BrosefDudeson at 2024-03-14 11:26:24+00:00 ID: kutiobt

Præcis sådan gik jeg igennem mine 20'ere og det meste af mine 30'ere. Hvornår vokser jeg fra det her? Hvornår bliver jeg moden og "voksen" nok?

Reelt set ser jeg og oplever verden anderledes. Ikke markant anderledes, men nok til at forstyrre mig i at opnå de samme ting, som venner, medstuderende, familie osv. gør. Jeg har accepteret min "normal" nu, og jeg håber, at jeg kan korrigere adfærd og tanker i en tilpas grad, så jeg ikke sætter mig selv op til at fejle.

Men du er ikke viljesvag. Du er udfordret og agerer derefter. Du fortjener at kunne tage en slapper oppe i hovedet for alle de dumme og negative tanker, der er forbundet med at sammenligne sig selv med et uopnåeligt ideal.

Mattidh1 at 2024-03-14 12:05:27+00:00 ID: kutn42v

Yep, jeg har ofte tænkt jeg bare var lidt anderledes og ret doven, jeg ville jo gerne gøre tingene. Det endte ofte i skænderier med mine forældre fordi deres oplevelse var jo at jeg ikke lavede noget, hvor min oplevelse var at jeg virkelig havde kæmpet for at gøre den ting som jeg skulle.

Da jeg blev diagnosticeret, var jeg sendt en med en henvisning omkring ADHD/ADD, virkelig jeg godt nogenlunde kunne se. Jeg havde så en fantastisk psykiatrisk sygeplejerske som var godt at snakke med, efter mig og min partner var gået fra hinanden stillede han nogle spørgsmål, som jeg så åbenbart svarede "forkert" på.

Jeg havde simpelthen forsøgt at maske min ASD/autisme det meste af mit liv, hvilket nu i dag virker meget tydeligt.

Det er også svært i dag, fordi jeg er en 25 årig mand der studere, og for de fleste der sejler ting vist lidt. Så på mange måder klarer jeg mig nødvendigvis ikke dårligere end mine medstuderende. Så det kan hurtigt blive forvirrende, indtil jeg tænker på at der ikke er mange der til tider bruger flere uger indenfor i deres lejlighed i streg.

Mattidh1 at 2024-03-14 12:05:27+00:00 ID: kutn42v

Yep, jeg har ofte tænkt jeg bare var lidt anderledes og ret doven, jeg ville jo gerne gøre tingene. Det endte ofte i skænderier med mine forældre fordi deres oplevelse var jo at jeg ikke lavede noget, hvor min oplevelse var at jeg virkelig havde kæmpet for at gøre den ting som jeg skulle.

Da jeg blev diagnosticeret, var jeg sendt en med en henvisning omkring ADHD/ADD, virkelig jeg godt nogenlunde kunne se. Jeg havde så en fantastisk psykiatrisk sygeplejerske som var godt at snakke med, efter mig og min partner var gået fra hinanden stillede han nogle spørgsmål, som jeg så åbenbart svarede "forkert" på.

Jeg havde simpelthen forsøgt at maske min ASD/autisme det meste af mit liv, hvilket nu i dag virker meget tydeligt.

Det er også svært i dag, fordi jeg er en 25 årig mand der studere, og for de fleste der sejler ting vist lidt. Så på mange måder klarer jeg mig nødvendigvis ikke dårligere end mine medstuderende. Så det kan hurtigt blive forvirrende, indtil jeg tænker på at der ikke er mange der til tider bruger flere uger indenfor i deres lejlighed i streg.