TonyGaze at 2024-03-13 09:23:10+00:00 ID: kuni1wx

Jeg synes lidt, at indlæg som dette, og nogle af kommentarerne her i tråden, desværre forfalder til at anse liberalisme som en ideal-liberalisme. En liberalisme, der ikke eksisterer i virkeligheden, men som i stedet er en samling af "nemme" holdninger, standpunkter, idealer, osv. osv. som man kan påtage sig, og så blive sur over, at politikere, partier, organisationer, erhverv, osv., ikke passer ned i kasserne for.

I disse tilfælde bliver det tydeligt, at liberale partiers liberalisme, ikke er en universel størrelse, men derimod er retorik, ordkunst, floskler, der i sidste ende handler om at de mener noget forskelligt om SU og landbrugserhvervet. Og det er jo, i sidste ende, helt legitimt, at varetage det, der er ens partis klasseophavs klasseinteresser.

Denne overfladiske ideologikritik fungerer måske meget vel som en "got'cha"-pointe, men den stikker sjældent dybere. Morten Boje Hviids "lettere mundlamme" reaktion, handler mindre om at han er overrasket over, at de er det mest understøttede erhverv, det er han allerede bevidst om. Den mundlamme reaktion handler mest af alt om, at han ikke anser det som et problem at de er så understøttede som de er.

Morten Dahlin støtter jo også helt uforbeholdent op om landbruget, når han ikke har travlt med at holde fast i floskler om indvandrere, og at påpege denne uoverensstemmelse, er ikke andet end at påpege et velkendt hykleri, så velkendt, at de første omgange kritik af tankegangen, stammer fra Thatcher og Reagans tid, hvor kritiske stemmer ikke var langsomme til at opfatte, at de liberales "statsskepsis" og idealer om "minimalstat" kun er gældende for de indrømmelser arbejderklassen har opnået, og ikke for ting som politi, militær, fængsel, og selvfølgelig understøttelse af den eksisterende kapitalorden, dvs. støtte til store virksomheder, finanskapital, jordkapital, osv. osv.

Den græsk-franske sociolog Nicos Poulantzas beskrev allerede i 60'erne, hvordan at staten havde en klar rolle i at opretholde kapitalinteresser (også til tider i strid med enkelte kapitalers umiddelbare interesser.) Det er intet nyt, at socialdemokratiske og borgerlige partier, der ikke stiller spørgsmålstegn ved den eksisterende orden, vil fortsætte med at være den politiske repræsentation af denne stats logikker. Kapitalinteresser har nemlig ingen finere følelser for liberale idéer som retsstat, frihed, lige muligheder, eller internt konsistente ideologiske udmeldinger. Og det er vi nødt til også at turde italesætte i diskussioner som denne.