Halløjsa. Jeg er en mand i 20'erne, som synes, livet er lidt svært. Jeg har kæmpet med mentale sygdomme siden barndommen og fik tilkendt førtidspension for 1.5 år siden. Jeg er siden blevet mere stabil og kan nu fokusere lidt bedre på de ting, som giver mig glæde her i livet. Det betød så, at jeg efter hele den stressende periode med jobcentret og psykiaterbesøg begyndte at date igen.
Problemet er dog, at jeg desværre er begyndt at få mange bange anelser og har lyst til at give op på forhold. Jeg føler mig virkelig ikke god nok i øjeblikket, for jeg oplever ofte at blive set ned på, og at det, jeg går hjemme, ikke er særlig attraktivt. Jeg var sidste år i et situationship med en pige, som ofte brugte det imod mig, når vi havde diskussioner. Hun var jaloux over, at jeg ikke behøvede at arbejde, mens hun var fanget i hamsterhjulet. Jeg blev kaldt samfundstaber, og det var ikke særlig sjovt.
Jeg prøver virkelig at gøre mange ting rigtigt. Jeg har brugt de seneste 2 år på at træne, fordi det hjælper med at holde min depression og angst nede på et tåleligt niveau, så jeg er fit og går op i mit udseende. Jeg synes selv, at jeg er en fantastisk partner, som godt kan lide at forkæle med kvalitetstid, tjenester, fysisk touch og små gaver. Der er selvfølgelig ting, som jeg ikke er særlig god til, fx min angst kan være en udfordring i forhold, men det er jeg opmærksom på og aktivt forsøger at forbedre.
Jeg har fin succes med at få matches på datingapps, men det er virkelig træls at snakke mega godt med en og så kommer den klassiske "hvad laver du så egentlig til hverdag?", og så kan dynamikken ændre sig, og vedkommende kan trække sig. Det har jeg oplevet rigtig mange gange, og jeg accepterer det, men jeg vil også indrømme, at det er trist, hvis man klikker godt. Jeg kan jo ikke gøre for min situation. Er der overhovedet håb?
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/Gloryia21 at 2024-03-18 13:25:10+00:00.
kaiju-sized-riffs at 2024-03-18 14:45:48+00:00 ID:
kvfr31iJeg er selv en gut i 20'erne der også døjet med psykisk sygdom hele mit liv. Som det ser ud lige i øjeblikket får jeg nok også snart en førtidspension efter at have brugt rigtigt lang tid på at komme i aktivering og ud på utallige praktiker der alle sammen ikke har ført til noget brugbart. Så det vil nok ikke være helt forkert at sige at jeg ved hvordan det føles!
Sidste år var jeg også rigtigt tæt på at give op på dating og forhold fordi jeg følte at jeg var spild af tid i kvinders øjne. Hvorfor være sammen med en taber som mig når man kunne finde sig en fyr med god indkomst uden uden alt baggagen? Vennerne drillede også med at kalde mig en samfundsnasser/samfundstaber hist og her og det hjalp bestemt heller ikke på følelsen af at jeg var ubrugelig og til gene for samfundet.
Men så skete det der havde virket umuligt i mange år, jeg fandt en super fantastisk kæreste som var virkeligt støttende og ikke dømte mig for det faktum at jeg ikke kunne holde et normalt arbejde. Faktisk så synes hun det er dejligt at jeg er derhjemme og kan give hende noget noget kærlighed når hun kommer helt smadret hjem efter en lang dag, og det faktum at jeg typisk har fået ordnet nogle huslige pligter imens hun har været væk gør hende altid lige lykkelig.
Så mit råd til dig er ikke giv op! Selvom det virker håbløst så skal der nok komme en sød person der går mere op i dig som person end din jobtitel og hvad den kan give dem. Ud fra hvad du beskriver lyder det som om at du virkeligt ville kunne være en god kæreste for en heldig pige! Og vigtigst af at du er bevidst om dine problematikker og gør en indsats at være den bedste version af dig selv, det er mere end man kan sige om mange mennesker.
Dog jeg vil anbefale at holde sig væk fra Tinder og lignende dating apps. Størstedelen af tiden er folk ekstra overfladiske, kræsne, og kritiske når det foregår igennem en skærm. Jeg kan forestille mig at det ikke vil hjælpe på følelsen af at blive set ned på. Jeg fandt det i hvert fald utroligt deprimerende og demotiverende at bruge Tinder.
Men ja, for at gøre en lang besked kort, hold hovedet oppe min ven, det skal nok komme på et tidspunkt! det tager desværre bare den tid det tager før man finder den rigtige. Og for guds skyld du skal ikke nøjes med ting som det situationship, for det lyder som om det bare dræner mere end det giver dig noget godt!
Husk på at på trods af det psykiske og mangel på arbejde så er du stadig en person der har en masse af byde på og du er stadig noget værd!