Exo_Sax at 2024-02-10 17:37:53+00:00 ID: kpt2bxa

Det er ikke eksperterne, der laver lovene.

Det er i sig selv fint nok, så længe man respekterer deres vejledende rolle som rådgivere og, ja, eksperter.

Det har skiftende regeringer ikke gjort; i stedet har man lavet lovgivningen udelukkende ud fra egen mavefornemmelse og/eller, hvad der kan trække stemmer.

Justitsministeren mistillid til eksperter og skråsikkerhed er veldokumenteret, men det er kun et enkelt eksempel. Det er hurtigt gået hen og blevet normen, at man ikke spørger sig til råds, og at man enten ignorerer eller affejer eksperternes kritikpunkter, hvis man da ikke ligefrem går til modangreb og, som Hummelgaard ovenfor, så tvivl om, hvorvidt professionelle forskere nu også har forstand på noget som helst.

Men det hele skal ikke handle om politikerne, for den almindelige mand eller kvinde på gaden er jo i sidste ende ham eller hende, der beslutter om vedkommende helst vil sætte sit kryds ud for dem, der foreslår moderate og afmålte tiltag med en reel effekt, eller det, der lyder effektivt. Når først folks retfærdighedsfølelse er indblandet, så kommer det jo hurtigt til at handle mere om, at man skal sætte hårdt mod hårdt, end om det egentligt gør en positiv forskel (og om forskellen er midlerne værd).

Se enhver diskussion omkring straf og rehabilitering herinde; du vil finde mange, der hellere vil låse en kriminel inde i en celle i et par år, velvidende, at vedkommende nok har tænkt sig at lave mere ballade på den anden side, og få, der mener, at man skal fokusere på at yde omsorg og gøre en pædagogisk indsats for at få vedkommende på ret køl, simpelthen fordi det første føles mere retfærdigt. Vi kan godt lide at straffe; vi er ikke meget for at opdrage.