Comfortable-State853 (OP) at 2024-01-31 17:16:02+00:00 ID: kob0rvp

Nej, det er også derfor at adoptiv historierne ikke kun handler om det, men om et opgør med en hel ideologi.

Drioskarii at 2024-02-01 07:16:30+00:00 ID: koelvmy

Det er forskelligt fra person til person. Jeg er selv adoptivbarn men har aldrig brugt tid på at tænke jeg er anderledes fordi jeg er bare mig.

Min kultur er dansk, jeg har ikke interesse i det land jeg kommer fra og har aldrig været interesseret i det.

Dog vil jeg sige at mine forældre har tilbudt tingene da jeg var barn så det var en mulighed jeg ikke valgte.

Mathemagics15 at 2024-02-01 07:19:55+00:00 ID: koexqzz

Altså, alt det er strengt taget rigtigt - det er til gengæld også rigtigt at mennesker har nemmere ved at finde sammen med andre, der ligner dem selv. Det sociologiske fænomen tror jeg sådan set ikke der er nogen der benægter.

Der er heller ikke nogen, der benægter at mennesker føler et særligt tilhørsforhold til deres familie (givet at de broer ikke er blevet brændt af den ene eller anden årsag). Og hvis man er usikker på hvem man burde føle det tilhørsforhold til (Adoptivfamilien eller den biologiske, oprindelige familie) - ja, det kan nok godt fucke en op psykisk.

Så det der beskrives her er en ret naturlig følelse af at være forkert og anderledes, som bunder i de to fænomener.

Jeg kunne også vende den om: Hvis kultur ikke er tillært, og man har hjemme et andet sted end hvor man bor, og farve ikke kun er en nuance i huden... hvordan hænger tingene så sammen, i din optik? Står der i folks gener at de vil føle sig ulykkelige uden for deres biologisk determinerede hjemland, eller hvad?