Iskaru at 2024-03-13 14:41:30+00:00 ID: kuol6uq

Sådan har jeg også haft det, men jeg synes jeg har forstået det bedre efter at have hørt om "gender performativity". Ideen er, at et køn i virkeligheden er en slags rolle som i et teaterstykke, hvor samfundet har fundet på hvad rollerne indebærer. F.eks. ting som, at kvinder går med smykker, skørter, kjoler, makeup, og opfører sig på nogle vagt definerede måder, og samtidig forventningen om at drenge er mere til konkurrence, sport, har kort hår, osv osv. Ja, man kan strække rollerne lidt, og rollerne ændres også over tid, som f.eks. hvordan drenge godt kan have langt hår og øreringe (så længe det er de rigtige mandlige slags) uden at det er 'piget'. Jeg tror, at det er det man starter med at føle sig utilpas med. Hvis man ikke passer nok med sin rolle, så vil man møde modstand når man er sig selv, f.eks. hvis en biologisk dreng vil gå i kjole og makeup kan forældre finde på at sige, at det må han ikke fordi det er til piger, eller lignende.

Med det perspektiv synes jeg din og min oplevelse af ikke at kunne forstå det, giver mening. Vi har bare passet fint nok i vores rolle, til at vi aldrig har skullet tage stilling til det. Men hvis man ikke passer i sin rolle, så bliver man forkertgjort allerede fra man er barn af voksne og andre børn. Det tror jeg kan gøre at man afskyer sit køn, og også sit biologiske køn fordi samfundet sætter lighedstegn mellem biologisk køn og kønsrollerne.

Med det sagt tror jeg også der er noget dybere i det når det kommer til sex dysphoria, altså dem som føler at selve kroppen er forkert. Jeg tør ikke påstå at det altid er pga samfundets normer, men det kan i hvert fald forklare hvorfor nogle kan sige at de "identificerer" sig med et andet køn end deres biologiske køn.