Hej hestenettet );
Jeg er egentligt ikke den store fan af disse typer indlæg selv, men jeg leder simpelthen efter nogle gode gammeldags dansker-råd.
Jeg er havnet i den situation at min kæreste efter 5 år har udtrykt, at han ikke rigtigt har romantiske følelser for mig længere og i bund og grund ikke ved hvad han skal gøre ved det. Jeg tænker at det klassiske råd her er, at at vi må se situationen i øjnene og gå fra hinanden, men vi har et fælles ønske om en fremtid sammen og er begge ret ulykkelige over situationen.
Jeg har været i længerevarende forhold før ham, og genkender godt de følelser af 'venskabelighed' og 'hverdag' som han beskriver, men har selv oplevet dem som midlertidige og et udtryk for en dybere følelse af usikkerhed på mig selv, i de tidligere parforhold. Han har derimod ikke været i længerevarende forhold at nogen art før mig, og for ham er det her altså en helt ny situation som han ikke ved hvordan han skal greje. Selv havde jeg nogle gode veninder at støtte mig op ad, som hjalp mig med at forstå hvorfor jeg følte som jeg gjorde, men han har ikke helt de samme muligheder.
Er der nogen af jer der har stået i lignende situationer, hvor I besluttede at blive sammen? Hvad gjorde I for at komme over det, og kender I nogle værktøjer der evt. kunne hjælpe ham med at forstå sine følelser i situationen? Jeg antager jo pt. at jeg genkender hans følelser som 'relationship-doubts' jeg selv har prøvet, men vil helst lade ham udforske det selv og ikke pådutte ham mine egne oplevelser. Vi er også afklarede med at 'whatever happens, happens', men vi vil virkelig gerne prøve at arbejde på det i første omgang.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Mysterious_Lemon_140 at 2024-02-13 08:30:06+00:00.
SoftPufferfish at 2024-02-13 20:19:22+00:00 ID:
kqa7fgy
Jeg er enig i det der bliver sagt, med at det giver rigtig god mening at i står i denne her situation hvis i ikke sætter tid af til kvalitetstid og nærvær. Men jeg vil også sige at det er meget naturligt at kvalitetstid, nærvær og romantikken bliver lidt nedprioriteret når man går gennem sådanne nogle store ting som du nævner, som familiekriser og slutspurt på studiet (også selvom det ikke havde været begge ting på samme tid). Jeg kender ikke ham eller jeres forhold godt nok til at kunne sige noget definitivt her, men der behøver derfor ikke ligge andet bag end at han har været fokuseret på studiet, og så måske kombineret med at han ikke har været klar over hvor vigtigt det er at prioritere kvalitetstid i et forhold, så presset fra studiet helt har taget over. Dermed ikke sagt at du ikke skal snakke med ham om det, for det skal du helt sikkert, så i ikke lader en midlertidig situation blive permanent.
Jeg er ikke ekspert i forhold, men jeg har da været sammen med den samme partner i et årti, så jeg har da lidt erfaring med at få et længerevarende parforhold til at fungere. Jeg har selv oplevet det nogle gange i forskellige grader i mit eget parfhold, men det har altid været midlertidigt. I kommer sikkert også til at opleve lignende perioder i fremtiden hvor parforholdet ikke bliver prioriteret som det burde på grund af andre ting i livet, som f.eks. sygdom, karriere (i perioder med ekstra pres, det må ikke blive permanent), eller bare perioder hvor man bare kører i hamsterhjulet på autopilot. Perioderne kan være af varierende længder, men min erfaring er at det altid er midlertidigt, især når man er bevidt som at det bare er "sådan en periode" man er i.
Personligt, så tror jeg at nogle af ting som er rigtig vigtige for at komme godt igennem sådan en periode her er: