Hvordan har i det med de såkaldte klasse reunions? Åh jeg synes jeg har det stramt med dem. Det er 15 år siden jeg gik ud af folkeskolen og siden er der blevet holdt 2 reunions. Jeg er kommet med en dårlig undskyldning hver gang for faktisk har jeg egentlig ikke lyst og har nok i de mennesker jeg har i mit liv nu. Jeg tror også nemt man ryger lidt tilbage i de gamle roller.. og hvad er egentlig formålet? Jeg hader smalltalk 😂 Nu er der så IGEN inviteret til reunion og jeg kan mærke en smule FOMO opstå i mig men samtidig har jeg virkelig slet ikke lyst. Det er jo ikke mennesker jeg kender længere eller har i sinde at genskabe en relation til.
Hvad er jeres erfaring med disse reunions? Deltager I i dem?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Bitter-Collection112 at 2024-03-24 20:18:30+00:00.
Onanissen at 2024-03-24 20:40:25+00:00 ID:
kwe68fgSom offer for mobning af forskellig art i folkeskolen siger jeg fra, skulle jeg blive inviteret til noget "hygge" og "lad os mindes de gode gamle dage"-komsammen.
Der var ikke ret meget hygge for mig i den klasse. De fleste år stod det på ydmygelse, hån, eksklusion, bagtaleri, tyveri af ting i min taske, en sovepose fyldt med sand på en lejrtur, at blive forladt på en McD i Polen da vi var afsted på tur i 8. klasse osv. osv.
Jeg bære ikke nag som sådan. Og jeg husker ikke ret meget af hvad der præcist skete dengang. Men følelsen jeg tog med derfra har hængt ved. Og den følelse og fornemmelse i kroppen, som oplevelserne fra dengang har givet mig gør, at jeg helt oprigtigt bare ikke har lyst. Jeg har det godt, hvor jeg er i dag.
Jeg har tilfældigvis støt ind i nogle af dem fra den tid. Og det er sådan lidt akavet, da jeg føler, at jeg ikke er den samme, og det er den anden person måske heller ikke. Og på den måde er den slags interaktioner bare præget af, at vi næsten bare er to fremmede personer, der forgæves forsøger at lade som om, at vi kender hinanden og bør have den samme kemi som dengang. Men efter 15 år er en relation bare ikke den samme, værdierne og personlighederne er måske heller ikke de samme, og man skal nærmest lære hinanden på ny.
Ud over at man er to personer med den samme folkeskole-tid til fælles, så føler jeg bare, at jeg ligeså godt kan indlede en relation med en komplet fremmed person, end med en, som jeg tilfældigvis bare skulle gå op og ned af i 10 år, fordi vores forældre valgte at sætte os i den samme skole og tilfældigvis havnede vi i den samme klasse.
PlaticFantastic at 2024-03-25 18:06:55+00:00 ID:
kwir53qSamme her, bortset fra at jeg bærer nag stadigvæk … der er visse personer fra dengang jeg ikke mindes for noget godt, alt hvad der skete dengang står desværre meget tydeligt i min erindring og jeg ønsker dem intet godt.
Onanissen at 2024-03-25 18:25:15+00:00 ID:
kwiugm7Altså så længe du ikke går rundt og er indebrændt over det, så er det fint nok. At bære nag er kun skidt, hvis det går ud over dit humør og ve og vel i dag. Det burde ikke fylde. Det er livet for kort til. Lev nu og her og kig frem.
Dem der udsatte mig for mobning dengang - dem er jeg rent ud sagt ligeglad med i dag. Sommetider glemmer jeg endda deres eksistens og tænker "Nåhh ja - ham kan jeg godt huske." Og så glemmer jeg vedkommende igen.
Jeg er lykkelig. Så at skulle se mig sur på dem (eller nogen som helst), ville kun være ærgerligt for mig. Det ville kun gå ud over mig - ikke dem. Og hvorfor skulle jeg ønske andre det ondt, når jeg har det godt? De skal bare ikke ind i mit liv igen - og så er alt godt.