freshnoticeish at 2024-03-17 08:40:37+00:00 ID: kv98h5l

Jeg er helt enig. Jeg oplever også, at man bliver afvist eller negligeret, hvis man ikke har ressourcer til at kæmpe. Uanset om det handler om overskud eller forståelse af diverse/evnen til at sætte sig ind i love/regler/rettigheder/sygdomme/medicin osv.

En af mine relationer, har figureret meget på kommunen. Hos afdelingen for sociale ydelser, er der en uskreven regel, der hedder at første svar er nej. Hvis ansøgeren beklager sig, så kan man undersøge sagen mere og evt. sige ja. Med det resultat, at alle dem der ikke overskuer at klage over en beslutning, de er "sparet" for kommunen.

Jeg har en anden relation, som har fået cancer stadie 4. I den forbindelse er der mange ting der skal være styr på. Vedkommende har været hjemmegående, herefter flexjob og nu førtidspension. Ingen uddannelse. Her er det igen min oplevelse, at fagpersonalet agerer på én måde når hun er selv, men når vi som pårørende kommer og sætter krav til fagpersonalet, så bliver der igangsat diverse tiltag. Men man skal selv bede om det. Hvis ikke man beder om det, så får man det ikke.

Sundhedssystemet er så presset og det er synd. Og hårdt at vide, at alle de syge der hverken selv har ressourcer, overskud eller pårørende der kan hjælpe, de risikerer at blive tabt.