Jeg er i praktik på en skole, hvor jeg har en elev, som siger og gør ting, som jeg synes er forholdsvist bekymrende. Jeg har selvfølgelig rapporteret disse ting til klassens lærere, men jeg har desværre indtryk af, at tingene ikke bliver taget seriøst nok. Det er en sag, hvor jeg 100% vil mene, at der bør laves en underretning, men jeg er næsten sikker på, at lærerne ikke kommer til at lave en.
Det at være praktikant kan være en svær position. Jeg kan godt have svært ved at vurdere, hvad jeg kan eller ikke kan tillade mig at gøre her. Så bør jeg stole på, at lærerne selv kan vurdere, om en underretning er nødvendig eller ej, eller kan jeg “tillade” mig at lave en (evt anonym) underretning uden at fortælle det til lærerne?
En anden mulighed er at spørge dem, om de har tænkt sig at gå videre med det eller opfordre dem til at gøre det - men jeg kan godt være nervøs for, hvordan det bliver modtaget, når nu jeg “bare” er praktikant.
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/camalieh at 2024-03-21 21:30:48+00:00.
Background_Demand589 at 2024-03-22 00:46:27+00:00 ID:
kw0hku0TL;DR: få lavet den indberetning og gør det på den rigtige måde. Du vil måske være personen der søger for at den her dreng gennemføre sin 9. Klasse
Erfaring fra en der selv er vokset op i et belastet hjem:
Lige siden de første trin i folkeskolen var mine lærere godt klar over at der var et eller andet der ikke spillede i hjemmet hvor jeg voksede op, de tidlige tegn var i mit tilfælde en meget stille dreng der ikke fik en smurt madpakke med i skole og ikke havde nogen mælkeordning selvom de andre børn allesammen havde det. For mig var det helt normalt og det var ikke noget jeg tænkte specielt meget over, udover når jeg gik sulten hjem fra skole. Socialt havde jeg det rigtig godt og jeg trives med de andre børn. Når de voksne kom bekymret til mig spurgte til hvordan det gik derhjemme hev jeg altid facaden frem og lod som om at intet var galt, selvom jeg inderst inde gik og håbede på at nogen en dag ville se igennem den facade og sørge for at min far fik den hjælp han havde brug for. Det varede indtil starten af 7. Klasse hvor jeg begyndte at stoppe med at lave mine lektier, pjække fra mine timer og bare generelt ikke havde lyst til at tage i skole. Netop fordi jeg var blevet opdraget med at man skulle få det til at se så normalt ud udadtil og på den måde skjule situationen i hjemmet, og det er rigtig hårdt psykisk at gå med tingene selv i så mange år.
Det gjorde at jeg igennem min opvækst følte at det var forkert at spørge om hjælp og ikke turde række ud til lærere eller venners forældre fordi jeg var af den opfattelse af det var noget vi måtte klare selv.
Mit bedste råd til dig som lærer i den her situation er at handle på din mistanke om at der foregår noget i hjemmet der nok ikke bør foregå og få lavet den indberetning.
Og så har du gjort hvad du kan. Så kan du kun sætte din lid til at dem der overtager opgaven og tager ud til forældrene og snakker med familien er lige så skarpe som du er og forhåbentlig også ser de her "røde flag" eller hvad man skal kalde det. I mit tilfælde var min far rigtig god til at få det hele til at se normalt ud når dem fra kommunen kom forbi og så fik vi ellers bare besked på at smile pænt og sige alt var godt, men jeg kan huske så tydeligt hvor meget jeg i alle de samtaler bare havde lyst til at fortælle om alt det der foregik og hvor dårligt vi havde det i hjemmet.
Det bliver nok nødvendigt at lave flere indberetninger og følge op på det løbende hvis adfærden hos barnet ikke ændre sig, fordi mange familier netop vil forsøge at skjule den her slags ting udadtil.
Men husk at holde en hvis afstand til det så du også kan holde fri når du har fri, den her slags sager er der desværre rigtig rigtig mange af og i langt de fleste tilfælde får barnet ikke den tilstrækkelige støtte og hjælp i netop de år hvor barnet har allermest brug for den, fordi at symptomerne kun lige er begyndt at vise sig på det her tidspunkt.