Jeg kommer med min egen lille anekdote først:
Jeg havde været i mit første arbejde efter endt uddannelse i et år, da jeg til sidst ikke kunne mere grundet psykisk dårligt arbejdsmiljø, hvorfor jeg følte mig nødsaget til at sige op og sygemelde mig i opsigelsesperioden. Jeg skulle efter min opsigelse ud på arbejdspladsen igen og aflevere min arbejdscomputer, hvilket var noget, jeg virkelig skulle tage mig sammen til, fordi jeg syntes det var så ubehageligt at skulle derud igen og stå ansigt til ansigt med min sure chef.
Der var sne udenfor på det tidspunkt og jeg havde ikke kørt i min bil i et stykke tid, så jeg skulle have skovlet/skrabet den ren for sne. Da jeg begynder på det, kommer en mega sød og imødekommende kvinde fra opgangen ved siden af mig hen og snakker til mig og hjælper mig, uden jeg har spurgt om hendes hjælp. Hun lånte mig sin isskraber, som var bedre end min egen og hun var en del højere end mig og gjorde hele sit jakkeærme vådt for at skubbe alt sne ned fra min bils tag. Selvom det måske for andre lyder som en lille gerning, så betød den alt i verden for mig lige der, fordi jeg havde det så skidt og følte mig så alene i verden. Hendes hjælp mindede mig om, at der findes gode mennesker omkring mig - endda fremmede mennesker - som vil mig det godt, hvilket gav mig flere kræfter til at køre afsted og få afleveret min computer. Kvinden vidste ikke hvilken situation, jeg befandt mig i på det tidspunkt og jeg sagde selvfølgelig heller ikke noget om det til hende, men hvis jeg ser hende igen en dag, overvejer jeg lidt at fortælle hende, hvor meget jeg faktisk satte pris på hendes lille gode gerning den dag.
Har I lignende historier fra jeres liv, så vil jeg med glæde høre dem, så vi kan sprede noget god energi og nogle gode fortællinger om andre mennesker😁🫶🏼
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/HappyBananasplit at 2024-03-13 18:28:01+00:00.
TheVendelbo at 2024-03-14 04:11:26+00:00 ID:
kutphbwJeg er fra den generation, hvor man i skolen havde en kontaktbog. Lærerne skrev så en besked til forældrene i denne, og forældrene retur til læreren - en slags analog aula, kan man sige.
Jeg voksede op i et hjem med massive omsorgssvigt, rusmisbrug, vold, skænderier. Hele den store matchgruppe-6-pakke.
Alt det gjorde, at jeg i mine unge pubertetsår var ganske konfliktsøgende og sikkert en ret irriterende elev. Min engelsklærer skrev en dag to linjer i min kontaktbog «TheVendelbo har et naturligt ‘flair’ for engelsk, men de dumsmarte kommentarer skal stoppe NU!». Hun havde helt ret, men den var sgu ikke fed at skulle vise frem hjemme, til en fordrukken forældre, som hellere ville have været amatørbokser.
Efter at have fremvist beskeden, kom jeg i skole, i det politiet nok ville beskrive som "stærkt nedtrykket sindstilstand". På den måde var der vel ingen tvivl om, at jeg havde fremvist kontaktbogen hjemme. Da jeg efter timen skulle fremvise kontaktbog+signatur til min lærer, så hun på mig med et fuldstændigt gennemborende blik, som jeg aldrig glemmer! Jeg kan nok ikke beskrive blikket anderledes end et «jeg ser dig»-blik.
Gennem hende blev hele processen med kommune, skole, forældre, tvangsfjernelse und so weiter sat igang. Resten af mit liv vil jeg skylde hende min taknemmelighed. At man som lærer kan finde lysten til, at hjælpe en elev, er forbilledligt. At man som lærer kan finde lysten til at hjælpe en røvirriterende ballademager lærer jeg aldrig at forstå. Antallet af timer hun frivilligt engagerede sig i efterfølgende, al den ballade, papirer, underskrifter... Jeg fatter det ikke