Jeg kommer med min egen lille anekdote først:
Jeg havde været i mit første arbejde efter endt uddannelse i et år, da jeg til sidst ikke kunne mere grundet psykisk dårligt arbejdsmiljø, hvorfor jeg følte mig nødsaget til at sige op og sygemelde mig i opsigelsesperioden. Jeg skulle efter min opsigelse ud på arbejdspladsen igen og aflevere min arbejdscomputer, hvilket var noget, jeg virkelig skulle tage mig sammen til, fordi jeg syntes det var så ubehageligt at skulle derud igen og stå ansigt til ansigt med min sure chef.
Der var sne udenfor på det tidspunkt og jeg havde ikke kørt i min bil i et stykke tid, så jeg skulle have skovlet/skrabet den ren for sne. Da jeg begynder på det, kommer en mega sød og imødekommende kvinde fra opgangen ved siden af mig hen og snakker til mig og hjælper mig, uden jeg har spurgt om hendes hjælp. Hun lånte mig sin isskraber, som var bedre end min egen og hun var en del højere end mig og gjorde hele sit jakkeærme vådt for at skubbe alt sne ned fra min bils tag. Selvom det måske for andre lyder som en lille gerning, så betød den alt i verden for mig lige der, fordi jeg havde det så skidt og følte mig så alene i verden. Hendes hjælp mindede mig om, at der findes gode mennesker omkring mig - endda fremmede mennesker - som vil mig det godt, hvilket gav mig flere kræfter til at køre afsted og få afleveret min computer. Kvinden vidste ikke hvilken situation, jeg befandt mig i på det tidspunkt og jeg sagde selvfølgelig heller ikke noget om det til hende, men hvis jeg ser hende igen en dag, overvejer jeg lidt at fortælle hende, hvor meget jeg faktisk satte pris på hendes lille gode gerning den dag.
Har I lignende historier fra jeres liv, så vil jeg med glæde høre dem, så vi kan sprede noget god energi og nogle gode fortællinger om andre mennesker😁🫶🏼
Dette indlæg blev automatisk arkiveret af Leddit-botten. Vil du diskutere tråden? Tilmeld dig på feddit.dk!
The original was posted on /r/denmark by /u/HappyBananasplit at 2024-03-13 18:28:01+00:00.
okcommercialbreak at 2024-03-14 04:11:26+00:00 ID:
kutekbfJeg skulle hen til min mor på hospice, men grundet corona og en generel stigning i luftvejssygdomme skulle jeg podes inden min ankomst. Lægehuset havde modtaget min tid, men der var sket en fejl, så sygeplejersken var gået hjem og lægen i huset havde "under ingen omstændiger tid til den type opgaver". Lægen var meget krakilsk og på trods af min understegelse af hvor presserende det var, fejede han mig væk og sagde at "små damer kan vente lige som alle andre". Jeg var mildest talt i chok og tog plads i venteværelset, men tiden gik mens flere og flere kom til og lukketiden nærmerede sig.
Jeg ville ikke skabe en scene, men jeg var så frustreret og presset på tid, at jeg begyndte at stortude midt i receptionen, mens samtlige af de andre borgere gloede og fnyste i smug. Jeg fik fortalt sekretæren hvorfor det var vigtigt og hun smed med det samme den rødglødende telefon, tog mig ind i sygeplejerskens lokale og podede mig, mens hun aede mig på kinden. Dagen efter fik jeg svar og jeg brugte resten af ugen med min mor uden frygt for at smitte hende.
Det var isoleret set ikke en "fremmed" og jeg møder hende stadig i lægehuset, hvor hun er busy as usual, men det var en helt uvurderlig hjælp, som jeg stadig bliver rørt over, fordi jeg aldrig har været mere ked af det end lige dér. Jeg var helt alene, savnede min mor - som snart skulle herfra - og følte mig ærlig talt som en på fem år.