Halløjsa. Jeg er en mand i 20'erne, som synes, livet er lidt svært. Jeg har kæmpet med mentale sygdomme siden barndommen og fik tilkendt førtidspension for 1.5 år siden. Jeg er siden blevet mere stabil og kan nu fokusere lidt bedre på de ting, som giver mig glæde her i livet. Det betød så, at jeg efter hele den stressende periode med jobcentret og psykiaterbesøg begyndte at date igen.
Problemet er dog, at jeg desværre er begyndt at få mange bange anelser og har lyst til at give op på forhold. Jeg føler mig virkelig ikke god nok i øjeblikket, for jeg oplever ofte at blive set ned på, og at det, jeg går hjemme, ikke er særlig attraktivt. Jeg var sidste år i et situationship med en pige, som ofte brugte det imod mig, når vi havde diskussioner. Hun var jaloux over, at jeg ikke behøvede at arbejde, mens hun var fanget i hamsterhjulet. Jeg blev kaldt samfundstaber, og det var ikke særlig sjovt.
Jeg prøver virkelig at gøre mange ting rigtigt. Jeg har brugt de seneste 2 år på at træne, fordi det hjælper med at holde min depression og angst nede på et tåleligt niveau, så jeg er fit og går op i mit udseende. Jeg synes selv, at jeg er en fantastisk partner, som godt kan lide at forkæle med kvalitetstid, tjenester, fysisk touch og små gaver. Der er selvfølgelig ting, som jeg ikke er særlig god til, fx min angst kan være en udfordring i forhold, men det er jeg opmærksom på og aktivt forsøger at forbedre.
Jeg har fin succes med at få matches på datingapps, men det er virkelig træls at snakke mega godt med en og så kommer den klassiske "hvad laver du så egentlig til hverdag?", og så kan dynamikken ændre sig, og vedkommende kan trække sig. Det har jeg oplevet rigtig mange gange, og jeg accepterer det, men jeg vil også indrømme, at det er trist, hvis man klikker godt. Jeg kan jo ikke gøre for min situation. Er der overhovedet håb?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Gloryia21 at 2024-03-18 13:25:10+00:00.