NuclearWarhead at 2024-03-14 14:39:01+00:00 ID: kuu9rxi

I høj grad det første. Men det gælder også andre aspekter.

Kort sagt: Jeg synes anklagere i deres væremåde skal leve op til at "strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted". Der ligger en dobbelthed i dette, som er vigtig og som ikke begrænser sig til at man frafalder en tiltale hvis ikke beviserne er til det. Jeg synes at respekten for den dobbelthed skal udstråle af anklageren og anklagerens måde at tale på og være på. Helt kort: Man er nødt til at optræde med den nødvendige decorum for en embedsmand.

Hvis en anklager i sin procedure ikke så meget som nævner exculpatory (ved ikke hvad det hedder på dansk) aspekter, så begynder jeg straks at tænke om der er andre ting som anklageren fortier mig. "Går den så går den, phew, de lagde ikke mærke til xx ...". Jeg er udmærket med på at det også er forsvarerens opgave at prikke hul - men for mig gør det at jeg føler jeg står med en anklager som ikke lever op til hensynet om at sikre at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.

Jeg får også en stærk antipati for anklagere som "er på offerets side" eller lignende, netop ved at appellere en masse til pathos fx. Den slags fylder mig med væmmelse fordi jeg ikke synes det er passende for den meget alvorlige situation en retssag er.

Det værste jeg har oplevet var én bestemt anklager i Århus der undervejs decideret omtalte tiltalte i nedladende vendinger. Det var så slemt at jeg gik i en uge og overvejede om jeg enten skulle kontakte retten eller Anklagemyndigheden for at klage over hans måde at behandle tiltalte på. Dommeren sagde at "det er typisk for xx. Han har engang imellem et lidt iltert temperament" (or something to that effect).

Jeg har i min tid som domsmand i retten i Århus oplevet én virkelig god anklager som virkelig fremstod professionel, én virkelig dårlig (sidstnævnte) og et væld af anklagere som lå midt imellem.