SilveredUndead at 2024-01-29 20:10:41+00:00 ID: kk5jlnz

Jeg er langt hen af vejen enig med dit svar her, men dog er jeg enig i den specifikke definition af begrebet han fremlægger:

Anarko-tyranni beskriver en tilstand, hvor myndighederne på den ene side forsømmer deres pligt til at opretholde lov og orden og stille med et forsvar, som plausibelt kan forsvare landets sikkerhed og territorium (anarkiet). Og som på den anden tryner normale, lovlydige borgere med stadig flere regler og påbud (tyranniet).

En sandhed han selv forvirrer ved, på klassisk vis, at modsige sig selv omkring statens mangel på magt, men åbenbart stadig en 1984 stat af kontrol og overvågning. Det er altid et spøjst paradox den type folk kommer med.

Dog er essencen virkeligheden i dagens Danmark. En kriminel er i værste fald stillet på lige fod med en almindelig lovlydig borger, men på mange måder stillet bedre. Loven er i mange tilfælde tandløs overfor reel kriminalitet med virkelige skader og tab, men hård og uundgåelig for almene fejl, og handlinger udført i afmagt som direkte konsekvens af lovens manglende handlinger.

Loven bør være konkret og konsekvent, og til for at beskytte den lovlydige befolkning. Når loven i mange tilfælde ikke beskytter befolkningen eller ofre for kriminalitet, så mister den sin eksistensberettigelse. I stedet for at gentænke systemet, har Danmarks svar været at gå hårdere til folk der er utilfredse med den manglende håndhævelse af loven. Selvtægt prioriteres højere, og straffes hårdere, end tilsvarende kriminelle handlinger. Ressourcerne sættes dermed ikke ind for at opretholde lov og orden, men for at undertrykke den utilfredse befolkning. Det er ikke er ikke sådan et retssamfund bør fungere. Loven bør gælde ens for alle, men i praksis er kriminelle vægtet højere i lovens hieraki. Når røveri ikke straffes, og man i stedet henviser til selvbetalt erstatning i form af forsikring, så er røveri afkriminaliseret. Når man samtidig straffer ofrer for at forsvare deres ejendom, så har man effektivt legaliseret det.

En kriminel kan få støtte og betalt hjælp til en række af programmer, hvor et offer sjældent har noget hjælp at hente. En person med et psykotisk sammenbrud, der råber dødstrusler og smider sten igennem vinduet, er berettiget til et statsbetalt program for at få hjælp. Offeret der har mistet hjemmets fred og været udsat for en svært traumatisk situation, kan forsøge at søge tilskud til psykolog hos kommunen, som kommunen nemt kan afvise. Skaderne skal selv håndteres igennem den - igen - selvbetalte forsikring. Loven er ligeglad med ofrene, og ligeledes er det offentlige. De kriminelle er vigtigere.

Det er et komplekst emne, som Ryan ikke helt kan rumme, men han fanger dog alligevel kernen af problemet. Et problem, som vi har hårdt brug for bliver adresseret. Enten må staten vælge at være på afstand og lade befolkningen håndtere konflikter selv, eller også skal de træde ind og faktisk være en del af løsningen, for både de kriminelle og de lovlydige borgere. Den nuværende halve håndtering er utilstrækkelig, og er ikke et retssamfund værdigt.