Exo_Sax at 2024-01-26 23:13:39+00:00 ID: kjqb2hs

Jeg kunne simpelthen ikke være mere enig. Man skal da have en helt særlig foragt for sine medmennesker, hvis man bebrejder dem, at de faktisk helst vil bruge deres tid på ting, der skaber mening for dem i en stadigt mere intimiderende, kynisk og kaotisk verden. Hvordan kan man udskamme folk for ikke at ville ofre sig på "vækstens alter" og ligge sig i selen, for at de få kan høste flere af de svindende ressourcer?

Nej, lad mig da komme hjem, så jeg kan dandere den med mine mærkeligt små projekter og min dårlige vane med at købe flere bøger, end jeg kan nå at få læst. For det første, så kommer jeg til at levere langt bedre arbejde, mens jeg er til stede, når jeg kan skære i spildtiden, og i øvrigt er motiveret og veloplagt i 5-6 timer. For det andet, så giver det mig, som akademiker, mulighed for rent faktisk at øve og praktisere mit egentlige håndværk. Trods manges mærkelige fordomme, så er det jo ikke al tid væk fra arbejdspladsen, der nødvendigvis ikke anvendes produktivt og til fordel for andre. Ligesom at det nok for de færreste på arbejdspladsen er alle 8 timer, der rent faktisk går med at skabe værdi for samfundet. Hvad med alle dem, der gerne vil dedikere deres nye fritid til at starte egen virksomhed? Til frivilligt arbejde eller småjobs, der ikke kan betale regningerne i sig selv? Til kunst?Til at opdrage deres små eller tage sig af deres syge eller ældre? Eller måske bare til at uddanne og opkvalificere sig, eller til at dyrke motion og holde sig sund, både fysisk og psykisk?

Ja, det her er ved at udvikle sig til lidt af en svada, og det var egentligt ikke meningen, men jeg finder det simpelthen evigt frustrerende, at der er så mange, der mangler fantasien til at kunne se, hvordan "fritid" ikke nødvendigvis må og skal være lig med "spildt tid", og at salg af sin tid er den eneste værdige måde at bruge den på.

Det er helt fint og anerkendelsesværdigt at finde meningen og svaret på de store spørgsmål i arbejdet (eller måske helt undgå at konfrontere dem, ved at begrave hovedet i det sand, fuldtidsbeskæftigelsen sagtens kan udgøre), men hvorfor behøver det at være et nulsums spil, hvor alle enten må acceptere, at det kun er i kraft af ansættelsen, at man bidrager til fællesskabet, eller at samfundet kollapser under vægten af Børge og Jonnas fermenteringsprojekt hjemme i køkkenet?