Jeg kommer med min egen lille anekdote først:
Jeg havde været i mit første arbejde efter endt uddannelse i et år, da jeg til sidst ikke kunne mere grundet psykisk dårligt arbejdsmiljø, hvorfor jeg følte mig nødsaget til at sige op og sygemelde mig i opsigelsesperioden. Jeg skulle efter min opsigelse ud på arbejdspladsen igen og aflevere min arbejdscomputer, hvilket var noget, jeg virkelig skulle tage mig sammen til, fordi jeg syntes det var så ubehageligt at skulle derud igen og stå ansigt til ansigt med min sure chef.
Der var sne udenfor på det tidspunkt og jeg havde ikke kørt i min bil i et stykke tid, så jeg skulle have skovlet/skrabet den ren for sne. Da jeg begynder på det, kommer en mega sød og imødekommende kvinde fra opgangen ved siden af mig hen og snakker til mig og hjælper mig, uden jeg har spurgt om hendes hjælp. Hun lånte mig sin isskraber, som var bedre end min egen og hun var en del højere end mig og gjorde hele sit jakkeærme vådt for at skubbe alt sne ned fra min bils tag. Selvom det måske for andre lyder som en lille gerning, så betød den alt i verden for mig lige der, fordi jeg havde det så skidt og følte mig så alene i verden. Hendes hjælp mindede mig om, at der findes gode mennesker omkring mig - endda fremmede mennesker - som vil mig det godt, hvilket gav mig flere kræfter til at køre afsted og få afleveret min computer. Kvinden vidste ikke hvilken situation, jeg befandt mig i på det tidspunkt og jeg sagde selvfølgelig heller ikke noget om det til hende, men hvis jeg ser hende igen en dag, overvejer jeg lidt at fortælle hende, hvor meget jeg faktisk satte pris på hendes lille gode gerning den dag.
Har I lignende historier fra jeres liv, så vil jeg med glæde høre dem, så vi kan sprede noget god energi og nogle gode fortællinger om andre mennesker😁🫶🏼
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/HappyBananasplit at 2024-03-13 18:28:01+00:00.
WhatEver069 at 2024-03-14 13:27:03+00:00 ID:
kuu4aiyJeg har tre- den ene var da jeg var 13-14. Var anbragt på daværende tidspunkt, og havde det rent ud sagt elendigt, følte mig mere som en byrde end noget andet. Jeg gik til kor på daværende tidspunkt, og blev smidt af og hentet af mine værger, så efter at jeg er hoppet ud af bilen tøffer de afsted. Jeg går op til døren, tager fat i håndtaget, trækker. Låst. Jeg sad udenfor på den kolde trappe i noget nær 3 timer, uden overtøj på fordi jeg jo troede jeg skulle direkte ind i varmen, og græd også en fin del. Cirka en time inde i min ventetid kommer der en mor gående med sine to små børn, hvor hun får øje på mig, og så kommer hen og spørger om jeg er okay. Jeg mener vi sad derude i en time, hvor hun bare lyttede til mig. Jeg er 23 den dag i dag, og tænker stadig på hende med jævne mellemrum.
Også i den periode snakkede jeg godt med buschaufføren, der kørte ruten jeg boede på, og var begyndt at nævne for ham hvordan det gik "derhjemme". Han havde som sagt en fast rute, så en dag undrede det mig lidt, at han kørte den anderledes end han plejede, hvilket jeg så spurgte ind til. Han indrømmede at det gjorde ham ked af det, at jeg ikke kunne lide at være "derhjemme", så han kørte en omvej, for at jeg fik en 5-10 minutter længere køretur. Jeg ser ham stadig nogle gange på den lokale rutebil-station, og han er simpelthen fantastisk. Hver gang det passede med alle de andre der skulle af, tog han omvejen for mig.
Og så for et par år siden, da jeg var i lære inden jeg skulle på skole, havde jeg perioder hvor mit overskud var i minus. Var flyttet for mig selv, men nogle gange nåede jeg ikke at pakke madpakken om morgenen, og om aftenen var jeg alt for træt til at kunne overskue det. Så jeg håbede at kunne købe en pastasalat i Fakta'en ved busterminalen, og kunne også nå det tidsmæssigt- men mit betalingskort blev afvist. Uden at blinke rejser ekspedienten sig op, finder sit eget kort frem, og betaler for mig. Det var godt nok kun 15 kr eller sådan noget, men jeg begyndte at græde, da jeg sad i bussen på vej ud til arbejde.
Der findes godt i verden, og jeg prøver selv i dag at være dén person for andre, for det kan virkelig være højdepunktet i folks liv