Jeg har tænkt meget på, hvordan vores samfund er skruet sammen.
Det første stykke tid af vores ungdomsliv studerer vi. Vi ved det er vigtigt at få en uddannelse og komme i arbejde - vi ved, vi ikke kan fungere uden. Sammensat med alle de usikkerheder, der er når man er teenager/ungt menneske ("er jeg god nok? De andre er smukkere, klogere, bedre end mig!").
Efter uddannelserne kommer vi i arbejde og fra da af følger vi egentlig det såkaldte hamsterhjul. Det er vigtigt at arbejde, så vi kan tjene penge, så vi kan få indbetalt til en pension så vi kan få et godt liv som ældre - allerede som ung "skal" man tænke på sit liv, når man bliver gammel. Forberede sig på noget, der ligger ude i fremtiden.
Vi arbejder, arbejder, arbejder imens vi eventuelt stifter familie, rejser, indretter vores hjem og skaber et liv. Men alt dette sker, mens hverdagen og dagligdagen kører derudaf. Månederne flyver afsted og årerne skifter før man har set sig om. Hvert år bliver man ældre og når man alt det, man gerne vil?
Arbejde er en naturlig og nødvendig del af vores liv, fordi ellers kan vi ikke leve eller fungere. Men er det først, når vi går på pension at vi kan nyde det liv, vi har opbygget? Er det først som ældre, man kan sige til sig selv at nu har jeg det hjem og det liv, som er helt perfekt? - og så har man, hvad? 10-20 år at nyde det i? Sammensat med de eventuelle skavanker aldringen medfører.
Jeg synes, det egentlig er en smule deprimerende at tænke på.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/thicknugly at 2024-02-04 21:03:32+00:00.
Silly-Name-2590 at 2024-02-04 21:26:58+00:00 ID:
koxnhovJeg har personligt sagt til mig selv, at jeg ikke vil stresse over noget som helst. Det kan godt til tider være svært, men efter en depression på 2 år, så er jeg blevet bedre til at mærke efter mine grænser - og de er ikke der, hvor alle andre har deres. Jeg er lige blevet 24, er stadig ikke startet på uddannelse. Gør det sandsynligvis næste år. Det er okay. Jeg skal ikke have børn, og hvis jeg ender med at skifte mening, så finder jeg ud af det til den tid. Hvem er det jeg skal konkurrere med? Hvem er det, jeg skal overhale?
thicknugly (OP) at 2024-02-04 22:07:45+00:00 ID:
koxtrdiJeg er 27 og føler jeg har travlt. Jeg føler mig presset og bagud. Mine jævnaldrende er uddannet og har job eller har snart nået det mål. Men ja, hvad er det som jeg skal nå? Du har helt ret i det du skriver, især det sidste.
Silly-Name-2590 at 2024-02-05 01:51:17+00:00 ID:
koyrrg2Jeg forstår det godt. Det er nemt at blive stresset over en tidslinje, alle andre følger. Jeg bliver også stadig ramt af det. Men det er bare noget, vi har fundet på. En bog der hjalp mig var “kvartlivskrisen” og noget jeg har taget med fra den er, at fortiden ikke eksisterer, og det gør fremtiden heller ikke, så hvorfor bruge tid på at panikke over noget af det? Det eneste der eksisterer er nuet, og det er det eneste vi kan gøre noget ved. Nogle gange ser jeg på folk der er jævnaldrende og som løber rundt for at nå alle voksen-tingene (villa, vovse, Volvo, børn), og så tænker jeg: “okay, og hvad så nu? Hvorfor var det så vigtigt at nå alt det?” Man har jo (forhåbentlig) hele livet til det. Jeg har også snakket med folk hvis liv nærmest bryder sammen, hvis det ikke går efter deres tidsplan - hvis kæresten slår op, hvem skal de så have børn med? Hvad hvis uddannelsen ikke var det rigtige? Så falder alt fra hinanden, og så prøver de at presse alle de forkerte ting ned i de “rigtige” huller. En ting jeg prøver at gøre er, at nyde hver dag så godt jeg kan. Læse, skrive, male, gøre noget, der ikke nødvendigvis er særlig nyttigt, men er det for mig. Sorry for det lange svar :)
ObjectiveMinute2641 at 2024-02-05 06:41:08+00:00 ID:
kozs45dLad være at sammenligne dig med andre. Det er uendelig ligegyldigt for dig hvor dine jævnaldrende er i livet i den alder.
Hvis du kommer til den erkendelse at det er ligegyldigt om man har et tilpas prestigefyldt job, en tilpas høj løn, har nået et tilpas 'sejt' nok mål når man er 27, nu, så kan det være dine jævnaldrende først kommer til den erkendelse om 10-15-20 år når de er løbet sur i det hele. Så er det pludselig dig der er foran :)
Short_Principle at 2024-02-05 09:13:01+00:00 ID:
kp04uebNok den bedste kommentar. Folk har så travlt med at opnå ting der vurderes som "rette mål" af de fleste i befolkningen. Vil sige ens rette mål er ærligttalt, afhængig ad personerne. Fx nogle vil have børn mens andre ikke vil. Hvad der er rigtig eller forkert kan være ligegyldigt, for hvad der føles rigtigt for et menneske er sandsynligvis ikke sådan et andet menneske har det.
Er selv 25, har ingen børn, bliver færdig med uddannelsen til sommer, har ingen kæreste hellere. Jeg hører oftere at folk kommenterer på det med børn end hvor godt det er jeg næsten er færdiguddannet. Andre mennesker har så travlt med at pege fingre ad andre fremfor at fokusere på dem selv.