Jeg har - ifølge min psykolog - prøvet de to værste ting i livet, som man kan være udsat for. Jeg har både mistet en forælder og et barn og jeg har endnu ikke rundet 30 år. Jeg vil give min psykolog ret, det er fucking hårdt at miste.
Grunden til mit spørgsmål er at jeg egentlig føler at jeg er okay? Ja, det har taget tid at komme mig, efter min far begik selvmord tilbage i 2002, jeg var heldigvis ung, så jeg forstod det nok ikke rigtigt dengang. Jeg har nu også mistet et barn hvilket tog ret hårdt på mig i perioden efter. Nu har vi fået en datter mere efterfølgende, og al fokus og energi er på hende hvilket gør, at tanker og tid ikke er på vores første datter som desværre blev født for tidligt og ikke kunne overleve. Jeg tænker dagligt på både min far og datter, men jeg bliver ikke ked af det længere. I dagligdagen er jeg glad og oftest i godt humør, og jeg kan tit tage mig selv i at få dårlig samvittighed over dette.
Min kone har i alle de år vi har været sammen, nævnt med jævne mellemrum at hun synes, at jeg ikke har været god til at tale om følelser hvilket nok er korrekt. Jeg gider generelt ikke tale om følelser eller være i dårligt humør.
Jeg ved ikke om jeg er afstumpet på det følelsesmæssige plan eller om jeg bare passer på mig selv? Er der andre som har oplevet det samme?
Jeg beklager det lange og nok forvirrende post, men har brug for at vide, om jeg er den eneste der sidder med samme oplevelser/tanker.
God dag. ☺️
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Popular_Sale6831 at 2024-02-12 09:31:41+00:00.
Pretend_Visual_6212 at 2024-02-12 12:37:46+00:00 ID:
kq2r6tsJeg kan godt genkende det du skriver. Jeg blev som barn seksuelt misbrugt af naboens ældre søn og har klart også en distance på, at inddrage folk i mine følelser. Jeg tror det er en ganske naturlig forsvarsmekanisme for at passe på sig selv. Men jeg ved det ikke. Vi har jo følelser, kan efterrationalisere over situationen, være trist og glad osv. Men jeg personligt, har bare ikke behovet for, at inddrage folk i mine tanker og tale om alt man føler. Tror jeg føler mig blottet og det bryder jeg mig ikke om, men jeg kommer også fra en familie hvor man bare ikke har talt om sit inderste. Jeg er førhen også blevet følelseskold og/eller afstumpet og ærlig talt, så må folk mene det de vil. Min mand, mor og en eller to veninder ved dette om min forhistorie, forhåbentlig hjælper det dem i, at forstå hvorfor jeg er mig og vælge mig til i deres liv påtrods af, at jeg ikke er typen som dele ud af hver en lille tanke. Hvis det påvirker dit liv, jeres forhold. Så synes jeg klart at det skal gøres noget ved, men det er enormt svært at ændres hele ens person og det håber jeg da også at din kæreste har forståelse for. Derudover er det jo ikke sagt, at jeg ikke vil opdrage mit barn anderledes. Jeg forsøger og vil altid forsøge, at sørge for, at hen er tryg ved at tale med mig om ALT. Fordi jeg ikke selv synes det er fedt, ikke at kunne/bryde mig om, at tale om hvordan men egentligt har det. Men det er heller ikke ensbetydende med, at jeg ikke accepterer at det er sådan jeg er. Tror du skal gøre op med dig selv, om du også accepterer det og derfra involvere din kæreste i, at du er sådan qua dine oplevelser. Så hvis hun har brug for andet og mere end hvad du giver, så må du spørge om det. For selvfølgelig er du i stand til at sætte ord på det, men det er ikke din første indskydelse/normalitet. Så hun må hjælpe med at få hvad hun mangler, ved at spørge dig når behovet er der men samtidig også huske på, at det er en del af dig at være tilbageholdende. Og dertil, må du jo så prøve at give en smule, hvis hun faktisk rækker ud og beder om en reel uddybelse af noget. Hun er ikke forkert og du er ikke forkert - det skal begge parter huske :)