bowdownjesus at 2024-03-16 14:50:20+00:00 ID: kv5mx2o

Tal fra Den Danske Valgundersøgelse peger på, at knap hver femte mand mellem 18 og 34 år mener, at »ligestillingen er gået for langt«. Dette har fået Liberal Alliances leder, Alex Vanopslagh, til på det sociale medie X at skrive, at der på den »radikale venstrefløj« skabes en fortælling om, at unge mænd i Danmark er imod ligestilling.

I Weekendavisen viste Laura Hattens' reportage »Blåstemplede børn« (WA #09), at denne holdning også ses blandt 9.-klassesdrenge i Middelfart og Allerød. Disse beskriver fornemmelsen af at føle sig draget af Vanopslaghs retorik om, at ligestillingsdebatten har fyldt for meget, og at »enough is enough«.

Det er godt, at der er kommet fokus på, hvordan de senere års ligestillingsdebat på nogle områder har haft for stort fokus på kvinders og minoriteters problemstillinger og for lidt fokus på (unge) mænds. Men at reducere det til en borgerlig modreaktion på en radikal venstrefløj er at misbruge de fremmedgjorte unge mænd som bønder i et politisk skakspil.

Inden for psykologien har vi i mange år vidst, at der findes et reelt ligestillingsproblem for unge mænd, hvoraf nogle mistrives på andre måder end kvinderne og derudover er mere udfordrede i forhold til at søge hjælp.

Det er et samfundsmæssigt problem, at psykologien er indrettet kvinder fremfor mænd. Arkivfoto: Asger Ladefoged

En kendsgerning, mange formentlig ikke kender til, er, at størstedelen af teori og metode inden for psykologien er baseret på målgrupper primært bestående af unge kvinder. Dette gør det sværere for mange unge mænd at række ud efter hjælp, fordi de ikke ser hjælpemulighederne som meningsfulde og relevante for dem. I min egen praksis ser jeg færre unge mænd søge behandling, og ofte er de, der kommer, dårligere stillet end kvinderne.

Dette ses også på overrepræsentationen af unge mænd i misbrug, hvor de grundet manglende tiltro til systemet bruger rusmidler til at dulme deres bekymringer. Vi har i bund og grund et system, der er bedre tilpasset unge kvinders måde at søge og få hjælp på, hvorfor vi svigter de unge mænd ved ikke at være mere kritiske over for egen praksis og institutioner.

Det er derfor ikke en hjælp, når Alex Vanopslagh udnytter drengenes fremmedgørelse til et opgør med sine politiske modstandere. Det fjerner ansvaret fra os behandlere i forhold til at nytænke vores praksis og metoder, og det øger desuden politikernes mulighed for at afstå fra at tale om det reelle systemiske svigt af en udsat samfundsgruppe.

Hvis Vanopslagh oprigtigt ønsker at tale drengenes sag, bør han lancere en politisk agenda, der faktisk kan gøre en forskel for dem frem for at skabe yderligere polarisering i ligestillingsdebatten.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på [[email protected]](mailto:[email protected])

Jeg synes, det er en lidt slap omgang. Jeg er med på, det er et debatindlæg, men alligevel kunne det være rart med et par kilder eller bare en uddybning af påstande. Det kan sagtens være, at psykologien er indrettet til kvinder (??) men hvordan? Og hvad er det, som unge mænd har behov for, som der ikke er nu? Hvilke institutioner er det, psykologer skal være kritiske over for? Hvilken politisk agenda er det, Vanoplagh skal lancere? (altså når nu det ikke må være hans egen?