er, at sige, at noget enten bør eller ikke bør være ulovligt, eller om nogen skal eller ikke skal straffes. Mit mål med kommentaren er udelukkende at forsøge at tilvejebringe end lidt større indsigt i forhold til emnet, da mange kommentarer i tråden her, og i tråde om ytringsfrihed generelt, har det med at være ret overfladiske.

Det var for at stoppe ytringer der opfordrer til had og ikke folk der laver dårlige jokes.

Hvordan vil du bare sådan uden videre skille de to ting ad? Altså, hvordan undgår du, at det ene fører til det andet og omvendt. Det er jo det, der er selve kernen i de her diskussioner. Hvornår er noget hadefuldt, og hvornår kan det opfattes som en opfordring til vold?

Jokes, der dehumaniserer, opfordrer ikke nødvendigvis direkte til vold, men de kan bidrage til, at man ikke længere opfatter en bestemt gruppe som ligeværdige mennesker, og derfor har langt kortere til at ty til, opfordre til eller støtte vold mod gruppen. Og hvorfor betragter vi i øvrigt ytringer som en helt unik form for handling, der ikke må klassificeres som en handling, som om ytringen kommer helt af sig selv?

Ytringer kan hurtigt oversættes til vold. Ingen forfølgelse er nogensinde opstået uden, at nogen er blevet overbevist om, at en særlig gruppe skulle udskammes eller ligefrem udryddes, via opfordringer fra andre; alligevel er der folk, der vil forsvare ytringen op til og med, at folk griber deres fakler og høtyve.

Det er en kompleks diskussion, og en, hvor de færreste kan blive enige. Men helt grundliggende, så har vi et meget underligt, ofte dobbeltmoralsk syn på ytringer og ytringsfrihed, og samtidig et meget unuanceret syn på, hvad vold er, hvor volden starter, og hvordan man stopper den.

Hvor slem må en vittighed være, før den er for slem? Hvornår kan den ses som en opfordring til nedgørelse, forfølgelse eller vold? Det er ikke et let spørgsmål at svare på, og lige nu er vi et sted i den offentlige debat om emnet, hvor det er uhyre kompliceret at finde hoved og hale i, hvad man kan tillade sig, og hvad man ikke kan. Tag for eksempel Paludans famøse koranafbrændinger. De tæller absolut ikke som vittigheder, men de er dog relevante i forhold til det grundlæggende emne; navnlig ytringsfrihed. Der er mange, der er og/eller har været uenige med mig i, at det tydeligvis er en symbolsk voldshandling at møde op foran religiøse mennesker, der hvor de bor, eller der, hvor de dyrker deres religion, for at afbrænde diverse artefakter, der har med deres religion at gøre; eventuelt med tilråb om, at de skal ud/hjem eller andet. Men hvis barren for, hvad der er tilforladelig og legitim politisk diskurs er høj nok til, at den slags sagtens kan krybe under den, så er de her vittigheder næppe noget, der burde løfte nogens øjenbryn. Ja, for så kan man jo praktisk talt tillade sig hvad som helst; især, hvis man som jeg gør det, opfatter råben om, at man skal tvinges fra hus og hjem, og altså sendes ud af det land, man nu bor i, er en klar opfordring til vold, da det unægteligt vil være en voldelig process. Politisk har man besluttet, at den ikke gik, men folkeligt, der er der ingen enighed (og loven er i øvrigt et makværk af dimensioner, men lad nu det ligge). Men hvornår er en ytring vold, og hvornår er den ikke? Paludan er jo også røget i clinch med den egentlige racismeparagraf. Men så kan man tage andre eksempler, der er satiriske, men samtidig også voldelige og åbenlyst problematiske, hvis standard er, at de her vittigheder har for meget; det kunne være det folkekære Red Warzawas "Bøsse dræbt med stegegaffel". Er det en acceptabel vittighed, eller er det langt over linjen, og potentielt strafbart?

Påstår man, at det hele er så simpelt, at diskussionen kan affejes med, at man bare skal have lov til at sige hvad som helst, så længe man ikke gør hvad som helst, som om, at det, at man ytrer sig, ikke konstituerer at gøre noget (altså, at handle), så gør man sig selv en bjørnetjeneste ved ikke at tænke diskussionen igennem. Intet her er åbenlyst. Der er masser af glimrende argumenter for ytringsfrihedens vigtighed; der er ligeså mange væsentlig pointer imod det, at ytringer skulle være en særligt privilegeret form for handling, der ikke kan betragtes som havende nogen material effekt på ens omgivelser.