Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.
Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.
Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.
Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?
Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.
God dag. ☺️
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.
Razbeau at 2024-02-12 16:39:17+00:00 ID:
kq3pecmUha jeg tro faktisk godt jeg ved hvad du mener til en vis grad. Jeg har mistet mennesker som var mig rigtig tæt med siden jeg var 14 da min mormor død meget hurtigt af kræft mener det var 6 uger fra hun fik det konkluderet to år efter dør min farfar. Året efter bliver min kammerat skudt og dræbt af hans far som begår selvmord efter. Der er jeg 17år 3.5år efter fået min bedste veninde en speciel kræft sygdom som den 8 i verden til at havde den specifikke kræft type som hun lever med i næste 2år hvor man bare ser det menneske man kender og elsker forsvinder stille og roligt dag fra dag. Min bedste ven som var en sportsmand med en lovende karriere inden for hans sport ender med at få en skade og måtte stoppe sin sport og jeg vist godt at manden fik smerte stillende for det men han havde udviklet et morfin misbrug uden vi viste hvor slemt det var og han døde så der hjemme af et hjerte stop som 27årig 4år efter min veninde døde. Så gik der 4 år mere så fik min far et hjerte stop og gik bort da var jeg 31år.
Da knækkede jeg fuldstændig sammen for jeg havde aldrig rigtig bearbejdet noget af det. Jeg jeg havde det og var ligesom dig. Jeg brød mig ikke om at snakke om følelser og jeg hader at være i dårligt humør og skabe dårlig stemning.
Men nu har du en datter så tag og snak om de her ting så du ikke ender sammen sted hvor du knækker sammen for det er virkelig svært at komme op igen efter det. Jeg mistede fuldstændig lysten til alt mennesker i mit liv havde jeg ikke lyst til at have for de "dør" jo bare var eksempelvis en tanke der fylde mit hoved rigtig meget ud over en masse andre ting.
Jeg følte også i rigtig mange år at der var noget galt med mig fordi jeg ikke syndes jeg havde følser som matcher de situationer jeg var i. Men det var fordi jeg ubevidst gik og undertrykte det og da jeg begyndte at snakke meget mere om det kom følelserne også på fuld drøn. Og i dag vil jeg sige jeg er et helt andet menneske med helt andre syn på livet end jeg havde før.