Exo_Sax at 2024-03-17 12:02:13+00:00 ID: kv9pgmz

Det er dyrt at være fattig. Fattige spiser dårligere, har generelt dårligere vaner, har ikke råd til samme kulturelle udfoldelse og har ringe muligheder for at opkvalificere sig. Skjulte omkostninger forbundet med det at være fattig er også, at man af nød køber ringere produkter, der holder i kortere tid, og derfor oftere må købe nyt. Det kan fx være, at man køber dårligere sko, der er dårlige for fødderne, og som oftere skal skiftes ud end kvalitetsfodtøj. Eller at man køber en dårlig bil, der oftere skal serviceres. At man af nød tager unødige risici, såsom at køre uden billet i toget, og ender med at betale dyre bøder, etc.

Dertil kommer, at konsekvenserne af fattigdom er en stor omkostning for samfundet, både rent økonomisk og i forhold til tabt potentiale. Har man bare en flig af humanisme i sig, så er der naturligvis også den menneskelige omkostning, som er økonomisk uvurderlig.

Alligevel nægter vi systematisk at afhjælpe problemet; vi ser typisk fattigdom som enten værende noget selvvalgt, eller som noget deterministisk, man ikke kan gøre noget ved. Vi ved, at vi prioritere en økonomisk omfordeling fra samfundets nedre lag og i retning af toppen. Vi ved, at de rigeste bliver rigere, og at det bedste man i middelklassen og nedefter kan håbe på er langsom stagnering.

Men vi nægter at ændre kurs.